Sine Gerstenberg silent retreat

Foto: Privat Sine Gerstenberg har været stille i fire dage - læs her, hvad hun lærte af det.

Besøg på silent retreat: Det lærer du af at holde kæft i fire dage

Du flytter ud i en skov i fire dage, hvor du ikke kommunikerer med nogen hverken med ord eller smil. Du har hverken strikketøj, bøger, skærme eller musik til at distrahere dig. Du spiser rødbedesuppe med grønkålsdrys, drikker urtete og dyrker rigtig meget yoga. Lyder det frygteligt eller lækkert? ALT for damernes meget snakkesagelige Sine Gerstenberg testede et silent retreat og lærte at lytte til sig selv.

Jeg vidste, jeg havde glemt noget. Opladeren. Det er det første, jeg opdager torsdag aften, da jeg sidder i mit tyste værelse i en kulsort skov i Sverige. Opladeren til min computer ligger hjemme på mit kontorbord, der vidner om det fortravlede kaos, som jeg efterlod sammen med den. Og nu er der ikke andet at gøre end at sænke mig ned i den. Roen. Slippe kontrollen for en stund og læne mig ind i det faktum, at der ikke er mere at gøre ved hverken strømforsyning eller stress over manglen på samme. For det er jo faktisk det, som jeg er her for. For ikke at tænke, haste, jage eller stresse over deadlines og ord, der skal nås. Det går jo nok. 

Det var egentlig ikke noget, jeg havde tænkt, jeg havde brug for. At komme på silent retreat. For hvorfor betale penge for at tage en weekend fyldt af familiehygge, sove længe-tid og muligheden for et spontant glas bobler ud af kalenderen for at være i en skov med 17 fremmede mennesker, jeg ikke engang må tale med. Hvorfor lød det så besnærende, da Thilde Vesterby, der er forfatter, yogalærer og coach, kontaktede mig og spurgte, om det ikke var noget for mig?

LÆS OGSÅ: Pernille Wahlgren: ”Jeg tror, at mange udskyder deres drømme, fordi de lige skal have dit og dat”

Af samme grund som så mange andre, der før mig har valgt stilhed frem for festlighed i fællesskab med andre. Vi savner ro. Og selvom jeg siden mit ophold i stilhed i Sverige har oplevet både karantæne og coronakrise, så er de indsigter, jeg fik ved at tvinge mig selv til at holde kæft og bare være i fire dage, mere relevante end nogensinde. Ja, det betød måske netop, at når nyheder, tre børn i hjemmeskole og en konstant bimlende telefon larmede, så kunne jeg finde en sær ro i den lektie, jeg havde taget med hjem fra skoven i Sverige. 

Sine Gerstenberg.jpg
Sine Gerstenberg tog på stilheds-retreat i en svensk skov, der ligger 2,5 timers kørsel fra København.

7 principper på vejen til mindfulness

  • Du må ikke være dømmende
  • Du skal være tålmodig
  • Du skal gå til din praksis med et åbent sind eller det, man kalder ”beginners mind”
  • Hav tillid til, at du er lige der, hvor du skal være
  • Drop alle ambitioner om en ”rigtig” måde at være mindful på
  • Accepter din situation – udvis villighed over for den
  • Giv slip

5 typiske forhindringer

  • Begær – efter mad, adspredelse, alkohol eller andre stimulanser
  • Aversion – eller nagende irritation over de følelser, der vågner, når du lytter til dig selv
  • Sløvhed – eller en slags resignation, hvor du spacer ud og ikke er til stede i øjeblikket
  • Utålmodighed – eller det, man kalder ”monkey mind”, hvor tankerne ræser, og du bliver ramt af rastløshed eller bekymring i stilheden
  • Tvivl – hvor du spørger dig selv, om du ikke kunne bruge din tid anderledes og mere fornuftigt

Vesterbro, kaffe og vinyl

Mit første møde med Thilde Vesterby er ikke så hippie, som en weekend i Sverige med vegansk mad, forbud mod at tale, meditation og yoga lyder. Tværtimod. Vi mødes på en café på Vesterbro, og hun har læderjakke på, drikker kaffe med havremælk og har neglelak på fingrene. Jeg starter med at kæmpe med en bh-strop og må knappe hele kjolen op. Så er samtalen da skudt i gang. 

