Kate Bosworth er mere kendt for sin ualmindelig gode stil, ekskæresten Orlando Bloom og sit smukke ansigt med de forskelligfarvede øjne end for sine præstationer på det hvide lærred. alligevel har den 30-årige skuespillerinde på forunderlig vis mere stjernestøv drysset ud over sig end de fleste. Her kan du komme helt tæt på stilikonet, som med tre film på vej, et snarligt bryllup og en tøjkollektion i støbeskeen har en del at kunne glæde sig til i 2013.
Der findes skuespillere, som kan fylde reoler ud med filmpriser, får hovedrolle på hovedrolle i de store blockbusterfilm og imponerer kritiske anmeldere i den ene prestigefulde indiefilm efter den anden. Kate Bosworth er ikke en af dem. Godt nok kunne hun allerede inden sin 30-års fødselsdag i januar i år skrive mere end 20 film på CV’et, men hun har stadig til gode at blive betragtet som en skuespillerinde, hvis kunstneriske talent vil gå over i historien.
Til gengæld er hun sideløbende med sin filmkarriere blevet et ikon i mode- og skønhedsbranchen, hvor hun har lavet kampagner for bl.a. Calvin Klein, Revlon og Vanessa Bruno og er fast gæst på første række til alverdens modeshows. Senest er hun sprunget ud som sangerinde i en kampagnefilm for Topshops julekollektion, og i efteråret blev hun udnævnt som ambassadør for det luksuriøse skønhedsmærke SK-II.
Men er Kate Bosworth så blot endnu en i den efterhånden temmelig store generation af ‘skuespiller, der bliver stilikon og designer tøj’? Både og. Der er ingen tvivl om, at det er hendes misundelsesværdige garderobe, den fejlfri porcelænshud og ikke mindst de karakteristiske øjne i hver sin farve, azurblå og hasselnøddebrun, der har gjort hende til et mode- og skønhedsikon snarere end hendes skuespiltalent. Men filmrollerne fylder stadig mest hos skuespillerinden, som for nylig har udtalt i australsk Harper’s Bazaar, at “de mest berigende, interessante, komplicerede roller” først er nogle, man får i den alder, hun har nu. Der kunne i hvert fald være noget om snakken.
I år er Kate Bosworth aktuel med ikke færre end tre nye og meget forskellige filmroller – fra dramaet Homefront, hvor hun har en rolle som stofmisbruger, til komedien Movie 43, hvor hun spiller over for bl.a. Kate Winslett, Richard Gere og Halle Berry. Og endelig optræder hun i den uafhængigt producerede Big Sur. Her spiller hun elskerinden til en af beatgenerationens største forfattere, amerikanske Jack Kerouac, og filmen er ikke bare en tilfældig en i rækken for Kate Bosworth. For det første blev den i begyndelsen af året vist ved den toneangivende amerikanske filmfestival Sundance, og for det andet var det under optagelserne til denne film, at hun mødte sin forlovede, instruktøren Michael Polish, som har instrueret Big Sur.
“Det blev ikke til noget romantisk, før vi var færdige med optagelserne (…) Vi er de bedste venner, passionerede kærester, men jeg har også fået en fantastisk mentor, en slags guide,” sagde hun i januar om sin 42-årige kommende mand til australsk Harper’s Bazaar.
Fortsætter på næste side...Tabte sig af stress
Kate Bosworth er født i Los Angeles i 1983, men opvokset i byen Cohasset i Massachusetts, hvor familien tidligt flyttede til. Hun er enebarn af en far, der arbejdede i tøjbranchen, og en mor, der var hjemmegående. Hun fik sin første filmrolle allerede som 14-årig, hvor hun spillede over for bl.a. den dengang kun 12-årige Scarlett Johansson i filmen Hestehviskeren (1997). En rolle, hun primært fik, fordi hun som barn var mere end almindelig god til at ride og faktisk oprindelig troede, at hun skulle være professionel væddeløbsrytter. Men det egentlige gennembrud fik hun som 18-årig med hovedrollen i filmen Blue Crush (2002), hvor hun spillede en solbrændt, veltrænet californisk surferpige på Hawaii. Filmen blev ikke ligefrem en blockbuster og heller ikke en anmelderdarling, men hun fik markeret sig som den kvinde, mænd ville have, og som kvinder ville ligne. Kate Bosworth trænede seks timer om dagen med en personlig træner og tog syv kilo muskler på for at blive klar til rollen.
Og netop skuespillerindens vægt har været debatteret flittigt i ugeblade og på internettet gennem årene. Da hun nogle år senere tabte sig et næsten tilsvarende antal kilo, blev det antaget, at den i forvejen ultraslanke skuespillerinde havde fået anoreksi, men det er så langt fra sandheden, som det kan komme, fortalte hun til amerikansk Vogue i 2008. Vægttabet skyldtes derimod stress og bekymring over sygdom i familien.
