Sådan plejer du dine yndlingsaccessories
Dine accessories behøver pleje, hvis de skal blive ved med at holde sig fine. Sko og tasker er typisk lavet af læder, som har brug for beskyttelse, så det ikke tørrer ud eller bliver skjoldet, og smykker – hvad end de er dyre investeringer eller arvestykker – er altid flottest, når de får lov til at skinne. Følg disse råd, og du vil få glæde af dit yndlingstilbehør mange år frem.
Fortsætter på næste side...
Sko
Før skoene bruges første gang (undtagen laksko), bør de imprægneres. Sådan får alle materialer den nødvendige grundlæggende beskyttelse mod fugt og snavs. Imprægneringsmidlet skal sprøjtes på ca. tre gange efter hinanden med tid til tørring imellem hver behandling, og sprøjt hellere et tyndt lag flere gange end et enkelt kraftigt. Så forbedres den beskyttende virkning.
Hvert menneske sveder ca. et snapseglas fodsved dagligt, og skoene har brug for ca. 24 timer til at tørre. Derfor bør du skifte sko hver dag og lade de brugte tørre med lidt avispapir i til at suge fugten.
Forlæng dine skos levetid ved at opbevare dem i egnede kasser – gerne i et gennemsigtigt materiale, så du nemt kan få overblik over din skosamling.
Et godt tip til stiletterne er en hælebeskytter. Den er formet som et tyndt plastikrør, der trækkes over hælen og bliver fastgjort med varmen fra en hårtørrer, så røret tager form efter hælen. Den findes i flere farver og også i en transparent variant og kan nemt tages af igen. Så slipper du for flossede hæle og forlænger stilettens levetid.
Imprægnering, Protector fra Bianco til 65 kr.
Imprægnering, Waterstop fra Collonil til 70 kr.
Opbevaringskasser fra No-mess, 129 kr. pr. stk.
Hælebeskytter fra Plastic Fantastic, 40 kr.
Smykker
Husk at rense dine smykker indimellem, både for at rengøre for skidt og bakterier, men også så glansen bliver bevaret. Det enkelte smykke kommer til at fremstå pænere, renere og holder længere.
Creme, parfume, hårlak og sæbe kan samle sig på sten og metaller og gøre dem matte og mørke. Så undgå så vidt muligt, at smykket kommer i direkte kontakt med disse ting. Et godt råd er at tage smykkerne på som det allersidste efter bad, makeup og creme.
Guld- og sølvsmykker kan rengøres med en blød klud eller en blød tandbørste dyppet i en mild sæbeopløsning med opvaskemiddel eller i en såkaldt smykkerenser, som fås i forskellige udgaver. Det er vigtigt, at du renser forsigtigt og ikke skrubber, da du risikerer at ridse og slide evt. forgyldning af. Skyl herefter grundigt i lunkent vand, tør forsigtigt efter med en god pudseklud, og lad smykket tørre, inden det lægges tilbage, hvor du opbevarer det.
Sophia Washing Up Liquid fra Green Gate, 63 kr.
Smykkerenser fra OBH, 500 kr.
Lædertasker
Lædertasker bliver ofte smukkere med alderen, men kun hvis du giver tasken den rette pleje, først med imprægnering og løbende med rens og læderfedt.
Inden du smører fedtet på, skal du rense taskens overflade for snavs og støv med en tør, blød klud.
Hvis den er meget snavset og skjoldet, er læderrens perfekt. Det fjerner skånsomt pletter uden at tørre læderet ud.
Læderet skal være helt tørt, før du smører læderfedtet på i et jævnt lag over hele tasken. Sørg for at komme godt ind i alle kroge. Du kan eventuelt bruge en kasseret sok som handske til at smøre på med.
Lad fedtet trænge ind i skindet, før du til sidst tørrer efter med en tør klud.
Læderrens fra Cathiel Leather Cleaner, 80 kr.
Læderfedt fra Brynje hos Weliketools.dk, 68 kr.
Læs også: 9 lækre tasker på 3 budgetter »