Så junker jeg fedme-tv

Så junker jeg fedme-tv

Har brugt weekenden til at junke fedmeprogrammer. Holddaop, hvor er der mange.

Så kom ugen, hvor jeg smed endnu et kilo. 7 kilo har jeg nu tabt – og her til morgen måtte jeg droppe en BH, fordi den bare var FOR vid om brystkasse. Tip, top!

Ellers har jeg brugt weekenden til at junke fedmeprogrammer. Holddaop, hvor er der mange. Først så jeg et med en ung fyr, der åbenbart havde tabt sig rigtigt mange kilo, og nu skulle af sted på college og klare sig selv i 3 måneder og fortsætte med at tabe sig. Næste klip: Første besøg hjemme, da de tre måneder er gået. Døren åbnes og WOW, han er nu en helt almindelige, skøn, køn ung fyr. Før var han en fedling, der stod og virrede med hænderne og kiggede ned, når han talte med folk. Nu er han bare kapow, og man har virkelig en tro på, at han kommer til at være slank resten af livet.

Senere så jeg et program om en totalt overvægtig engelsk familie, mor, far og to voksne døtre, der sad brede og mægtige i hver sin stol i en lillebitte stue. Det var op ad bakke! Tror moderen vejede 70 kilo for meget. Og de havde alle fire virkeligt svært ved at holde motivationen. Pludselig sad moderen og guffede hvidt brød. Og pigerne havde svært ved rigtigt at gi' den gas under træningen, så til sidst måtte de ta' nogle turbodøgn sammen med en træner og så raslede kiloene af. Men der var stadig lang vej igen.

Sidste så jeg en gruppe amerikanere, der dystede om at tabe sig mest – igen er det vildt at se, hvor let nogle af deltagerne falder i. Mens andre havde overskud til at invitere en af de andre til at bo hjemme hos dem, så de kunne tabe sig sammen.

Kan man så bruge programmerne til noget, når man selv vil tabe sig? Tjah, man kan jo se, at det kan lade sig gøre, hvis man skulle være i tvivl om det. Og så tænker jeg selv, at hvis jeg havde mulighed for at tilbringe en uge med personlig træner, så ville de sidste 3 kilo hurtigt ryge af!

Måske skal jeg bare bevæge mig mere?

Lesson learned!