Prinsesse Nathalie: "Jeg gik gennem vægge med hovedet først for at få det, jeg ville"

Hvilken vej var den første, De gik på?

"Det var vist bare de par trin, der var fra mine forældres terrasse ned i haven. Jeg havde en meget beskyttet barndom, der var mere afslappet end mine fætre og kusiner, som var tronfølgere. Det var vi jo ikke. Jeg vidste fra starten, hvad jeg ville, og jeg kan se det samme i min datter i dag. Jeg var meget målrettet og gik gennem vægge med hovedet først for at opnå det, jeg ville, så selv min far, som ellers var meget streng, ind imellem måtte træde lidt baglæns."

"Vi måtte for eksempel ikke se tv, når det var lyst udenfor, og man skulle altid spise op. Jeg havde meget respekt for min far, og selv om jeg tit prøvede at få min vilje, lykkedes det ikke altid. Men jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg var bidt af en gal hest, og den virus er blevet siddende i mig. Mine søskende er allergiske over for heste, men jeg blev sat op på en hest som fireårig, og der blev jeg siddende. Jeg kan tydeligt huske det. Jeg var kun en lille pige, men jeg kunne godt lide hestens bevægelser. Men det var også en meget klog lille hest, som kun bevægede sig langsomt, når det var mig, der red. Jeg har aldrig overvejet at lave andet, nope."

LÆS OGSÅ: Katrine Muff om sit livs længste minutter: "Jeg var gravid og aborterede"

Hvad er Deres livs omvej?

"I de seks år jeg var på kostskolen Louisenlund i Slesvig, var jeg kun hjemme hver sjette uge, så der red jeg ikke ret meget. Min far sagde, at jeg ikke måtte få min hest med på kostskolen, for så ville jeg aldrig få lavet noget skolearbejde. Det var ellers en god tid. I Tyskland har man 13 års skolepligt, men allerede på mit 12. år vidste jeg, hvad jeg skulle, så det sidste år i skolen måtte gerne gå lidt hurtigt. Jeg ville til Sverige, for der kunne jeg komme til at arbejde med heste 24 timer i døgnet. Min mor spurgte rundt, hvor jeg kunne komme hen, så man kunne se, om jeg havde talent for det, og det blev i den svenske by Flyinge, hvor jeg rejste til efter skolen. Det var meningen, jeg skulle være der i et halvt år, men jeg blev der i fire."

Hvordan fandt De Deres levevej?

"Jeg er i dag landstræner for de danske dressurryttere. Det blev jeg, fordi jeg i 2016 sad til noget træning sammen med de andre ryttere og en sportspsykolog. Vi blev alle spurgt, hvad vi godt kunne tænke os anderledes på dressurlandsholdet, og der slog jeg i bordet og sagde: ”Det kan kraftedeme ikke være rigtigt, at vores landstræner ikke står bag sine ryttere”. Ja, undskyld sproget, men det sagde jeg. Den gamle landstræner havde haft jobbet i 17 år, og nye koste fejer som bekendt bedst. Så var der to ryttere, der kiggede på mig og sagde: ”Nathalie, hvorfor gør du det ikke selv”? Jeg sagde ja på betingelse af, at jeg havde rytternes opbakning."

"Næste år er der DM i Danmark, og jeg har en spændende hest hjemme i stalden, som jeg måske kan komme tilbage på landsholdet med."

Hvem er den vigtigste vejleder i Deres liv?

"Det var min mormor, dronning Ingrid, og sådan havde alle vi børnebørn det vist med hende. Da jeg boede i Sverige, kørte jeg tit over til min mormor, når hun var på Amalienborg, spiste middag med hende og kørte hjem igen om aftenen. Vi sås meget. Sidst i livet blev hun meget skrøbelig i kroppen, men hovedet fejlede ingenting. Med mormor kunne man snakke om alt og være sikker på at få et ærligt svar. Når man spurgte hende om noget, og hun sagde ”Er du sikker på, at det er en god ide?”, vidste man, at det var et nej. Jeg var for eksempel i tvivl, om jeg skulle blive dansk statsborger, så der spurgte jeg min mormor til råds, og det blev et ja."

"Af en eller anden grund var mine søskende og jeg udelukkende tyske statsborgere, men jeg følte mig meget tiltrukket af alt, der er dansk. Derudover havde jeg en drøm om at komme på dressurlandsholdet, og det ville alt andet lige være lettere som dansker end som tysker. Hvis man spørger min søster, føler hun sig helt dansk, for hun er gift i Danmark. Med det job jeg har som landstræner, rejser jeg meget frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark, så jeg føler mig som halvt/halvt. Men jeg må indrømme, at hvis Tyskland spiller fodbold mod Danmark, holder jeg med Danmark."

