"Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"

"Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"

Jeg har været utro i mit efterhånden lange sexliv.

KLUMME: Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig. Vi havde blussende kinder og store, smørrede smil. Det var intimt, ikke akavet. Uden skam. Bare fryd. Han fik et bad og tog hjem. Alle var glade.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Kan aftalt utroskab fungere?

Jeg har været utro i mit efterhånden lange sexliv. Eller ladet andre være det med mig. Det er jeg ikke stolt af. Men jeg skammer mig ikke. Mit gæt er, at vi er flere, der har været der. Eller været tæt på. Og at der er flere utro kvinder, end vi går og tror.

Men den aften? Der var jeg ikke utro. Deres forhold var åbent, der var regler, og det virkede for dem. Hun så andre, han gjorde også. Intensitet sammen og hver for sig og fælles hverdag. Det fungerede for dem.

Min veninde og hendes mand elskede og elsker hinanden dybt. Han hørte til hos hende. De vælger hinanden hele tiden. Deres samhørighed bliver ikke truet af andre. Og ja, jeg klappede det naturligvis af med hende. Veninder kommer altid før elskere, uanset hvor gode de mænd er i sengen.

LÆS OGSÅ: "Jeg er ikke min kones slave, og jeg skal heller ikke underkaste mig"

Men - så mange vil gerne beholde kagen derhjemme og spise andre i smug. Så mange mænd og kvinder er kronisk utro. På et tidspunkt er behovet eller muligheden dukket op, eller han/hun har mistet lysten, eller hvad folk nu fortæller sig selv for at retfærdiggøre deres knalden udenom.

Jeg ville ikke tage de mænd væk fra deres damer. Tværtimod. Det var jo ikke kærlighed. Ikke alene var de nogle utro charlataner, men de kunne netop godt lide det hemmelige i det. De følte, de havde fortjent det, ikke at jeg var forførersken, der fik dem på afveje. Det var blevet en hobby at få egoet og pikken masseret ude.Vi taler ikke sølle mænd; de var skægge, seje og fornuftige mænd. Og sexede.

Muligvis ville de deres kvinder godt - af gode grunde fik jeg kun deres side af historien. Muligvis knaldede konerne lige så meget ved siden af. Det håber jeg egentlig. Åh, hvor ironisk, hvis de syntes, han var en træmand, når han rullede sig ud andetsteds. Tænk, hvis elskerne brugte halvt så meget krudt på at fyre op under deres kvinder, som de gjorde under mig, så gad de koner da godt?

Anyways. Lige så kildrende for elskerinde-egoet, det kunne være, lige så desillusionerende var det også. Man mistede lidt af troen på kærligheden ved hver hemmelig hyrdetime. Alt dette med dølgsmål og dunkle gerninger. De gav ikke deres kvinder fri. De var forhippede på at beholde status quo, blæse på konen og have mel i munden, var ikke tro over for sig selv. Det var egentligt heller ikke særlig søstersolidarisk. Og det er livet ærligt talt for kort til.

LÆS OGSÅ: "Far har forvekslet ny og spændende sex med dyb kærlighed. Et ægte kussechok"

Men hvis man er hinandens soul mates, hvorfor er behovet der så alligevel? Er lyst simpelthen et spørgsmål om nysgerrighed? Mange mænd vil gerne noget andet, eller bare noget mere. Der var millioner af folk registreret hos Ashley Madison, det amerikanske utroskabsdatingsite, der for nylig blev hacket. De fleste mænd kontaktede falske profiler (der var ikke kvinder nok!), men kun et fåtal var utro. Og det ville de nok være alligevel, uanset hvad konen sagde.

Pt. møder jeg to slags mænd. Dem, der ingenting vil, og dem, der vil alt muligt, men er i forhold. De er alle vegne, de mænd. Sender lumre beskeder via sociale medier, flirter, skøjter langs grænsen - samtidig med at de lægger familiebilleder op. Og alle deres venner sender hjerter efter dem, hvor var det en hyggelig tur i sommerhuset! Hvor farmand sextede med andre damer, mens deres kvinde passede ungerne.

Jeg kigger på kæresterne og konerne på de billeder. Ved de noget? Får de, hvad de har brug for af deres mænd? Af andre? Elsker de reelt hinanden, eller er det bare blevet sådan, som det nu er? Er utroskab kommet for at blive?

Jeg siger: Nej. Du kan stoppe det. Men HVORDAN får du utroskaben ud?

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de flytter sammen med en mand

Mit magiske mantra
Sex er ikke nødvendigvis intimitet. Intimitet er ikke nødvendigvis kærlighed. Kærlighed er ikke nødvendigvis lukket om sig selv. Mon ikke det er mere almindeligt, end vi går og bilder os ind? Hvorfor skal monogami ødelægge et pars ømhed og historik?

Uh, jeg kan mærke de rasende læsere nu! Hør her, jeg siger ikke, at din mand har knaldet udenom, at du har eller at det er lykken for alle at leve i et åbent forhold. Slet ikke.

Men prøv at se ind i din sjæls skygge. Hvad ville der ske, hvis I var sammen med andre? Jeg tænker, at det, der gør ondt, er, når den ene giver sig selv lov til noget, som den anden hverken ved noget om eller har adgang til? Når det trækker fra forholdet frem for at bidrage?

Jeg er ikke selv jaloux. Jeg vil altid gerne dele, hvis det er i orden. Men jeg behøver ikke. For jeg forstår godt, hvis det er svært for andre. Så jeg siger ikke, at folk skal smide tosomheden overbord. Jeg siger bare, de skal prøve at være ærlige overfor deres egne behov - og den andens.

Selv vil jeg være tro mod mig selv og mine ønsker for og med en mand, hvis jeg finder en. Og ja, det er sex, men det er også samhørighed. Det er også en at sove sammen med. En, der kender mig godt. Mit behov er også ømhed og historik. Ikke kun flammende begær, godt opildnet af tabu og hast. Og jeg er færdig med at låne andres mænd uden at spørge om lov. Jeg er færdig med at massere egoer og pikke med guldring på. Det er simpelthen uinteressant, uærligt og så klichéfyldt. Det er ikke nok.

Så. Jeg ser mig selv i øjnene. Jeg håber, du vil sige dette mantra sammen med mig:

Jeg vil aldrig mere være utro. Jeg vil være ærlig overfor mig selv.

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag 

LÆS OGSÅ:  10 ting der er vigtigere end sex

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Sex og Utroskab