"Overvældende interesse" for ALT's modelkonkurrence
En strøm af fotos med smukke kvinder i alle aldre har fundet vej til ALT for damernes journalist Simone Bodholdt, som har stået for indsamlingen af deltagere til ALT for damernes model-konkurrence for naturligt smukke kvinder.
I alt har ALT for damerne har knap 700 kvinder meldt sig til modelkonkurrencen.
Webredaktionen har spurgt Simone Bodholdt, som har stået for at organisere de mange henvendelser om, hun er overrasket over at der var så mange smukke kvinder, som havde mod på at deltage i modelkonkurrencen?
- Vi havde selvfølgelig håbet, at vores læsere ville bakke op om ideen med at bruge almindelige, smukke kvinder som modeller i bladet, men interessen har været overvældende. Rigtig mange har også sendt deres egen personlige historie med, og det er spændende – og nogle gange rørende - at læse lidt om personen bag.
Hvilken respons har du fået fra læserne på, at ALT for damerne søger naturlige smukke kvinder som modeller?
- De synes, at det er super fedt! Vi kan alle sammen drømme om at ligne modellerne i glitrede blade, men vi vil også gerne se kvinder, som ligner os selv, og som vi kan spejle os i. Mange skriver, at selvom de ikke bliver en af de udvalgte, så glæder de sig til at se vinderne i bladet, og det er da positivt.
Hvad skal der nu ske?
- Nu skal vi have kigget alle henvendelserne grundigt igennem. Jeg kan afsløre, at feltet er hårdt. Der er virkelig mange flotte kvinder derude, som går rundt med en lille model i maven. En komité med vores chefredaktør Camilla Frank, moderedaktør Line Hindsgaul og stylist Helle Skou vil stå for udvælgelsen. De vil kigge efter kvinder med udstråling og personlighed, som brænder igennem på billeder. Og så er det vigtigt, at de seks modeller, vi vælger ud, repræsenterer vores læsere og derfor har et bredt aldersspænd. Derefter skal de seks heldige have taget de første stylede fotos inden jul, så vi kan præsentere dem i bladet i starten af det nye år. Vi glæder os virkelig meget.
Læs mere om modelkonkurrencen her.