– Det er niende gang, jeg skal afsted med et helt hold, men det er første gang, at vi har to fulde dage med komplet stilhed, fortæller hun, da vi er færdige med at grine over min akavede entre. 

– Jeg er selv fra Jylland og meget pragmatisk. Du skal tage herfra med noget, og derfor skal alle overholde reglerne. I de dage, vi er sammen, praktiserer vi noble silence. Vi har ikke kontakt med hinanden. Det er ikke nok, at vi ikke har verbal kommunikation, vi må heller ikke kontakte hinanden med fagter og øjenkontakt. 

Hun fortæller også, at der hverken er alkohol eller kage, men det er ikke, fordi vi er på kur eller ikke må nyde. Men vi skal være til stede i hvert øjeblik og ikke dulme sanserne undervejs. 

– Lea, der laver mad til os, laver det netop sådan, at maden er fuld af farver, smag og sanseoplevelser. Og der er altså også kaffe og søde snacks.

silent retreat333.jpg

Det afgørende for et silent retreat er, at alle efterstræber den fulde stilhed, og derfor skal du suspendere alle distraktioner – også at strikke, læse, se Netflix eller høre musik. Alle de adspredelser er en flugt fra dit eget selskab. 

– Jeg siger ikke, hvad man ikke må. Jeg præsenterer, hvad der er noble silence og opfordrer alle til at opretholde den i de timer, vi er sammen. Thilde kigger på mig og aflæser allerede bekymringsrynkerne i min pande. 

– Men jeg tvinger ikke en mor til at undlade at ringe hjem og sige godnat til sine børn. Alle kan være stille i grader. Ingen skal lide i stilhed.

Thilde Vesterby har kun rejst med udsolgte hold, siden hun begyndte at holde sine retreats, der i virkeligheden handler mere om at lære at være sammen med sig selv end om det at være stille. 

– Folk søger ro. I hovedet og fred med sig selv. Jeg lærer kursisterne teknikker til at finde fokus og møde kroppen der, hvor den er. For en af de ting, vi har allersværest ved i det her moderne liv, er at mærke os selv.

– Der kan være masser af grunde til at opsøge mindfulness. Der kan være stress, man vil finde ro med, men det kan lige så vel skyldes, at man faktisk har det fint, men at man ikke rigtigt kan mærke det. 

– Det handler også om at stoppe hamsterhjulet og undersøge, om man kan få mere ud af livet. Mangekommer, fordi de gerne vil vågne op til livet og være mere til stede i det. Tilværelsen skal ikke bare passere forbi.

Touché. Måske er det netop det, jeg vil med denne her udfordring? 

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: Svend Brinkmann har lært mig noget vigtigt

– Det er nærmest et succeskriterie for mig, at nogen græder undervejs. Jeg har aldrig oplevet, at ingen græder, griner Thilde og uddyber: 

– Når vi tør at være stille, så mærker vi meget mere. Vi bliver sat i forbindelse med alt muligt shit, vi ikke vidste, vi bar rundt på. Og nogle gange sker der ikke noget. Sådan er det også. Man kan ikke skubbe det til at ske – man må bare læne sig ind i oplevelsen.

silent retreat.jpg

Fra fashion til fred

Ugen op til afrejse er det modeuge. Jeg er journalisten, der har daglige deadlines. Ikke den smarte festpige, der skal have taget street style-billeder og skifter tøj flere gange om dagen. De har brug for champagne – jeg har brug for kaffe, rugbrødsmadder og skrivero. Og mens jeg stresser afsted fra show til show, mærker jeg den følelse, som åbenbart rammer de fleste forud for et silent retreat. Modstand. Min indre kommentator fortæller mig, at det er tosset, jeg skal afsted: ”Hvad skal det nu gøre godt for? Tænk på alt det, du kunne nå at skrive, bage og rydde op, hvis du blev hjemme”. 

