Selvforkælelse – husk det, for poks!
På mit køleskab hænger der hele tre – ja, jeg sagde TRE – ubrugte gavekort fra forgangne fødselsdage til diverse spasteder og skønhedsklinikker. De har efterhånden hængt der og gloet på mig i et par år nu og diskret forsøgt at overbevise mig om, at de skal indløses til en ansigtsbehandling, en fuld kropsmassage eller en omgang (tiltrængt!) voksning af ben. Men har jeg fået det gjort? Nope.
Før du ser grumme billeder for dig, vil jeg skynde mig at berolige dig med, at jeg altså ER kommet hårene på benene til livs med jævne mellemrum derhjemme. Men den helt store selvforkælelse i form af behandlinger har jeg af uforklarlige årsager snydt mig selv for. Og det er da en fejl, som skal rettes – især nu, hvor jeg er gravid, og min krop i den grad trænger til lidt ekstra omsorg. Det er jeg blevet så uendeligt klar over, efter jeg for nylig meldte mig som testperson til en såkaldt Mama-behandling med produkter fra Rudolph Care, som skal stimulere både krop og sind.
Allerede fra det sekund, jeg skruer min svulmede mave ned i den dertil indrettede pude på massagebriksen, har jeg en fornemmelse af, at det bliver en himmelsk oplevelse. Og da Line, der skal foretage behandlingen, går i gang, rammer den afslappede følelse mig med det samme. Først bliver min ryg, arme, ben, fødder og hænder – ja, sågar tæer og fingre! – masseret blidt med den skønneste olie. Derefter får forsiden samme treat. Alt bliver gjort med hensyntagen til junior i maven, for når man er gravid, er der punkter, man skal undgå, og maven skal naturligvis ikke ‘æltes’, men blot udsættes for blide cirkulære strygninger. Efter sigende sætter denne teknik gang i kærlighedshormonet Oxytocin, som styrker båndet mellem mor og barn og øger evnen til at kunne give omsorg og nærvær. Og junior kvitterer da også med små nydelsesfulde spark undervejs.
Til sidst er det ansigtet, der får en tur med blid massage og afspænding, inden det bliver tanket op med fugtgivende cremer. Ahhhh. Efter nogle minutters ‘finden-tilbage-til-den-virkelige-verden’ og adskillige glas tempereret vand, er jeg klar til at cykle tilbage til Eurowoman-redaktionen. Jeg føler, jeg svæver af sted, helt let, trods mine +7 babykilo. Og jeg høster da også et par komplimenter ‘om min særlige glød’.
Jep, jeg er uden tvivl blevet overbevist om, at jeg snarest skal indløse de gavekort på køleskabet til lækre behandlinger og generelt huske at pleje mig selv noget bedre. Måske sylter du også dig selv lidt? I så fald skal min opfordring være: Don’t! Hvad enten du er gravid eller ej, er et selvforkælende break altså guld værd. Ja, det er faktisk din ret!
På gensyn i wellness-himlen!
Rudolph Acai Organic Mama Care, 90 minutter, 995 kr. Se, hvilke klinikker der tilbyder Rudolph Cares behandlinger på Rudolphcare.dk