Hvornår har De stået ved en korsvej?

"Jeg er gået glip af stort set alle familiefester som barnedåb, bryllup og fødselsdage, fordi jeg altid skulle træne eller ride mesterskab. Da kronprins Frederik skulle giftes, red jeg stævne i Tyskland, så jeg fløj hjem og var med til ceremonien og middagen, inden jeg fløj retur."

"Selv mine børn er blevet født, så det passede ind i stævnekalenderen. Da jeg fortalte min far, at jeg var gravid første gang, sagde han straks: ”Hvad så med DM?”, og så svarede jeg: ”Jamen jeg kan jo nå VM”, og det gjorde jeg. Jeg spurgte også lægen undervejs i graviditeten, hvor hurtigt jeg kunne være tilbage på hesten. Han mente otte uger efter fødslen, men så sagde jeg ”Det har jeg slet ikke tid til. Jeg skal til VM og træne inden”. Han kiggede på mig som om, jeg var skør, men heldigvis fik jeg et nemt barn, så han kunne komme med til VM i Kentucky, da han var to måneder. Hvis jeg havde fået et kolikbarn, havde det ikke kunnet lade sig gøre. Jeg endte med en syvendeplads kun to måneder efter fødslen. Da jeg var gravid med min datter, red jeg mit sidste VM i 2014 med hende i maven."

LÆS OGSÅ: Lærke Kløvedal om stor beslutning: “Vores børn ved det ikke engang…”

Hvem har fundet vejen til Deres hjerte?

"Det har min mand, vores to børn og vores lille hund. Sjovt nok mødte jeg min mand gennem hestene. Hans far er en meget dygtig springrytter i Tyskland, så min mand vidste, hvad han gik ind til. Vi mødtes første gang til et stævne i Frankfurt i 2006. Det var ikke fordi, det var kærlighed ved første blik, men vi faldt i snak og begyndte at ringe sammen, og så gik det hurtigt, for jeg faldt for hans charme. Han kan være meget alvorlig, men der er altid en twist af enten sarkasme, ironi eller noget andet. Det har vores søn arvet fra ham, men den yngste ligner desværre virkelig meget mig, ha-ha. Heldigvis kan man dog se begge vores familier i børnene. For nyligt fandt min mor et billede af min far som seksårig, og man kan ikke se forskel på ham og min søn. Man KAN ikke se forskel!"

Hvordan har De det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er ikke så sjovt at blive genkendt i forretninger, men på gaden er det ok, og til stævner har jeg intet problem med det. Efter min mand og jeg var blevet viet, tog vi på ferie til et sted ved den tjekkiske grænse. En dag var vi inde på et glaspusteri, der holdt en turistbus fuld af danskere, og de genkendte mig alle sammen. Så sagde jeg til min mand: ”Nu går vi hjem”. Hjemme i Berleburg er der nogle gange folk, der genkender mig på dressurbanen, og så spørger de, om jeg er prinsessen. Indimellem svarer jeg: ”Nej, prinsessen er desværre bortrejst”."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos Dem?

"Min mand og jeg deles om ansvaret derhjemme. Jeg er så meget væk, at vi er nødt til at være to om det. Når jeg så er hjemme i en længere periode, får han lov at gøre, hvad han vil, og det er som regel at køre på motorcykel."

Hvordan fandt De den vej, De bor på nu?

"Da jeg havde boet i Sverige i fire år, flyttede jeg hjem til Tyskland og arbejdede med heste to-tre timers kørsel fra Berleburg. Der boede jeg i syv år og pendlede frem og tilbage til Berleburg, fordi min far var syg af kræft. En dag sagde han til mig: ”Nu bygger jeg en stald og et ridehus til dig”, og på den måde lokkede han mig hjem. Men jeg sagde til ham, at jeg kun kom tilbage, hvis jeg også fik min egen lejlighed på slottet, for jeg kunne ikke bo hos mine forældre igen, efter jeg havde været mig selv i ti år. Det er faktisk rart at have sit eget sted på Berleburg. Jeg bor med min familie i slottets vestfløj. Min mor og min bror bor også på slottet, men det er dog så stort, at man ikke behøver møde hinanden, hvis man ikke vil. I dag ses vi ikke så meget, men min mor kommer forbi og spiser hos os en gang imellem, for hun vil gerne se sine børnebørn, når hun er hjemme."