Robert Hansen: Min hjertesygdom og hjerneblødning blev et wakeupcall for mig

Sofie og Robert har kendt hinanden siden 1994, hvor de spillede sammen i familiefilmen ”Vildbassen”. Fem år senere – da de var 19 og 20 år – lagde de nærmest hele Danmark ned som Anja og Viktor i kærlighedskomedien ”Kærlighed ved første hik”, og siden har de været en del af den danske folkesjæl.

Foto: Les Kaner.

Lige nu er de aktuelle i forestillingen ”Kærlighed ved første hik – The Musical”, og i en af de officielle trailere introduceres stykket med ordene: ”Ta’ med tilbage til den allerførste gang…” Og det er netop det, Sofie og Robert har sagt ja til at tale om. Altså, ikke den første gang på ”den” måde, for de har aldrig været kærester, understreger Sofie, mens Robert sidder og griner tilstrækkelig smørret til, at Sofie føler, at hun lige må gentage det: ”Det har vi altså ikke!”. Men til dengang, det hele begyndte. Deres tætte bånd. Deres indforståethed. Og deres fælles rejse mod berømmelsen.

Sofie er vokset op i trygge rammer med både en mor og en far, der er 
advokater. Roberts barndom var lidt mere udfordrende. I selvbiografien 
”Velkommen på forsiden” fortalte han om, hvordan opvæksten i Hvidovre var præget af forældrenes fester og druk, og hvordan det førte til, at han selv kastede sig ud i et vildt liv med alkohol og stoffer. Noget han har lagt fuldstændig bag sig, siden han i 2006 kom i behandling for sit misbrug.

LÆS OGSÅ: Rasmus Bjerg: "Jeg kom videre ved at have modet til at springe ud i intetheden"

Hvordan var jeres forhold dengang i 1999?

Sofie: – Vi var forskellige. Du var lidt længere fremme, Robert, du var i 
byen hele tiden, der var knald på dig. Vi kunne godt gå i byen sammen, men Robert havde været 20 steder, inden jeg overhovedet var begyndt 
at tage tøj på.

De griner højt begge to.

Sofie: – Det var ikke fordi, jeg ikke gik i byen, men jeg var lige lidt senere på den – også med fyre og den slags. Men så alligevel, på trods af vores 
forskelligheder havde vi et særligt bånd. Der var sådan en ekstrem kærlighed, når jeg havde forvildet mig ud i bylivet, og vi mødte hinanden, og den kærlighed er der stadig imellem os. Der var mange år, hvor vi arbejdede tæt sammen, og vi boede bl.a. sammen i Los Angeles, da vi gik på teaterskole derovre. I andre perioder så vi ikke så meget til hinanden.

Robert: – Jeg har det sådan med Sofie, at selvom jeg ikke har set hende i 
laaang tid, så er båndet til hende altid helt tæt, og jeg kan pludselig få 
sådan en trang til at ringe og lige spørge hende til råds om et eller andet.

Hvordan vil I beskrive jer selv hver især, når I tænker tilbage til 1999?

Sofie: – Jeg vil bare sige ét ord: ung.

Hun holder en længere pause.

Foto: Les Kaner.

Mange tænker, at du var den søde pige?

Sofie: – Ja, det er ikke et prædikat, jeg selv vil sætte på, men det kan da godt være, at jeg – set udefra – var det. Men jeg tænker selv, at jeg bare var ung og stod og smilede i nogle film, som så er blevet genudsendt mange gange, og som i dag kan streames… Og nu er jeg så bare sur og gammel, ha ha.

Robert: – Ja, nu er vi på Netflix, og det er sjovt at opleve, at de unge i dag 
også ser filmene. Det har slået mig flere gange, hvor meget kærlighed der er til materialet i de film. Hvis jeg skriver om noget fra de gamle film på de 
sociale medier, som ikke er helt korrekt, så bliver jeg rettet. Det er helt vildt.

Sofie: – Der er også bare noget skøn naivitet i de film, og det er noget, som de unge søger i en verden med iPads, telefoner og vilde computerspil, og som vi som forældre også gerne vil give vores børn. Jeg elsker at se ”Far til fire” og ”Olsen-banden” med mine børn. Det er lidt det samme uskyldige univers.

