Pia og hendes søster blev misbrugt: "På overfladen var vi en pæn familie"

Pia står ved sin lillesøsters hospitalseng. Mille er ved at vågne op efter en knæoperation og har mareridt. Sorte skygger følger efter hende som i en fangeleg. Men fangelegen er ikke for børn. Mille fortæller Pia om drømmen, og da går det op for hende, at hendes otte år yngre lillesøster har været udsat for de samme grimme lege, som hun selv. Manden, der fandt på legene, er hendes stedfar og Milles biologiske far.

– Jeg var sikker på, at min stedfar kun havde forgrebet sig på mig, for min lillesøster og hendes far havde et meget kærligt forhold. Han var den søde far, der tog sig meget af sin datter, og det gør det så svært at forstå, fortæller Pia Ryding, der er 50 år og bor i Lyngby sammen med sin mand og to store drenge.

For et par år siden besluttede Pia at skrive historien om søstrenes barndom. En barndom, de aldrig havde fået talt ud om. Mille indvilligede i at fortælle sin historie, eller det hun kunne huske, for meget er fortrængt.

– Min søsters historie er meget voldsom. Overgrebene er det første, hun kan huske, og de fortsætter, indtil hun bliver fjernet fra sin far som 13-årig. Hun bliver også misbrugt af sin fars ven. Mange af tingene har hun aldrig fortalt til andre, siger Pia Ryding, der er foredragsholder og nu også forfatter til bogen Smukke & Lille Skat.

LÆS OGSÅ: ”Jeg var rædselsslagen for, at mine forældre skulle få at vide, at jeg havde røbet min hemmelighed”

Familieferie og koteletter med smørsovs

Pia voksede op på Nørrebro sammen med sin lillebror Robert, der ikke lever mere, men deres forældre blev skilt, da Pia var fem år. Da hun var syv, flyttede stedfaren ind, og kort efter kom Mille til verden. Udadtil var det en pæn familie, der kørte i Mercedes, tog på familieferie til Bornholm og spiste koteletter med smørsovs og ærter.

– I mange år troede jeg, at min søster og jeg havde haft en tryg og god barndom. På overfladen var vi jo en pæn, velfungerende familie, men indadtil var den meget dysfunktionel, siger Pia.

Hun beskriver sin stedfar som en omsorgsfuld person, der kørte hende til lægen og læste godnathistorier, men ifølge Pia han var også et menneske, der med manipulation og løgne opnåede det, han gerne ville.

– Jeg tror aldrig, han truede mig. Han sagde, at det var vores hemmelighed, og at jeg ikke måtte sige det til mor, fortæller Pia.

Hverken Pias far eller stedfar lever mere, og hun har brudt kontakten med sin mor. – Jeg ved, mine forældre elskede mig, men nogle gange er det bare ikke nok. Man skal kunne passe ordentligt på sine børn, også selv om det ikke er rart for en selv, siger Pia.

LÆS OGSÅ: Anne-Marie forelskede sig i en narcissist: “Han virkede som om, han rummede det hele”

"Det var da ikke så slemt"

Pia var19 år, da hun første gang fik sat ord på overgrebene. Hun led af en depression, var alt for tynd og endte hos en psykiater.

– Jeg havde det så dårligt, at jeg stort set ikke spiste. Jeg kunne næsten ikke sige det højt, for jeg havde ingen ord for den følelse af skam, som jeg havde haft i så mange år, siger Pia.

På det tidspunkt var hendes mor og stedfar gået fra hinanden, og Mille boede fast hos sin far uden meget kontakt til resten af familien. Pia fortalte sin mor, at hun var blevet misbrugt af stedfaren. Samtalen var kort. Moren var ifølge Pia mest optaget af, om Pia var sikker på, at det ikke var hendes far, der havde forgrebet sig på hende. Derpå stoppede samtalen. Moren og hendes nye kæreste hentede dog Mille hjem fra sin far.

– Ingen sagde noget, og Mille var rasende på mig, fordi hun ikke måtte være hos sin far. For hende var overgrebene blevet normaliseret adfærd, og hun vidste ikke, at det var forkert, siger Pia.

Selv konfronterede hun med sin brors hjælp stedfaren med overgrebene, men ifølge Pia var hans eneste kommentar: "Det var da ikke så slemt."

– Jeg var bange og rasende, men jeg fik aldrig nogen forklaring, husker hun.

LÆS OGSÅ: Mathilde Falch: “Jeg ved, at mit barn aldrig kommer til at se mig fuld”

Håb for andre

Det har taget Pia mange terapitimer og en stor viljestyrke at lægge barndommen bag sig og slutte fred med den.

– Jeg har accepteret, at de ting er overgået mig, men jeg kommer ikke til at forstå det. Jeg føler mig ikke som et offer, og det tror jeg heller ikke, at min søster gør. Mit liv har budt på så mange andre gode oplevelser, siger Pia.

Hun understreger, at bogen ikke er skrevet som et terapiprojekt, men for at give håb til andre i samme situation.

– Vinderen skriver historien, og derfor skriver jeg vores. Min søster og jeg er begge et bevis på, at man kan overleve incest og få et godt liv med accept, viljestyrke og arbejde med sig selv, siger Pia.

Spor af barndommen sidder dog stadig i hende. Selv om hendes sønner Marcus og Peter er store, er hun bange for, at der skal ske dem noget.

– Jeg har været virkelig dårlig til at få mine børn passet. Da min ældste dreng skulle overnatte i børnehaven, sagde jeg nej, fordi jeg var bange for, at der skulle ske ham noget. Det var ikke hans behov, men jeg havde brug for at høre ham trække vejret hele natten, fortæller Pia.

Hun håber, at bogen vil gøre op med fordommene om, at seksuelt misbrug kun finder sted i socialt dårligt stillede familier.

– Vi har ikke lyst til at vide, at den slags sker inde hos vores pæne nabo, og så er der ingen til at tale de børns sag. Det er virkelig svært for de børn at blive hørt, fordi de også skal bryde normen om, at det ikke sker i pæne familier, påpeger hun.

Søstrene anmelder overgrebene, men sagen bliver afvist på grund af forældelsesfristen. På sit dødsleje beder faren Mille om tilgivelse. Den får han ikke.

– Min hjerne ved, at jeg ikke kunne gøre noget for Mille dengang, men mit hjerte bløder, for jeg ville ønske, jeg kunne have reddet hende, siger Pia.