Ugens musik: Uh, hvor synger hun godt
Der er skønne melodier, spændende samarbejde og en mand på vej op igen i musikredaktør Marie-Louise Truelsens anbefalinger i denne uge.
"Shoes For Julia"
Julia Fabrin og Søren Sko
Måske husker du 25-årige Julia Fabrin fra X Factor, hvor hun var medlem af trioen "The Fireflies". Og måske husker du 49-årige Søren Sko fra den hedengangne duo "Sko/Torp". At de to skulle finde sammen i et ualmindeligt skønt samarbejde var der vist ikke mange, der havde forudset. Men på albummet med den pudsige titel "Shoes For Julia" er det ren optur. Blide, melodiske, skønne sange for ende til anden. Fedt, fedt, fedt.
"Glad Rag Doll"
Diana Krall
Uh, hvor synger Diana Krall godt! Jeg er så vild med hendes fantastiske vokal, at jeg næsten glemmer, at hun på det nye album "Glad Rag Doll" har droppet sine normale jazzede numre til fordel for den lidt mere specielle – og gammeldags – ragtime. På nummeret "Just Like A Butterfly That's Caught in The Rain" er en dejlig ballade, der sender tankerne ud på en gåtur i en regnvåd skov.
"Oppefra & Ned"
Søren Huss
Da Søren Huss mistede sin kæreste i en trafikulykke for snart fem år siden var en del af sorgprocessen at lave albummet "Troen & Ingen". Nu er han aktuel med albummet "Oppefra & Ned", og det kan høres, at han trods alt er kommet videre og har fået det bedre. Pladen er mere uptempo og teksterne er mindre sårbare. Heldigvis har Huss stadig masser på hjerte, og det kan høres bl.a. på "Den Der Isme".