Foto: Kenneth Stjernegaard/Female Invest
Aktierne styrtdykker – er det nu, du skal investere? Vi spørger eksperten
Aktiemarkedet viser blodrøde tal efter Donald Trumps toldmeldinger i sidste uge. Men er det så nu, vi skal vi se de røde tal som et godt tilbud og købe billigere aktier, eller skal vi holde os langt væk fra købsknappen? Det svarer Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest på her.
Siden Donald Trumps toldhammer ramte hele
verden, har vi set et historisk stort fald på aktiemarkedet. Og det er meget dramatisk, men heller ikke historisk usædvanligt,
forklarer Anna-Sophie Hartvigsen, der er co-founder i investeringsfællesskabet
Female Invest til alt.dk.
Det
dramatiske fald på aktiemarkedet betyder også, at prisen på aktierne er
billigere, end de plejer. Og det kan få mange til at overveje, om de skal se de
røde tal som et godt tilbud og købe billigere aktier.
”Det er rigtigt, at prisen på aktier er faldet.
Men vi ved ikke, om det egentligt er billigt eller dyrt lige nu, for det kan
sagtens ske, at kursen falder endnu mere. J. P. Morgan (red. USA's største
bank) har været ude og sige, at der ifølge deres beregninger er 60% risiko for,
at vi går ind i en recession, som er kendetegnet ved meget lang tids økonomisk
nedtur. Hvis vi gør det, er der meget dybere at falde på aktiemarkedet endnu –
og så kan aktierne potentielt blive endnu billigere.”
Selvom aktiekursen kan falde yderligere endnu,
mener Anna-Sophie Hartvigsen dog, at det godt kan være et fint tidspunkt at
komme ind på markedet på.
”Det kan være et godt tidspunkt at købe aktier på
nu, hvis du ikke har eksisterende aktier, men jeg vil ikke smide alle mine
penge i puljen på én gang. Jeg vil starte med at danne mig et overblik over,
hvor mange penge jeg har, og hvor længe jeg kan tåle at have dem investeret.
Hvis jeg så vurderer, at jeg for eksempel har 20.000 kr. af min opsparing, som jeg godt kan
undvære de næste fem år, vil jeg sprede pengene ud, så jeg investerede 5.000
kr. hver måned, de næste fire måneder i træk. På den måde spreder man sin
risiko,” fortæller hun og understreger:
”Du kan absolut godt bruge denne situation, som et
tidspunkt til at komme ind på aktiemarkedet, men du skal være klar over, at der
er meget usikkerhed lige nu, og så skal du undgå at investere det hele på én
gang.”
Hvad skal jeg så købe?
Det, der ifølge
Anna-Sophie Hartvigsen er det allervigtigste, når du handler aktier, både i
sikre og usikre tider, er, at du spreder din risiko ved at investere bredt.
”Det har historisk set
altid været en god ide at købe fonde, så jeg vil uden tvivl starte med at købe
aktier i investeringsforeninger – og gerne i nogle, der dækker flere dele af verden.”
”Og så vil jeg helt klart
anbefale at holde øje med lave gebyrer, for der skal du helst ikke betale mere
end 0,5% - og det står ret tydeligt under navnet på fonden.”
Anna-Sophie Hartvigsen
understreger også vigtigheden i, at du aldrig må investere flere penge, end du
kan tåle at tabe, samt at du ikke investerer penge, som du ved, du får brug for
om et år.
”Du skal virkelig undgå
at investere penge, der ikke kan ligge i flere år. I disse tider sker der så
meget i verden, vi skal være opmærksomme på – ikke kun med aktier, men med
økonomien generelt.”
”Derfor er det vigtigere
end nogensinde før, at du har en opsparing, der ikke er investerede penge, som
kan dække mindst tre måneders udgifter. Det er ekstra vigtigt at have sådan en opsparing
i disse tider, så hvis du ikke har endnu, vil jeg virkelig anbefale, at du
finder ud af, hvordan du kan få det hurtigst muligt. Så hvis du
investerer nu, så lad være med at sætte hele din opsparing på spil.”
Hvis du har eksisterende aktier
Hvis du allerede har
eksisterende aktier, som du lige nu kan se styrtdykker, er Anna-Sophie
Hartvigsens bedste råd til dig, at lade dem stå, og ikke gå i panik.
”Historisk set er det
bedste, du kan gøre, at holde hovedet koldt og opføre dig præcis, som du
plejer. Vi anbefaler, at du ikke prøver at time markedet, men holder dig til den strategi, du
hele tiden har haft – for det er historisk set dem, der kommer bedst ud på den
anden side. Hvis du for eksempel investerer fast hver måned eller hvert kvartal, så bliv ved
med det. Det vigtigste er, at du ikke går i panik, selvom det er usikre
investeringstider.”
Om Anna-Sophie Hartvigsen, 29 år
- Medstifter og partner i investeringsfællesskabet Female Invest sammen med Emma Due Bitz og Camilla Falkenberg.
- Medforfatter til bogen 'Girls Just Wanna Have Funds', som bl.a. Hillary Clinton har rost, og den nye bog 'Girls Just Wanna Have Impact Funds'.