Hvordan vil du beskrive dig selv dengang, Robert?

Robert: – Jeg var rastløs. Vild. Urolig. Der var alt for meget fart på. Det beskriver det meget godt, tror jeg.

Foto: Les Kaner.

Og hvordan er du så i dag, 20 år efter?

Robert: – Så synes jeg egentlig, jeg er ved at lande et rigtig dejligt sted. Der er mange af mine dæmoner, der er væk, og jeg er glad for at være sluppet af med noget af al den vildskab. Jeg er blevet mere eftertænksom. Så ja, jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld. Og jeg er begyndt at få mod på mere.

Sofie: – Du er meget omsorgsfuld i dag, synes jeg. Som nu der til ”Vild med dans”-finalen, hvor du ringede, det er meget symptomatisk for, hvordan du er i dag.

Og hvordan er du i dag, Sofie?

Sofie: – Jeg er blevet ældre. Jeg tænker ikke så meget over tingene mere. Jeg siger, hvad der falder mig ind, og jeg synes, at livet er meget mere ukompliceret end tidligere. Jeg er ikke bange for at fejle, jeg er ikke bange for at se dum ud, og det er bare skønt, når man står på scenen.  

Prøverne til forestillingen er i fuld gang, og i musicalen følger man to 
forskellige spor. Den oprindelige historie fra filmen, hvor Anja og Viktor møder hinanden, og så den nutidige historie, hvor Anja er gået fra Viktor, der er ulykkelig, og som forsøger at få hende tilbage fra playboyen Topper, der bliver spillet af Oliver Bjerrehuus. Han er helt ny i universet, ligesom Anna Clara Sachs Leschly og Nicolai Jensen, der spiller Anja og Viktor som unge. Gamle kendinge dukker også op i stykket. Joachim Knop og Karl Bille spiller igen Viktors goder venner, og netop sammenholdet med de gamle kollegaer og venner – og det spændende ved de nye skuespillere – tænder både Sofie og Robert.

Robert: – Jeg synes, det er lidt sjovt, at det gamle crew bare finder ind i de samme roller, som vi havde dengang for 20 år siden. Der er sådan en jargon imellem os, fordi vi bare kender hinanden så godt.

Sofie: – Samtidig har vi også fået filmene så meget på afstand, at vi bare vil have det sjovt med det. Havde det være for seks-syv år siden, ville jeg have tænkt meget mere over, om det nu var godt for min karriere og så videre, at jeg stillede op til det her. Nu har jeg det sådan, at vi bare skal have en fest med det. Vi er sammen igen. Robert, Joachim, Karl og mig, og helt ærligt, det er bare så hyggeligt. Jeg er ikke nær så navlepillende omkring det, jeg laver, som jeg var før i tiden.

LÆS OGSÅ: Kirsten Lehfeldt: "Det rystede mig, og jeg blev tvunget til at tænke og tage stilling"

Er det en erkendelse, der går igen i andre af livets forhold?

Sofie: – Ja, helt sikkert. For nogle år siden var jeg med i ”City Singler”, og der var de andre piger lige lidt ældre end mig. Bare lidt. Skriv nu endelig: LIDT ældre, ha, ha. Nå, men jeg kan huske, at jeg sagde nej til nogle ting, vi skulle lave på scenen, og en af de andre piger sagde til mig: ”Jamen, det er også fordi, du er yngre, Sofie, når man bliver ældre, bliver man sådan lidt mere årh ja, hvad fanden”.

Hun griner højt.

Foto: Les Kaner.

