Sophie Løhde sagde nej til populært tv-program: ”Det var simpelthen at gå for tæt på og en klar overskridelse af mine grænser”
SPONSORERET indhold

Sophie Løhde sagde nej til populært tv-program: ”Det var simpelthen at gå for tæt på og en klar overskridelse af mine grænser”

Du kommer ikke til at se den 34-årige innovationsminister i et af landets mest kendte livsstilsprogrammer. Trods hun først havde sagt ja, blev det vendt til et nej. Det afslører hun i denne uges ALT for damerne.

Af:: Rikke Dal Støttrup og Susanne Baden Jensen Foto: Franne Voigt
20. jun. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Når to af landets allermest sete tv-programmer ringer, står mange af landets kendte personligheder i kø for at sige "ja" til at deltage.

Men ikke toppolitikeren Sophie Løhde.

Nogle af dem, der har fået det at føle, er folkene bag DR1-programmet "Kender Du Typen?". Det afslører Sophie Løhde i et stort interview i denne uges ALT for damerne, som er på gaden torsdag.

Den 34-årige innovationsminister er med sine 16 år i branchen en garvet politiker. Men på trods af, at hun er et ombejlet navn i medierne, ønsker hun ikke, at de bliver lukket for tæt på.

Lukket tøjskab

Det populære livsstilsprogram havde spurgt politikeren, om hun ville medvirke, og de fik først en positiv tilbagemelding.

– Jeg kom engang til at sige ja til at være med i "Kender Du Typen?". Jeg kendte ikke programmet og tænkte, at jeg hellere lige måtte se et afsnit inden, siger ministeren, der satte sig foran tv-skærmen og så med.

– Så så jeg, hvordan de åbnede tøjskabene og skabene i køkkenet og på toilettet, og det var simpelthen at gå for tæt på og en klar overskridelse af mine grænser, forklarer Sophie Løhde.

Hun meldte derefter afbud til programmet.

Nej til populært danseprogram

Også på TV 2 har de fået et afslag. Da Sophie Løhde var sundhedsminister, spurgte de hende, om hun ville stille op i deres seermagnet "Vild med dans".

Men også her var det over grænsen for politikeren.

– For mig handler det om, at når man har et topjob med et kæmpestort ansvar, så synes jeg ikke, at man om fredagen kan stå i et danseprogram og blive kastet rundt i rumbakostume og lave en lille cha-cha-cha. Jeg vil gerne være privat og ikke udstille alt, hvad jeg har med mine nærmeste, understreger Sophie Løhde til ALT for damerne.

LÆS MEGET MERE I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE

 

Her fortæller Sophie Løhde bl.a. også om:

  • At brænde for politik og være bonusmor til 19-årige Cornelia
  • Hvordan sygeplejersken Sanne blev en øjenåbner for hende politisk
  • Og om at hun havde et "rødt" ungdomsoprør, hvor hun forsøgte at gå mod sin politiker-mor

ALT FOR DAMERNE ER PÅ GADEN TORSDAG 21. JUNI

 

Anbefalet til dig