Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Fra Niarn til Niels Roos
Foto: Jens Rosenfeldt. Arkivfoto: Scanpix og Polfoto. Fra Niarn til Niels Roos

Niarn interview

"Jeg kan dø af én enkelt druktur"

Da Niarn blev indlagt i livsfare med betændelse i bugspytkirtlen en junidag i 2013, endte det fatalt. Den hårdkogte rapper og mangeårige alkohol- og stofmisbruger døde den dag på hospitalet. Tilbage står en ædru, følsom og ærlig nordjyde, der hedder Niels Roos. Her får du historien om livet bag facaden før, under og efter succesen og rusen.

Den halvgrå, lune søndag formiddag den 23. juni 2013 havde Niels Roos' knap 34-årige krop fået nok. Han vågnede i ekskærestens seng med uudholdelige smerter fra mellemgulvet. Han vred sig rundt på madrassen med ansigtet fortrukket i forpinte grimasser, tumlede ud af sengen og hen til barskabet og satte Bacardi-flasken for munden for, som så mange gange før, desperat at drikke smerterne væk. Men denne dag svigtede alkoholen ham. Den forjog ikke smerterne. Og dybest set vidste han godt hvorfor – den havde skabt dem.

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: Jeg faldt for dominerende kvinder, jeg bare ikke passede sammen med

− Da vagtlægen sagde, jeg skulle indlægges, blev jeg bange. Rigtig bange. Og ked af det. Jeg tænkte: "Okay – så var det hertil, jeg kunne presse den". Jeg vidste jo godt, at det ville slutte på et tidspunkt. Man drikker ikke en flaske vodka om dagen, indtil man er 75 år gammel. Jeg vidste, at enten stoppede jeg, eller også døde jeg. Og pludselig var jeg rædselsslagen for at dø.

LÆS OGSÅ: Bjarke og jeg fik den meget triste besked, at vores baby var død inde i mig 

Alligevel lå Niels Roos bogstaveligt talt og klamrede sig til sprutflasken helt frem til, at ambulancefolkene lagde ham på båren og kørte ham af sted for blå blink og fuld udrykning. Han ramte bunden. Hårdt. Diagnosen var betændelse i bugspytkirtlen forårsaget af massiv druk. Med ét var festen uigenkaldeligt forbi. Niarn og hans tro følgesvend alkohol havde danset sig hele vejen hen til dødens dør, og nu hang hans liv i en tynd tråd på intensivafdeling på Hvidovre Hospital.

Siden teenageårene havde alkohol og stoffer været blandt hans livretter, og da han toppede på hitlisterne fra 2004-2008 med hits som "Dobbelt A" og "Antihelt", gjorde han det hamrende påvirket. Det gav ham den rigtige lyd og passede også til imaget som åbenmundet ballademager med fuckfingrene forrest. Livet var en fest. Men da rampelyset fortog sig, og radiohittene ebbede ud, kom alkoholpiruetterne ud af kontrol, og pludselig så han sig selv sove med en vodkaflaske på natbordet for at klare natten uden abstinenser.



Nyt liv
I dag har Niels Roos været ædru og stoffri i mere end to år, og han lever et meget anderledes og mere stilfærdigt liv, end han gjorde dengang. I foråret blev han gift med sit livs kærlighed, Asal, hende, der var ekskæresten på den skæbnesvangre sommerdag i 2013. Det skete samme dag, som deres datter, Akacia, blev døbt. Niels Roos har i dag fået styr på sit liv og sine prioriteter, og Asal har været en afgørende støtte for ham.

− Jeg tror, at grunden til, at jeg tog imod ædrueligheden med åbne arme, da jeg lå på hospitalet, var, at hun var der. Det gav mig et håb om, at det hele kunne blive godt igen. Mit liv. Ellers er jeg nærmest sikker på, at jeg på et eller andet tidspunkt ville have slæbt mig selv ned i hospitalskiosken og købt en flaske vodka og drukket videre.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Dette skal mænd blive bedre til, når det kommer til kvinder

Men vejen til det liv, de lever sammen i dag, har været alt andet end lige. Kærligheden har alle dage været stor, men det er ikke altid nok. I hvert fald ikke, når man er oppe imod en misbrugers forkvaklede kærlighedsforhold til sit afhængighedsstof også, og parret har gået igennem flere brud, siden de mødte hinanden i 2005.