“Hver gang der sker noget meget smertefuldt eller stressende, taber vi os (i min familie, red.) – min mor, min tante, min bedstemor … Jeg troede helt seriøst, at der var noget galt med mig. Jeg var bekymret for mit helbred og for mine fans, offentligheden. Jeg havde lyst til at sige: “Lad være med at se det her som en form for ideal inden for skønhed og sundhed.” Det var en meget mørk periode af mit liv.”
Så sent som i 2011 måtte hun igen forsvare sit pludselige vægttab i starten af 20’erne. Men hun er også klar over, at hun langtfra er den første Hollywood-stjerne, der har forsøgt at forklare et vægttab med alt muligt andet end strenge diæter og overdreven motion.
“Jeg sværger på, at det var stress. Jeg ville ønske, at jeg kunne stoppe det (…) At jeg var tynd, havde intet at gøre med, at jeg ikke spiste (…) Spørg en hvilken som helst af mine tidligere kærester, og han vil fortælle det samme. Men jeg kan ikke overbevise nogen, kan jeg? Jeg mener, når folk hører det her, vil de bare sige: “Hold nu kæft”, ikke?” har hun sagt til avisen The London Times.
At hun allerede som 18-årig var blevet kærester med skuespilleren Orlando Bloom, gjorde bestemt ikke interessen for hende mindre de første par år af hendes karriere. Hun har senere fortalt, at hun brød fuldstændig sammen, da de to gik fra hinanden tre år senere i 2005.
“Orlando og jeg mødtes, da vi var meget unge. Blue Crush havde ikke haft premiere, Ringenes herre havde ikke haft premiere… Han var min første store hjertesorg, den første kærlighed. Det føles som alt eller intet. Jeg er ked af, det var så intenst for os begge,” fortalte hun til amerikansk Vogue i 2008.
Bortset fra enkelte undtagelser har Kate Bosworth ellers aldrig været kendt som en, der talte særlig åbent om sit privatliv. Hun har derimod sagt, at “noget af det vigtigste, jeg har lært i livet, er at fortælle så lidt som muligt om den slags.” Hun blev i flere medier citeret for at sige, at hun i perioden omkring 2005 havde et ‘breakdown’, men selv flere år efter ville hun ikke gå i detaljer om, hvorvidt det var stress, bruddet med Orlando Bloom eller sygdom i familien, der var hovedårsagen til hendes sammenbrud.
“Jeg har ikke lyst til at udlevere mit privatliv, for jeg synes ikke, det hører sig til. Folk bliver sådan lidt “Hold nu din kæft. Tør øjnene.” Hvem har lyst til at høre om virkeligheden, når det kommer til stykket? Det er sandt, er det ikke? Man har tabt på forhånd,” sagde hun i et interview med britisk Marie Claire.
Fortsætter på næste side...Fra pornostjerne til misbruger
Efter Blue Crush fulgte en lang række film – fra mindre uafhængige produktioner til dyrere film som Win a Date with Tad Hamilton, 21 og filmen, der for alvor gjorde hende verdenskendt: Superman Returns. Men heller ikke rollen som Lois Lane i en film, der ellers både var populær blandt publikum og anmeldere, belønnede Kate Bosworth med nomineringer eller priser. Faktisk fik netop hendes præstation hårde ord med på vejen fra nogle af anmelderne og gav hende bl.a. den ikke så ønskværdige nominering til den såkaldte Razzie Award for ‘Værste kvindelige birolle’.
Men måske kan en del af kritikken tilskrives, at hun ikke holder sig tilbage og hellere siger ja til en rolle for meget end en rolle for lidt, hvis hun kan lære noget undervejs. Hun har i hvert fald ved flere lejligheder sagt, at hun går efter meget forskellige typer roller, og at hun har brugt sin karriere som ét langt uddannelsesforløb.
I 2011 sagde hendes daværende kæreste, den svenske skuespiller og instruktør Alexander Skarsgård, at Kate Bosworth på det tidspunkt var i gang med at ‘genopfinde’ sig selv og dreje sin karriere i en anden retning. I samme artikel udtalte skuespilleren James Marsden, der spillede Lois Lanes forlovede Richard White i Superman Returns, sig også, men han mente nærmere, at der var tale om et generelt karaktertræk hos Kate Bosworth.
“Hun har aldrig fulgt nogen regler. Det er lige meget, om en film er instrueret af Martin Scorsese eller en debuterende filminstruktør, og det er lige meget, om budgettet er 100 mio. dollars eller 500.000 dollars – rollen er det eneste, der betyder noget for hende,” sagde han til magasinet Black Book.
Og ser man på et udpluk at de roller, Kate Bosworth har spillet gennem tiderne, som tæller alt fra pornostjerne og sociopat til misbruger og elskerinde, kan det undre, at der stadig hersker en opfattelse af hende som den pæne ‘girl next door’.
“Jeg føler, at jeg altid må kæmpe med folks opfattelse af mig, men at det er en på forhånd tabt kamp. Jeg vælger projekter, fordi de er interessante, ikke for at bevise noget over for nogen,” har hun sagt.