Sofie: – Nu er jeg så fire år ældre, og jeg forstår, hvad hun mente. Jeg er blevet meget mere ja, ja, fuck det, det lyder sjovt, det gør vi bare. Jeg sagde ja til ”Vild med dans” sidste år efter at have siddet helt navlepillende i ti år og tænkt uh nej, det vil jeg ikke, nej, nej, og lige pludselig havde jeg det sådan: Jo, for fanden, jeg vil bare have det sjove her i livet, nu napper jeg det. Jeg synes i det hele taget, at mange ting er blevet meget nemmere med alderen. Da jeg var yngre, kunne jeg gå og tage mig sammen i en hel måned for at sige et eller andet til instruktøren, hvis der var noget, jeg ikke syntes var fedt. Nu er det det første, jeg siger om morgenen, hvis jeg har noget på hjerte. Jeg tænkte faktisk også over det i går, da vi til en af prøverne lavede en scene, hvor vi skulle stå på en lang række. Robert og jeg stod ude i siden, og så rakte Anna Clara hånden op og sagde: ”Jeg har lagt mærke til, at det kun er os unge, der står i midten, de gamle står ude i siden…” Og ja, det er os: de gamle, ha ha. Det var vildt sødt, at hun sagde det, men jeg stod bare ude i siden og tænkte ”jeg er fuldstændig ligeglad med, om jeg står i midten eller ude i siden”.

Robert: – Ha ha, ja, og er det ikke dejligt at være nået dertil, hvor man bare hviler i sig selv…?

Sofie: – Jo, og om jeg så stod bag tæppet, I couldn’t care less. Jeg skal nok få mit fokus i den her forestilling. Jeg skal nok få mit shine. Jeg behøver ikke stå i midten.

Både Robert og Sofie er blevet forældre inden for de sidste syv år, og det har i høj grad sat sit præg på dem begge.

Sofie: – Ja, altså, for mig betyder det ALT at have fået børn. Jeg er ambitiøs, og jeg vil have, at den her musical bliver det bedste stykke overhovedet, men dybest set betyder det allermest, at mine børn og min hverdag fungerer. Så må alt andet ligesom passes ind. Jeg prioriterer helt anderledes i dag, end jeg gjorde før, jeg fik børn. I en periode som nu, hvor vi øver så meget og snart skal spille hver aften, melder jeg afbud til næsten alt socialt, medmindre det lige er min lillesøster, der fylder 30. Jeg ser ingen veninder. Efter arbejde er det bare hjem og læse historier for mine børn, hoppe rundt med dem i stuen eller holde videoaften. Jeg elsker mit arbejde, jeg elsker mine kollegaer, men det er ikke svært for mig at prioritere. Det kunne det godt være for seks-syv år siden, men i dag er det ikke, og det er mega skønt.

Robert: – Jeg er ikke sammen med Hermans mor, og hvis jeg ved, at jeg for eksempel skal have ham i weekenden, giver jeg den fuldstændig gas til prøverne med replikker og så videre, og så glæder jeg mig bare helt vildt til at komme hjem og kramme den lille fyr. Det er sådan en belønning for mig. Det sociale med venner og den slags – det er nedprioriteret. Jeg har et rigtig godt forhold til Hermans mor, og jeg har ham rigtig meget. Vi er gode til at finde ud af det sammen, heldigvis.

Foto: Les Kaner.

Hvad har det betydet for dig at blive far?

Robert: – Jeg vil sige som Sofie: Det har betydet alt. Jeg synes også, at jeg er ved at lande i at være den mest ansvarsfulde far, jeg nogensinde har været. Herman betyder alt for mig. Den dreng… Hold nu kæft, han er virkelig en fed motivation i forhold til alt, hvad jeg gør.

I foråret 2015 gennemgik Robert en stor hjerteoperation, hvor han fik indsat en kunstig hjerteklap, og i august 2017 blev han akut indlagt med en hjerneblødning. Begge dele var et wakeupcall for ham.

Robert: – Mit turnéliv i gamle dage kunne virkelig godt være noget med at skulle ud og feste hele natten, men nu banker det slet ikke på for mig mere.

Sofie: – Jeg har jo været på sidelinjen igennem alle årene, jeg kender dig hundrede procent, Robert, og jeg har altid vidst, hvor du var i mit liv. Og i dag kan jeg bare mærke, at jeg slet ikke er bekymret for dig, når vi skal på turné med musicalen. Jeg kan mærke, at du er et helt andet menneske. At du er et helt andet sted i dit liv, og...

Robert: – …og jeg vil gerne livet, ja…

Sofie: – Tidligere, når du sagde, at du gerne ville livet, tænkte jeg somme tider "ja, lad os nu se", sådan er det slet ikke i dag.