− Det har aldrig været en livsførelse, vi delte. Og det har også været derfor, vi ikke kunne få det til at fungere og gik fra hinanden undervejs. Hun accepterede et langt stykke ad vejen min livsstil, for det var jo det menneske, hun havde forelsket sig i. Men når man elsker et menneske, så bliver man jo også bekymret, hvis det foretager sig nogle ting, som ikke er hensigtsmæssige i forhold til dets helbred og velbefindende. Og på sigt kunne hun ikke være vidne til det. Nogle gange troede hun måske også, at jeg elskede alkoholen højere end hende. Sådan har det aldrig været...

At Niels Roos overhovedet befandt sig i Asals lejlighed den junidag skyldtes, at hun stadig bekymrede sig for ham længe efter, de var gået hver til sit. Og det er han taknemmelig for. For var han kollapset et andet sted, er det ikke sikkert, at udfaldet havde været, at han var sluppet levende fra det.

Fredelig opvækst
Længe før det vilde liv blev til det vilde mareridt, var Niels Roos en helt almindelig fyr med dårligt selvværd, som elskede rapmusik cirka lige så højt, som han kom til at elske den festfyldte livsstil, der hørte med. Passionen for musik startede allerede som 8-årig, hvor den blonde dreng med blå øjne blev bidt af Michael Jackson. Han voksede op i bydelen Gug i det sydøstlige Aalborg i en kærlig kernefamilie på en fredelig villavej i et gult murstenshus med en far, der var ingeniør, en mor, der var sygehjælper og en storebror, som voksede op og blev læge.

Allerede da Niels Roos var 12 år gammel, begyndte en spæd drøm om at gøre musikken til levevej at spire i ham. Det var omkring samme alder, han havde sin alkoholdebut. Som 14-årig blev han forsanger i et band, hvor druk og hash hurtigt blev en fast del af bandlivet. I en alder af 15 år begyndte han at rappe med sin bedste ven og blev øjeblikkeligt betaget af det. Som 16-årig sniffede han sin første streg kokain og knyttede venskaber med en flok drenge, som fik tiden til at gå med at skate, stjæle biler, slås og være påvirkede.

− Da jeg var yngre, kunne jeg oprigtigt bare godt lide at have det sjovt og være lidt ekstrem og grænseoverskridende. Jeg elskede fest og ballade. Jeg drak og tog stoffer, men udelukkende fordi det var sjovt. Jeg flygtede ikke fra virkeligheden, fordi jeg havde det dårligt. Jeg syntes bare, virkeligheden var kedelig.

Det var omkring den tid, at han fik tilnavnet Niarn, og identiteten som den slemme dreng begyndte at tage form.

− Jeg har altid haft en indre rebel og en trang til at gøre alt det, jeg ikke måtte, men det var først dér, han virkelig kom op til overfladen. Jeg blev lige så stille og roligt den småkriminelle, narkospisende, sprutdrikkende ballademager. Og min samvittighed var meget mindre, end den ellers er. Jeg blev til Niarn.

På vej
Mod slutningen af teenageårene var rappen efterhånden mere end bare en hobby, og Niels Roos begyndte at føle sig som en musiker og fandt så småt fodfæste i rapmiljøet. Hele livet op til da havde han kæmpet med en følelse af, at han ikke var rigtig god til noget.



− Der er mange, der finder et eller andet i livet, de gerne vil være den bedste til. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg kunne være den bedste til noget. Jeg har altid vidst, at lige meget hvad jeg kastede mig ud i, så ville der være en eller anden, der var bedre til det end mig. Men da jeg begyndte at lave rap, kunne jeg fornemme, at der var flere, der var dårligere, end der var folk, der var bedre end mig. Det var en helt ny fornemmelse.

Det var også som 19-årig, at unge Niels Roos prøvede at bruge alkoholen som en decideret virkelighedsflugt.