Og så hører jeg Thildes stemme. 

– Det er helt normalt. Alle vil føle modstand mod at skulle lægge hele sin hverdag fra sig og være alene med sig selv. Det er en del af hele øvelsen. 

Det er, når vi mærker modstanden, at vi skal huske vores intention med at tage afsted. Min er ret enkel. Jeg vil have ro, jeg vil have søvn og vigtigst af alt: Jeg vil have lidt perspektiv på mit liv. Hvad er det egentlig, der er vigtigt? Og hvorfor har jeg altid så travlt?

Dagene i stilhed foregår i et naturskønt område i Sverige, der ligger 2,5 timers kørsel fra København. Og det starter selvfølgelig på modeugens sidste dag, så jeg iler fra sidste show ud i bilen, hvor min (tålmodige) mand venter. Han kører mig over broen, mens jeg panisk færdiggør min sidste artikel og samtidig smider stiletter og stramme jeans til fordel for bamsestøvler og hyggebuks. Selv mit afskedskys til ham synes lidt forjaget, og pludselig er jeg der. I skovens dybe stille ro. Der er helt mørkt, og det regner, men da jeg træder ind i hovedhuset, er der varme. Der dufter af mad, og snart pibler det ud med andre kursister fra yogasalen. 

silent retreat444.jpg

De kom før mig og har allerede introduceret sig selv og deres intention med opholdet. Jeg kender ikke deres historier, men der er både rå og ømme fortællinger bag de bløde øjne og stille smil. Vi får varm linsesuppe, og alle taler – næsten overstadigt – som om vi skal have de sidste ord ud af hinanden, inden vi skal være stille. Og det skal vi være fra det minut, vi trækker os tilbage. Jeg opdager, at min modstand har ændret sig. Nu glæder jeg mig faktisk. Til at få fred og parkere mine tanker. Bare give plads til det, der kommer – hvad det så end er. 

Hvad er mindfulness?

Mindfulness har rødder i yogaen og i buddhismen. Det er en praksis, der handler om at være opmærksom på det, der sker lige nu, uden at du dømmer din egen oplevelse.

Det handler om at være fuldt til stede i verden, i dine sanser og med en klar intention. Mindfulnesstræning styrker din evne til at være nærværende og accepterende over for dig selv, andre og den situation, du er i. Det kan hjælpe mod stress og bekymring og gøre det nemmere at håndtere hverdagens udfordringer og omverdens krav. 

5 tips til at bevare roen efter dit retreat

1. Fortsæt din meditationspraksis, når du kommer hjem.

2. Sænk ambitionsniveauet – det er også en mindfulnesspraksis, hvis det bare er 10 minutter om dagen.

3. Sænk forventningerne til dine omgivelser. Du har måske fået nye indsigter – det har de ikke.

4. Roen og stabiliteten er allerede inde i dig. Du skal ikke forandre dig, du skal i virkeligheden bare være mere af det, du allerede er.

5. Mind dig selv om at beholde nærværet. Vær i det, du laver – når du børster tænder, kysser dine børn eller mærker vinden på dit ansigt.

Gode bøger om mindfulness

  • Jon Kabat-Zinn: ”Lev med livets katastrofer” og ”Lige meget hvor du går hen, er du der”
  • Saki Santorelli: ”Bliv hel”
  • Karen Pallisgaard: ”Hverdagsmeditation”