Robert: – Vi kan stadig joke med det. Når vi sidder sammen, og der er en, der ikke er dukket op, kan jeg godt sige ”hey, hvorfor er han ikke kommet endnu”, og så kigger de alle sammen på mig og siger ”og det skulle komme fra DIG”. Det er sgu meget sjovt.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg"

Hvad har dine sygdomsforløb betydet i forhold til, hvem du er i dag?

Robert: – Jeg kan godt løfte sløret for, at det ikke er særlig sjovt at komme ud for den slags. Men for mig handler det også om, at der ikke kun kommer negative ting ud af alvorlig sygdom. Jeg prøver at vende det til noget positivt. Jeg har ikke altid syntes, at personen inden sygdommene var specielt fed, så jeg har valgt at bruge det til noget, jeg kan komme videre på.

Hvordan var det at se døden i øjnene i så ung en alder?

Robert: – Man finder ud af, hvad der i virkeligheden betyder noget for en. Jeg har stillet mig selv spørgsmålene: Hvad gør mig glad, og hvad er det, jeg gerne vil? Og jeg synes, at det med at begynde at gøre tingene på den ”rigtige” måde, er meget smukt.

Hvad gør dig glad ud over lille Herman?

Robert: – Det her forløb med Sofie gør mig glad…

Sofie: – Jeg fornemmer også en ekstremt stor taknemmelighed fra din side, Robert, over at du kan gå på arbejde igen.

Robert: – Ja, det er fantastisk at mærke, at gud, det her gør mig sgu glad. Jeg bliver glad af at stå og spille de her scener. Og jeg bliver glad af at kramme Herman. Jeg føler stor taknemmelighed over de ting på en måde, jeg ikke har gjort før.

Foto: Les Kaner.

Hvordan var det for dig, Sofie, at se Robert være så syg?

Sofie: – Det er da SÅ forfærdeligt at vide, at en, som man holder så meget af, er så langt nede. Virkelig. Og selvom vi ikke så så meget til hinanden i de år, forsvandt vi aldrig fra hinanden, vi har hele tiden haft en tæt forbindelse. 
Det er jo et hårdt forløb med den her forestilling, hvad tænker du om din 
fysik, Robert?

Robert: – Jeg får testet mig selv godt af med alle de prøvedage vi har lige nu.

Sofie: – Robert er den, der spiser mest sundt af os alle sammen. Altså, han har mandler med hele tiden…

Robert: – Ja, jeg er ved at lande i noget, som jeg synes er ret fedt, både med træning og kost. Og i livet i det hele taget. Det er virkelig dejligt, at der ikke er underskud hele tiden.

Sofie og Robert er rigtig glade for den nye historie i musicalen. En historie, der passer til deres alder og til det, som sker for mange. At forholdet går 
i stykker, og at der kommer en anden ind i billedet.

Sofie: – Jeg skal jo lige ud og finde mig selv sammen med Oliver Bjerrehuus 
i forestillingen, ha ha.

Robert: – En mands værste mareridt: At ens kone stikker af med Oliver Bjerrehuus…

Sofie: – Jeg er glad for, at Anja og Viktor er gået fra hinanden. Det ville have været alt for sødt, hvis vi åbnede med en kyssescene. Når man sidder til et guldbryllup, kan man godt tænke, at ”hold da op, de to har bare siddet og holdt hinanden i hånden i 50 år, hvor er det fantastisk”. Men ofte, hvis man så begynder at snakke med de her ældre mennesker, er det sådan – hvis man går dem lidt på klingen – at ”nå ja, så var der jo lige det år, hvor oldefar ikke boede hjemme. Men så kom han tilbage igen”. Og jeg elsker, når jeg hører sådan nogle historier, for de, der har været sammen så længe, er mennesker, der tilgiver og rummer. De ved, at det hele ikke er, som der står i eventyrene. Det er sjældent, at folk bare sidder og holder om hinanden i 50 år uden at have haft nogle store kriser. I stykket har Viktor en replik, hvor han siger til Anja ”nå, du skulle lige lidt på turné”. Og det smukkeste er sgu da, hvis den derhjemme siger ”okay, nu har du været på turné, og nu kommer du hjem til mig igen”. Sådan har jeg det i hvert fald.

Robert: – Men hvorfor skulle du LIGE vælge supermodellen Oliver 
Bjerrehuus…?, ha ha.