− Da min første seriøse kæreste gik fra mig, fik jeg rigtige, voksne kærestesorger, og da oplevede jeg første gang, at hvis jeg bare tog ud og festede og drak, så mærkede jeg ikke, hvor ked af det jeg var. Ikke før næste dag i hvert fald.

Men der skulle stadig gå mange år, før den slags blev hverdag. I 2001 flyttede han til København for at få et sceneskift og for at give musikken en helhjertet chance.

− Jeg var 21 år gammel, og alle de mennesker, jeg lærte at kende i København, var også vilde med at drikke, tage stoffer og fyre den af. Mit liv bestod faktisk ikke af andet... Lige bortset fra, når jeg var på arbejde. Det handlede om at rode sig ud i så mange narrestreger som overhovedet muligt. Og det skrev jeg tekster om.

Niarn blev et navn, man lagde mærke til i den danske rapundergrund. Der begyndte at tegne sig et billede af, at det måske ikke var uopnåeligt at kunne leve af musikken.

− Drømmen om at blive rapper, var drømmen om at bo i en etværelses lejlighed et sted i København og leve af spaghetti med ketchup og sponsortøj. Det var primært uafhængigheden i det. Det har aldrig handlet om penge for mig.

På toppen
I 2004 sagde Niels Roos sit job op som supporter i Telias kundecenter og blev fuldtidsmusiker. Endelig lå den frihed, han havde higet, efter foran ham. Han havde nu pladekontrakt og sit første album "Årgang '79" ude, og de næste fire år red han på toppen af bølgen med hit på hit, masser af koncerter, plader, der fik guld, og et vildt turnéliv. Drømmen var en realitet.

− Det var virkelig fedt at se, at noget, jeg havde sigtet efter i så mange år, lige pludselig var for fødderne af mig. Også fordi det er det værste bullshit, man kan lukke ud, når folk siger, at man bare skal kæmpe, hvis man vil opnå noget. Hvis du ikke har nogen ben, så bliver du ikke professionel fodboldspiller. Og hvis du har plus fem på det ene øje og minus fire på det andet, så bliver du heller ikke jagerpilot. Jeg hader sådan noget facebookfilosofi. Jeg har altid vidst, at det krævede lige dele talent og held at nå det, jeg stræbte efter.

Festen var stadig central, men alkoholindtaget var nu ikke kun for sjov længere. Når han indspillede musik, lød han bedre, når han var påvirket, og når han havde problemer, tyede han også til flasken. Det blev standardprocedure. Men i kølvandet på successen fulgte også rampelyset, og Niels Roos' håndtering af problemerne befandt sig nu midt i den ubarmhjertige lyskegle.

− Normalt, når man fucker up, så er det kun ens nærmeste, der finder ud af det. Nu vidste hele Danmark det, fordi jeg sad dér, i Se og Hør i en Nik og Jay-T-shirt og sniffede kokain. Der begyndte at være flere episoder, hvor jeg reelt havde lyst til at tage ud i lufthavnen og tage en flyver langt væk. Men det kunne jeg ikke. Og så begyndte jeg at bruge alkoholen til at forsvinde i.

Selvom karrieren lettede i de år, så skinnede det lave selvværd igennem. Mange syntes, Niarn var en cool fyr, andre misforstod den flabede attitude og de hårde tekster om stofmisbrug, damer og mindreværdsfølelser, og stemplede ham som sexist og rusforherliger. Egentlig var han bare ærlig omkring grundfølelsen af ikke at kunne lide sig selv.

− Jeg er tit blevet portrætteret som en gangsterrapper. Men Niarn rappede om, hvor elendigt han havde det med sig selv. Hvor taberagtig han selv syntes, han var. Om hvordan det kun var grimme tøser, der gad have ham, og hvordan han hele tiden fuckede up, drak sig alt for fuld, dummede sig og proppede sig med stoffer. Der var overhovedet ikke noget sejt ved det. Niarn var sgu ikke en gangsterrapper. Han var en person med et skrøbeligt sind, som kamuflerede sig bag et hårdt ballademagerimage.

