Pak en bog!
Jeg ved ikke helt, hvad der er gået galt, men de sidste to somre har jeg fået pakket de helt forkerte bøger til min ferie. Nogle tørre moppedrenge, der er endt med at ligge og skule ondt til mig fra natbordene i diverse sommerhuse. I år skal det bare være løgn!
Jeg skal simpelthen ha’ en bog pakket i kufferten, som fænger fra første side, som er så letlæst, at den kan snuppes i små bidder mellem isspiseri og badeture, og som alligevel også tilfører bare en lille smule til området mellem ørene. Derfor sætter jeg min lid til disse to forfattere:
1) Katrine Marie Guldager: Ved et tilfælde kom jeg til at læse ”Lille Hjerte”, der er bind to i en uhyre velturneret familiekrønike. Derfor ved jeg, hvad der venter mig, når jeg kaster mig over et’eren, ”Ulven”. Tænk ”Matador” med et moderne tvist.
2) Den norske forfatter Linn Ulmann. Jeg har indtil videre læst to af hendes romaner – og jeg skal helt klart ha’ fat i alt, hvad den dame har skrevet. Tænk Hanne Vibeke Holst 2.0 tilsat et underlæggende thriller-element. Lidt svært at forklare, men jeg bliver bare suget ind i de bøger!
Måske er det ikke lige de her bøger, du vil ha’ i din kuffert, men bare rolig, på side 24 kan du høre, hvad resten af redaktionen glæder sig til at læse til sommer.