I parterapi med mig selv

Thilde har flere gange understreget, at vi selv skal gøre arbejdet. Hun faciliterer rammerne, men det er op til hver enkelt at tage hånd om måden, de bruger deres stilhed på. Dagene skal starte med meditation og en veksling mellem blid og dynamisk yoga – i mit eget tempo. Mine dage starter normalt i en lejlighed fyldt med sovende børn. Nu starter jeg med at tisse i en mørk skovbund, fordi jeg ikke kan vente på toilettet, for så at begive mig ind i et lokale fyldt med fremmede mennesker. Og meditere! Den eneste, der må tale de næste dage, er Thilde, og hun siger intet, så det gør vi heller ikke. Min hjerne kæmper lidt imod. Er stadig i gang med at redigere artiklen, jeg sendte afsted i går, oppe i mit hoved. Så jeg prøver at fokusere på mit åndedræt. Men så smører jeg lige en mental madpakke til mine to skoledrenge og håber, at min mand husker at give min datter sit regntøj med i børnehaven. Og jeg parkerer igen tankerne og prøver at være til stede. Den efterfølgende yoga-praksis er blød, varm og giver et boost af energi, og jeg tænker indbildsk ”I’ve Got This. Stilhed kom an”. 

Men så kommer morgenmåltidet. Buffeten er overvældende. Urtete og ingefærshot. Gul gurkemejegrød med æblekompot, kanel, kokos. Vindruer, lime, mynte og melon. Rosiner, kompot med jordbær og saftigt brød. Den sorte kaffe. Stunden alene. Jeg nyder at spise og kigge på min mad. Tygge hver mundfuld. Men jeg synes, det er forfærdeligt, at jeg ikke må smile til mine medmennesker, kommentere på maden, og værst af alt: Jeg kan ikke en gang sige tak for mad. Det føles grænseoverskridende ikke at måtte udvise almindeligt gode manerer – eller være medmenneskelig. 

LÆS OGSÅ: Phillip Faber: "Jeg har aldrig prøvet noget lignende i hele mit liv"

Hver dag følger samme skema. Efter morgenmad skal vi meditere i 30 minutter. Derefter får vi indsigt fra Thilde i teorien om mindfulness-praksis, og så er der meditation igen i form af, at vi skal gå ti skridt, iagttage naturen og så gå tilbage igen. I lang tid. Og der er liggende meditationer – til musik, hvor tankerne flyder. Det, der overrasker mig, er, hvor lidt ubehag jeg føler i kroppen, mens jeg mediterer. Der er ikke en ”rigtig” måde at gøre det på, bliver vi mindet om flere gange. Det afgørende er ikke, om vi står op, sidder på en stol eller ligger ned. Det afgørende er, at vi er til stede og nærværende, når vi gør det. 

silent retreat.jpg

Afsavn og hudsult

Efter første formiddagssession byder frokosten på rødbedesuppe med kerner og tahindressing og lunt brød med tomatflager, salt og olie. Alt spises i stilhed. Det er faktisk rart at smage ordentligt på den varme rødbedesuppe, fornemme knaset mellem tænderne fra græskarkerner og grønkålsdrys og mærke efter, om man faktisk kan spise en portion mere, eller om man bare ville have skovlet mere op på tallerkenen for hyggens skyld. 

Da vi har pause for os selv efter frokost, snyder jeg mig til at læse et par sider i en bog. Ikke fordi min hjerne kværner derudaf, men fordi det føles som den eneste luksus – ud over kaffe – jeg nægter at undvære på en ferie. Også selvom det er en ferie med et formål. Vi er her nemlig ikke for hinanden. Vi er her for os selv. Ligesom det er blevet moderne at gå i forebyggende parterapi, før skaden er sket og skilsmissen begæret, så er vi nok alle et sted, hvor vi ikke nødvendigvis har en psyke, en sjæl eller et liv, der skal fikses. Men vi har en tilværelse, der kunne trænge til smørelse, nogle tandhjul, der knirker, en gryende ængstelse og en irritation over, at vi har så forbandet svært ved at være til stede i nuet. Det selvsamme nu, som vi selv har bragt os i, og som ofte er præcis der, vi helst vil være, men som vi bare har så svært ved at MÆRKE. Vi overtænker vores liv. Og nu har jeg så taget en weekend ud for at gå i forebyggende parterapi med mig selv.

silent retreat2.jpg

Jeg løber en tur, der er fuldstændig som dem, jeg plejer at løbe derhjemme. Og så alligevel ikke. Normalt løber jeg, før alle i hjemmet er stået op, i komplet mørke i en by, der ikke er vågnet, og med en podcast i ørerne. Og med en naturlig bagkant, der hedder morgenmad, tre børn i tøjet, skoletaskepakning og afgang. Men her løber jeg i en fredfyldt skov uden anden lyd i ørerne end regndråber, der tungt rammer de visne blade på skovbunden, puslen i buskene og mine egne skridts rytmiske lyd.

Jeg savner ikke at kunne sige noget. Som dagene går, føles det faktisk helt rart at give stemmebåndet en pause og give slip på mit evindelige behov for udfylde hver eneste stilhedslomme, jeg falder ned i. Men jeg savner øjenkontakten, smilene, de høflige menneskelige nik. Det gør vi ikke, når vi er i nobel stilhed. Vi er kun medmenneskelige med os selv. Dét er grænseoverskridende. 

Da jeg kommer tilbage fra min tur i skoven, ligger andre kursister som varme dovne kattedyr i sofaen foran pejsen eller sidder fredfyldt i sofastole og drikker te med sig selv. Jeg har lyst til at gå hen til en af dem og give hende et kram, ligesom man instinktiv får lyst til at kæle for en hundehvalp eller et lille barn. Jeg har lyst til at udvise omsorg. Den omsorg, jeg ikke kan give min egen familie i disse dage. Men pointen er, ser jeg nu, at den omsorg skal jeg lære at rette mod mig selv. Det gør jeg så ved at gøre noget, der ikke er så mindfulness-agtigt. Og så måske alligevel. Efter løbeturen tager jeg et bad, giver mig tid til at tørre mig grundigt, og så tager jeg lidt creme, mascara og blush på. Det er ikke ”for nogen”, for der er alligevel ingen, der kigger på mig. Det er et lille ritual for mig. Jeg kan bedst lide mig selv sådan. 

silent retreat222.jpg

Deltagerne har rig mulighed for at nyde naturen uden forstyrrende snak. 

Inden aftensmad er der to timers blid yin yogapraksis. Hvis jeg troede, jeg ikke kunne komme mere ned i gear, så er jeg det i hvert fald nu. Vi laver dybe bløde stræk på måtten. Træning skal i denne form for yoga ikke føles hård, men mere som en støttestrømpe for hele kroppen og dermed også sindet. Er jeg i zen? Overhovedet ikke. Jeg når at skrive ti nye punkter på min hjernes dosmerseddel, mens vi ligger der. Men jeg lærer af Thilde, at opgaven ikke er at undgå dosmersedlen. Opgaven er ikke at dømme sig selv. Eller endnu værre dømme sig selv for at dømme sig selv. Opgaven er at bemærke, hvad der sker, og så sige ”Det er okay”. Indvendigt naturligvis.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Falch kunne ikke mærke sig selv. Nu har hun slettet sin Instagram og er begyndt i terapi

Efter aftensmaden, der er grillet blomkål, hummus med peberfrugt og rødbede, foccaciabrød og boghvedekerner, afslutter vi dagen med en liggende praksis. Vi skal tillade roen og give plads for de indtryk, vi har fået. Thilde sætter Martin Hallas ømme sang på ”You are loved”. Og der strømmer mine tårer. Ordene i sangen og al den ro omkring mig minder mig om det, jeg tog afsted for. At blive mindet om, at kærligheden er der hele tiden. Uanset hvor meget vi arbejder, stresser, køber nye ting og fylder på af oplevelser. Vi er fyldt op, når vi er elskede. Særligt af os selv.

High on your own supply 

Da jeg går mod min hytte, insisterer mit hoved på, at jeg absolut ikke er klar til at sove endnu. Men min krop fortæller mig noget helt andet. Jeg er udmattet og opfyldt. Jeg overgiver mig til søvnen og sover i ti kulsorte timer – kun afbrudt af en tissetår ude midt i skovens mørke. Og sådan følger dagene hinanden. Med ro, refleksion og bevægelser i sindet, når vi står stille på samme sted. 

Set udefra kunne dagene i skoven lyde som en tør og trist omgang. Ingen vin, ingen kage, ingen sladder, bland selv-slik eller Netflix. Og så er det endda weekend. Men det var det på ingen måde. Tværtimod opnåede hele holdet noget, der kan sammenlignes med en åbenbaring fusioneret med et symfoniorkesters crescendo lørdag aften. Der skulle vi nemlig først igennem både traditionel meditation, restorativ yoga, en ”compassion meditation”, og som om det ikke var nok, så havde vores lærerinde en joker i ærmet. Vi skulle prøve en rystemeditation til musik. Fem minutters stille rysten af et par fingre eller fuld sprællemand med hele kroppen. Du vælger selv. Du kan stå med ryggen til de andre eller bevare øjnene lukkede som en struds. Det handler på intet tidspunkt om, hvad du laver eller hvordan det ser ud. Alt handler om, at du er til stede i nuet med dig selv og byder din egen bevidsthed op til dans. Min bevidsthed var klar på hiphop. Og midt i rummet stod vi så og dansede som vilde, indtil roen skulle genfindes. Men det kunne vi ikke. Et kollektivt grineflip – helt uden ord – satte ind. Vi var enige om den usagte vittighed. Og vi blev et fællesskab hver for sig.

silent tereat3.jpg

På sidstedagen blev stilheden brudt langsomt. Side om side med en partner, man ikke selv valgte, havde vi hver især fem minutter til at sige lige, hvad vi ville, eller slet ingenting. Jeg sad ved siden af en yndig høj kvinde, jeg tror var ti år yngre end mig. Jeg kendte hende ikke, og alligevel turde jeg fortælle hende alt, hvad jeg havde lært. At jeg ikke ville skynde mig så meget. At jeg ikke savner larm, fester og smarte events, men jeg savner kram, smil, min mand og mine børn. Og jeg glemmer det nogle gange, når jeg tillader larmen fra arbejde, ambitioner og pligter at fylde mere end kærligheden til nærværet. Jeg skulle åbenbart være stille i fire dage for at lære at lytte til mig selv. 

Epilog

To måneder efter jeg kom hjem fra retreatet, blev Danmark lukket ned, og usikkerheden ramte hele verden. Jeg overraskede mig selv ved ikke at panikke over, at vi skulle hjemmeskole tre børn, passe arbejde og ikke ane, hvilken hverdag der ventede på den anden side. Og så huskede jeg min intention i skoven. Og sendte en sms til min Thilde: ”Jeg har nået en erkendelse: Jeg tror, at jeg har mestret coronakrisen mentalt, fordi jeg var i stilhed. Jeg har husket min intention og det, du lærte os. At jeg er holdt, og jeg er støttet, og jeg er nok. Vi er nok. Nu bliver jeg helt rørt. Men altså: bare tak!”  

 

Om silent retreat

Thilde Vesterby.jpg
Foto: AMANDA THOMSEN PHOTOGRAPHY.

Alt for Damernes journalist boede i “Skoven Kalder”, som er et idyllisk retreatsted 2,5 kørsel fra København. Det er Claus Vedel, der driver stedet, mens den veganske kok Lea Love forkælede kursusdeltagerne med grøn mad, der var lige så smagfuld og mættende, som den var smuk.

ALT for damerne var inviteret på silent retreat uden beregning. Det ledes af Thilde Vesterby, der er cand. mag., uddannet coach, forfatter og yogalærer og har taget en masteruddannelse i MBSR (mindfulness based stress reduction) fra Aarhus Universitet. Næste silent retreat finder sted den 10.-13. september 2020 og koster 5.199 for fire dage.

Se mere på Thildevesterby.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Guide, Kvinder du skal kende og Mindfulness