Nedturen
I 2009 udgav han sit tredje album. Og han var ikke selv tilfreds med det. Den første single maveplaskede, og albummet blev aldrig den succes, de to første havde været. Det betød færre solgte album, færre koncerter, færre skulderklap og færre penge. Året efter var Niarn efterhånden en afdanket stjerne, som ikke havde råd til regningerne. Det var et hårdt slag for den følsomme fyr bag det tatoverede panser.

− Da karrieren begyndte at skrante, røg mit selvværd helt ad helvede til. Jeg begyndte at lave usselt tv, som jeg slet ikke kunne stå inde for. Men produktionsselskaber betaler virkelig mange penge for den slags. Da de ringede fra "Til middag hos", sad jeg bogstaveligt talt med netbanken åben og anede ikke, hvordan jeg skulle betale min husleje til den første.

Niels Roos' alkoholforbrug blev kun større. Han drak for at kunne komme igennemoptagelserne til programmerne, drak fordi han var trist og drak igen, når de rullede over skærmen, fordi han blev pinlig over, at man kunne se, at han var fuld.

− På et eller andet tidspunkt blev det jo bare en flugt fra mig selv. Fra mit liv. Og så går der jo ikke længe, før man bliver afhængig. Så stopper man med at tænke. Det er fuldstændig vanvittigt, hvordan noget ikkelevende kan kontrollere ens liv på den måde.

I 2010 fik han fysiske abstinenser for første gang, og først der kunne han se, at han nok havde et problem.

− Jeg fik konstateret nyresten, og lægen sagde, at det var, fordi jeg drak for meget. Derfor gik jeg direkte hjem og hældte min vodka ud i vasken. Det skulle være slut. Den nat var forfærdelig. Ord kan ikke beskrive, hvor elendigt man har det, når man har abstinenser. Alt gør ondt. Influenza gange tusind dækker det ikke.

Indtil da havde Niels Roos haft Asal ved sin side. I flere år havde han haft to kærligheder i sit liv: Asal og rusen. Og den splittelse havde han levet med. Forholdet havde været stormfuldt af både af kærlighed og konflikter. Konflikter med alkoholen som omdrejningspunkt. Men da alkoholafhængigheden tog over, drev det en kile imellem dem.

− Det var ikke, fordi jeg elskede alkoholen mere, men da jeg blev fysisk afhængig vandt den bare. Den var også lettere at takle end hende. Den holdt jo sin kæft. Den blandede sig ikke. Det var svagt. Det havde jo været meget sværere at tage kampen op og erkende, at jeg var afhængig og i gang med at ødelægge mit liv. Men i stedet flyttede jeg sammen med en flaske vodka.

Flasken forlod nu sjældent hans side, og hvor han tidligere havde brystet sig med, at han ikke var den ensomme alkoholiker, men at forbruget i dén grad hang sammen med hans sociale liv, så drak han nu også derhjemme. Helt alene. Også i løbet af natten for at klare sig igennem.

− Jeg vidste godt, at det var noget lort, men jeg accepterede min skæbne. For dét, at skulle kæmpe mig op af det meget dybe hul, jeg var i, var simpelthen for uoverskueligt. Når man drikker så meget, som jeg gjorde, kan selv en tur i Netto være uoverskuelig. Enten har man ikke fået nok at drikke, eller også har man fået for meget at drikke. Og jeg grublede over, om jeg ville møde nogen, jeg kendte, når jeg var pissefuld en onsdag eftermiddag. Egentlig ville jeg gerne stoppe, men tanken om at leve et liv helt uden alkohol, skræmte mig mere end alt andet.

Bunden
Niels Roos lå i sprit i to år på den måde. Det kostede ham halvdelen af bugspytkirtlen, som blev ædt op af betændelse. Og dét kostede ham alkoholen. Lægen på hospitalet sagde kort og godt, at hvis han drak igen, så ville han dø af det. Det garanterede han. Men i dag er Niels Roos glad for, at han kom så langt ud.