Det er muligt, at Kate Bosworths filmpræstationer ifølge anmeldere og publikum har været svingende, men ifølge hende selv har hun altid dedikeret sig fuldt ud til hver eneste rolle, selv om det til tider har været smertefuldt. En af de mere krævende roller var i den psykologiske thriller Straw Dog’s, som indeholder en scene, hvor Kate Bosworths karakter, Amy, bliver voldtaget af to mænd.
“Jeg var ved at blive vanvittig, og vi manglede bare den sidste optagelse. Kameraet kørte, og jeg gik hen til Rhys (Rhys Coiro, der spillede den ene voldtægtsmand, red.) og sagde: “Slå mig. Giv mig en lussing, slå mig.” Og han kiggede nærmest helt skræmt på mig. Og jeg sagde: “Kom nu, gør det. Slå mig, slå mig!” Og så slog han mig ganske let, og jeg sagde: “Kom nu, Rhys! Gør det nu bare!” Og så tog han sig sammen og slog mig i ansigtet. Jeg gik udenfor et øjeblik og kom tilbage og var med det samme ‘inde’ i scenen. Du er nødt til at gøre, hvad der er nødvendigt, og øjeblikket var der,” har hun sagt i et interview til magasinet Nylon.
Fortsætter på næste side...Fashionable Kate
En af dem, der kender Kate Bosworth bedre end de fleste, er den danske supermodel Helena Christensen. De to har været tætte veninder i flere år trods en aldersforskel på 14 år.
“Kate er en skøn kombination af en sprudlende, livsnydende pige med en skarp humor. Hun er en dyb, indsigtsfuld og intelligent kvinde. Der emmer nærmest en elektrisk energi fra hende, som virker helt hypnotisk. Og så er hun virkelig kærlig og omsorgsfuld. En meget inspirerende veninde,” siger Helena Christensen, da Eurowoman beder hende fortælle, hvad der gør Kate Bosworth til noget helt særligt.
Aldersforskellen har Kate Bosworth aldrig oplevet som et problem, og der går samme strøm af rosende ord tilbage til Helena Christensen, hvis erfaring hun ofte trækker på.
“Hun er fantastisk, hun er virkelig cool. Vi er begge stenbukke. Vi mødtes til en fest og klikkede med det samme. Jeg er ikke typen, der har en million venner. Jeg har omkring seks virkelig tætte venner, og hun er en af dem. Hun er lidt ældre end mig. Faktisk tænker jeg ikke, at hun er ældre – hun og jeg er meget ens på mange områder. Jeg kan fortælle hende en historie, og hun kan sige: “Du skulle have ringet til mig. Jeg har været der. Jeg har prøvet det. Jeg forstår det.” Hun er en person, jeg kan relatere mig til, og som får mig til at føle mig mere normal, fordi jeg føler, at hun har levet det ud og været der før mig og har brugbare råd,” har hun sagt til Marie Claire.
Det er ikke kun i kraft af venskabet til Helena Christensen, at Kate Bosworth har tætte relationer til modebranchen. Ud over kampagner, VIP-invitationer til modeshows og -events og venskaber med designere fra modehuse som Chanel, Burberry, Rodarte, Proenza Schouler og Vanessa Bruno har designeren Victoria Beckham kaldt hende sit stilikon, mens amerikansk Vogue har skrevet, at Kate Bosworth ikke kan gå med en taske, uden at det bliver en it-bag. I 2011 sprang hun selv ud som designer, da hun etablerede smykkemærket JewelMint med sin veninde og personlige stylist Cher Coulter. Og i øjeblikket arbejder hun på at lancere sin første tøjkollektion. Skuespillerinden er dog meget opmærksom på, at den skal være gennemarbejdet, så den ikke bliver haglet ned som fx Kanye Wests og andre kendiskollektioner.
“Jeg er meget bevidst om, at den skal være et troværdigt udtryk for og oversættelse af min egen æstetik. Jeg vil ikke gå overfladisk til værks. Og jeg forsøger ikke at være en designer. Jeg ved bare, at jeg har en stærk selvopfattelse,” har hun sagt til australsk Harper’s Bazaar.
Kate Bosworth har et afslappet forhold til mode, og selv om hun ofte ses i dyre designerkjoler og er kendt for sit mere end almindelig velplejede look, bliver hun lige så ofte spottet med en mere low-key, all-American stil med jeans, tanktops og bløde kashmir-sweatere.
“Jeg kan se på sådan en som Dita Von Teese og tænke “Wow!” Den måde at overgive sig til mode på kan jeg slet ikke være med på. Når jeg klæder mig på, er det altid mere afslappet,” har hun udtalt.
Kate Bosworths rolle som skønhedsambassadør for SK-II betyder derfor heller ikke, at hun ikke også her har en afslappet tilgang.
“Jeg gør virkelig ikke meget ud af mig selv. Jeg kæmper en evig kamp med min mor, fordi hun altid siger: “Vil du ikke nok føntørre dit hår? Det ser meget pænere ud, når du føntørrer det.” Jeg har altid ønsket mig tykkere og mere fyldigt hår, men helt ærligt vil jeg hellere bruge tiden på alt mulig andet end at føntørre mit hår,” siger hun.
Læs også: 12 hurtige til Nadja Bender