− Nogle ædru alkoholikere har flere branderter i sig, så de kan være fristede. Sådan er det ikke for mig. Jeg kan dø af én enkelt druktur. Det sætter tingene i perspektiv. Jeg kan ikke vælge både livet og alkoholen. Og det giver mig ro. Den tid er ovre. Det er faktisk en befrielse for mig, at jeg har den dødsdom hængende over hovedet. For så er det så let.

Niels Roos føler, at han har vundet meget ved nærdødsoplevelsen: livet, helbredet og kærligheden, men det er også vigtigt for ham, at hans deroute kan bruges til noget. Derfor taler han åbent om sit alkoholmisbrug og dets konsekvenser til især unge mennesker i dag. "Jeg hedder Niels, og jeg er alkoholiker." Sådan starter han sine foredrag om alkoholmisbrug, og han er lige så direkte i sin nye bog "Mit liv, mine regler – En bog om musik og misbrug".

− Dengang jeg var knægt, kom der to politibetjente ud på min folkeskole for at fortælle om farerne ved stoffer. En af betjentene sagde om hash: "Det skal I lade være med. I skal hellere drikke nogle bajere i stedet for." Det er uden sammenligning det mest elendige råd, jeg har fået i hele mit liv! Hvis jeg nogensinde igen hører en voksen sige det til unge mennesker, må jeg simpelthen bede dem om at lukke røven. Alkohol er lige så farligt. Det er bare lovligt. Men man fucking dør af det!

Da først morfinrusens og alkoholens tåger lettede fra Niels Roos' hoved på hospitalet, kunne han mærke, at han var forandret. Niarn var ikke i ham længere.

− Niarn repræsenterede en side af mig, som fyldte enormt meget. Men det har aldrig været alt, hvad jeg var. Jeg kan mærke, at jeg tænker på ham som en helt anden person nu. Én der er død. Det er, fordi Niarn var misbrugeren i mig. Og den del af mig eksisterer ikke længere.

Det er svært for Niels Roos at forklare, hvordan han har det med Niarn. Man kunne sige, at han var én mand, med to skygger. Niels og Niarn. Men sandheden er nok nærmere, at Niarn var hans ungdomsidentitet, før han endnu vidste, hvad han også kunne være. Niarn var usikker, men langede ud. Skudsikker og skrøbelig. Og så var han en karikeret del af det hele menneske, Niels Roos, som gav godt materiale til rapmusik.

− Det, der i bund og grund adskiller ædru Niels og ikkeædru Niels, er, at jeg bryder mig om mig selv. Jeg synes, jeg er en cool nok fyr, og hvis jeg mødte mig et eller andet sted, så ville jeg godt gide at være venner med mig. Niarn kunne jo ikke fordrage sig selv.

Bunden blev et vendepunkt for Niels Roos. I dag har han en tiltro til, at han har noget godt at byde på, som han aldrig har haft tidligere.

− Ædruelighed har givet mig rigtig meget selvværd. Jeg har nok altid troet, at jeg lige så godt kunne være den fucked up, smadrede idiot, fordi jeg alligevel ikke kunne finde ud af, at være andet. Men nu ved jeg, at jeg godt kan være et ordentligt menneske, når bare jeg er ædru.

Hvis det alkoholfri liv gav ham tiltro til sig selv, så gav farrollen ham dimensioner af kærlighed og stolthed, som han aldrig havde troet, ville være ham forundt.

− Det absolut vigtigste for mig nu er bare at være den bedste far for min datter. Og det tror jeg på, at jeg kan blive i hendes øjne. Det er egentlig lidt syret, at jeg hele livet har kæmpet med næb og kløer for at udrette noget, jeg kunne være stolt af, og hele tiden har det siddet lige nede i nosserne på mig. Det skulle jeg have vidst... Nu skal jeg bare tage min datter på armen og gå ned ad gaden, så føler jeg den vildeste stolthed nogensinde. Større end hitlister og kæmpekoncerter. Alt andet blegner ved siden af. 

LÆS OGSÅ: "Jeg var mest ulykkelig, da jeg skovlede flest penge ind"

LÆS OGSÅ: "Vi har nogle drifter, der ikke kan tøjles af ægteskabet"

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview