Søren Sveistrup: "Jeg oplevede en kæmpe frihed ved at sige farvel til min far"

Inde i Søren Sveistrup dirrer en lille katastrofealarm konstant. Men også et mantra, der stædigt messer: "Det her skal fandeme ikke få mig ned med nakken". Så selvom livet har udfordret ham fra en meget tidlig alder, har han holdt fast i viljen til at udnytte det bedst muligt.

– Meget af det, jeg har udrettet, er sket i trods. Og på den måde har jeg fået det bedste ud af de kort, jeg blev tildelt, fortæller han, mens han disker op med instant coffee og lækkerier fra Lagkagehuset ved det store spisebord i villaen i Hellerup.

Det er også det tema, han cirkler om, når han skriver på sine historier, som bliver til prisvindende tv-serier og nu også en film, der folder sig ud på det helt store lærred. Søren Sveistrup er nemlig manuskriptforfatter og står bag kæmpesucceser som "Nikolaj og Julie" og "Forbrydelsen" – og har nu søsat filmen "Der kommer en dag", der er instrueret af Jesper W. Nielsen, og som igen har fat i Sveistrups egen grundfortælling om at rejse sig igen. For ligegyldigt hvilken historie han sidder med, indrømmer han, så handler det om at søge mod lyset, når det er mørkest. Det ligger nemlig dybt i hans eget dna.

– Alt det med Nanna Birk-Larsens død og familiens sorg i "Forbrydelsen" handlede nok meget om min egen familie og min egen sorg. Et forsøg på at bearbejde min egen fortid og komme videre.



Og det er et meget sort kapitel i danmarkshistorien, der foldes ud i "Der kommer en dag". Men ikke desto mindre et vigtigt kapitel, mener Søren Sveistrup, som står bag ide og manuskript. Den er nemlig baseret på virkelige historier om danske børnehjemsbørn i 60'ernes Danmark. Drenge, som prøver at overleve i noget, der minder om helvede. Hvor tæsk og ydmygelser regner ned over dem, og hvor parolen "survival of the fittest" virkelig gælder.

– Det går virkelig dybt ind i en, når børn bliver svigtet. Og ­samtidig får man respekt for de børn, man bare ikke kan træde ned – som alligevel er så ressourcestærke i deres kerne, at de kan komme op. Det var en af de ting, jeg gerne ville vise med filmen her. At uanset hvor meget du forsøger at rette børn ind og gøre dem til robotagtige samfundsborgere, så findes der ­bare en helt enorm råstyrke i nogle børn til alligevel at tage ­opgøret og gøre en ende på den elendige situation, de er i.

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

Dysfunktionel opvækst
Mælkebøttebørn hedder de også. Og netop det er noget, Søren Sveistrup personligt kan relatere til. At modstand kan gøre stærk. Og måske derfor føler han ligefrem en endnu større ­forpligtelse til at fortælle de her drenges historie. For modsat dem blev han faktisk selv reddet af systemet. Som 15-årig gik han nemlig på socialkontoret i Svendborg Kommune og sagde, at han ville væk hjemmefra. Og nogen lyttede til ham. Og handlede.

– Jeg vil på ingen måde måle mig med det, de her drenge var igennem, men jeg kan fuldstændig relatere til det her med at handle i trods og på et tidligt tidspunkt i livet sige, det her skal ikke være mit liv – jeg skal nok vise verden, at jeg kan noget andet. På trods af den spilleplade, du har fået udleveret, kan du søge at få vendt ludospillet til noget bedre. Som børnene i filmen. Det her handler jo om børnehjemsbørn og den tid osv., men i bakspejlet kan jeg godt se, at det også handler om mig selv. Børnene i filmen kommer – ligesom mig selv – fra en kærlighedsgivende familie, men den er dysfunktionel. De har det ikke så nemt, og de er nødt til at klare sig selv.

Søren Sveistrup er vokset op på Thurø. En lille ø syd for Svendborg, som via en dæmning er forbundet med fastlandet. Naturen er fantastisk, og Søren vokser op i 70'erne, hvor børn har løbepas til en i dag helt utænkelig radius af skov, strand og udeliv. Og det er her, han hænger ud. Fordi hans familie ikke fungerer. Forældrene elsker ikke hinanden, registrerer han.

– Det mærker man bare, når man ser andre mennesker, venners forældre for eksempel, der er glade for hinanden. Og så kommer man hjem og ser, at ens egne forældre opfører sig mere formelt, køligt. De deler ikke rigtig samme interesser.

Begge forældre er som udgangspunkt skolelærere, og faren uddanner sig siden til psykolog. Muligvis på grund af den ægteskabelige kølighed begynder han desværre også at drikke. Så Søren ved altid, at hvis "far lige er i kælderen og se til fyret", så betyder det "lad far være, far er fuld". Man kan til nød liste sig derned, banke på og sige, at der er mad.

Mægler for mor og far
Drikkeriet tager til, og med farens tiltagende alkoholproblem vokser også skænderierne. Faren er synligt beruset under middage og den slags, bliver mere og mere arrig og begynder at råbe op. Han møder sågar op til et forældremøde med "en ordentlig kæp i øret".

– Flere gange i løbet af min barndom prøvede jeg at redde ­mine forældres forhold. Jeg kan tydeligt huske mit sidste store redningsforsøg, da jeg var omkring de 12 år. Jeg kaldte mine forældre sammen i stuen og sagde: "Vi må prøve at finde ud af det her – hvorfor skændes I så meget?". Det var en søndag formiddag, min far var pinligt ædru, og det er jo helt vildt underligt at sidde med sine forældre på den måde, men jeg var storebroren og havde taget førerrollen, for nu skulle vi se at få løst det her. Min far fik – helt grænseoverskridende at tænke på i dag – sagt noget i retning af, at han ikke følte, at min mor holdt nok af ham. Og så sendte jeg den over til min mor: "Hvad siger du til det?". Og så sagde min mor: "Men det er, fordi jeg synes, at far drikker". Og så var det jo så, at jeg troede, jeg var klog, så jeg sagde: "Men far, hvis du så holder op med at drikke, kunne det så ikke løse problemet?". "Jo", sagde de så begge to og kiggede på mig, "jo, det er også rigtigt, Søren". Og så gik jeg fra det møde meget glad, for jeg tænkte, kan det være så simpelt? Har jeg bare lige ordnet mine forældres forhold der?

Han griner selvoverbærende.

– Som barn bliver du voksen for tidligt i sådan et miljø. Du ­afkoder nogle ting, som du egentlig ikke skal afkode, før du bliver meget ældre. Det var tydeligt.

Opsøgte selv socialkontoret
Men det parterapeutiske krisemøde løser ikke forældrene gordiske knude. Farens drikkeri eskalerer.

– Han var aldrig voldelig, men meget aggressiv over for os. Temperamentsfuld. Der var meget råberi og smiden med ting. Udadtil var det et borgerligt hjem, en kernefamilie, men det var bare ikke et hjem, man havde lyst til at tage kammerater med hjem til. Så mine søskende og jeg var altid væk – til sport og hos venner.

– Vi tiggede og bad min mor, om ikke vi skulle tage vores gode tøj og gå, men hun sagde, at min far havde sagt, at han i så fald ville have en af os, og hun ville ikke risikere, at vi blev delt op. Og i øvrigt tvivlede hun på, om vi kunne klare os. Hun havde ikke nok selvtillid.

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

Situationen bliver så slem, at Søren tager mod til sig og opsøger socialkontoret i Svendborg. Og som nævnt lykkes det ham at slippe væk hjemmefra. Han vil gerne på gymnasiet, og kommunen indvilliger i at hjælpe ham økonomisk.

– Min mor græd den dag, jeg flyttede, men jeg havde givet op og havde mange skænderier med min far. Han blev også ked af det. Jeg ved ikke, om han så op til mig, men han syntes, jeg var meget klog. Men jeg havde kanondårlig samvittighed over, at jeg forlod mine søskende, som stadig var i en meget påvirkelig alder, 9 og 10 år. Og så er vi tilbage ved det tema, jeg også berører i "Der kommer en dag". Nemlig at du som barn nogle gange tænker – og er nødt til at tænke – meget egoistisk: Lad mig komme væk, jeg må redde mig selv.

Moren fik en depression
For Søren bliver det bedre. Han flytter til Svendborg, starter på gymnasiet og blomstrer op. Følelsen af at være 16 år og bare fri er berusende. Verden står åben, og Søren suger til sig af de uendelige muligheder, den byder på. Består gymnasiet med glans og tager på udlandsrejse for at udfordre horisonten. Alting skal nok lykkes. Men hjemme på Thurø har livet også taget en anden drejning. Mens Søren er væk, går forældrene nemlig omsider fra hinanden. Stik imod alle odds har faren fundet en anden. Søren og hans søskende er glade på deres mors vegne. Endelig er hun fri, men desværre ser hun ikke helt sådan på det. Tværtimod ryger hun ned i en dyb depression, så Søren beslutter at flytte ind hos hende og hjælpe til med de mindre søskende, som er midt i deres teenageår.

– Det var nogle skrækkelige måneder. Min mor blev indlagt flere gange, fik psykiatrisk behandling og elektrochok, som jeg kun kendte til fra "Gøgereden" – og prøvede også at tage sit liv et par gange.

På et tidspunkt får Søren brug for at tage til København en weekend, men det føles ikke trygt at tage væk fra moren, så han opsøger den psykiatriske overlæge på Svendborg ­Sygehus.

– Jeg glemmer det aldrig. Han sad der over for mig, tændte for sin diktafon og indtalte på sit lægesprog: "Patientens ældste søn – komma – Søren Sveistrup – komma – ytrer bekymring om, hvorvidt han kan varetage en rejse til København – punktum – det kan han godt – komma – patienten er afgjort i bedring og ikke i suicidal tilstand – komma – tværtimod i bedring og kan imødese at komme tilbage på arbejdsmarkedet – punktum". Og så tog jeg hjem.

– Når jeg ruller tilbage nu, kan jeg godt se, at hun aftenen forinden, et par dage før jeg skulle rejse, sad og kiggede meget indgående på os, mens vi så fjernsyn. Vi var jo ikke klogere, så vi var alle sammen lidt trætte af den måde, hun kiggede på os på. Med kærlighed, længsel og medlidenhed – og selvmedlidenhed og manglende selvværd. Min mor var et fantastisk menneske og jo altid den, der havde taget sig af familien, men i løbet af fire måneder var hun reduceret til et hylster. Det er næsten ikke til at holde ud – at se sin ressourcestærke mor falme på den måde. Det, vi ikke vidste, var, at hun har været i en meget terminal beslutningsfase, som hun har holdt for sig selv.

Mor ønskede at dø
Næste morgen vågner Søren klokken seks og går ind i hendes soveværelse, som er pænt og nydeligt ordnet. Sengen er sirligt redt med det blomstrede sengetæppe og de små puder. Natkjolen er foldet fint sammen på stolen ved siden af sengen, og de lyse gardiner er trukket fra og slipper den tidlige forårssol ind i det lille værelse.

– Den måde, hendes værelse var ryddet op på, fyldte mig med rædsel. Det havde jeg ikke set før.

Moren er ingen steder at finde. Og modsat de to tidligere forsøg på at tage afsked med livet er der denne gang intet brev. Efter at hans søskende er sendt i skole, tager Søren kontakt til politiet. En større eftersøgning starter, Søren kører selv øen tynd, men uden held. Da hans søskende kommer hjem fra skole, har ingen endnu fundet deres mor.

Indtil to politibetjente banker på døren.

– Det øjeblik glemmer man aldrig, siger Søren og kigger ud for sig.

Søren kører med betjentene til Svendborg Sygehus og tager elevatoren ned i kælderen, hvor han bliver ført ind i et ligrum. Og der ligger moren. Stadig våd. Politiet fortæller, at hun må have sprunget ud fra dæmningen mellem Thurø og Svendborg meget tidligt samme morgen.

– Fra at være en usårlig ung mand, der var vendt hjem fra udlandsrejse og havde set det meste af Vesteuropa, Nordafrika og Israel – oplevet at hele verden var åben – så var det her et kolossalt slag. Jeg var i frit fald.

– Det er noget, der præger en resten af livet. I mine øjne er det værste, du kan gøre mod din familie, at tage billetten. Det efterlader en enorm skygge. Det må man aldrig ­gøre – end ikke i en depression. Det er stik imod hele intentionen, for den person, der gør det, tænker jo, "de får det meget bedre uden mig". Min mor troede helt klart, at hun var en byrde.

Relationen til faren ryger også efter et par år og rigtig mange forsøg på forsoning.

– Jeg droppede ham simpelthen og har ingen fortrydelse i dag over, at jeg ikke så ham de sidste 15 år, inden han døde. I princippet skal du jo have en relation til din mor og far, men hvis du pludselig oplever, at du næsten ikke kan trække vejret i den relation, og at det letter dig at skille dig af med den, skal du gøre det, for så langt er livet heller ikke. Jeg oplevede en kæmpe frihed ved at sige farvel til min far.

LÆS OGSÅ: Frankrigs danske superstjerne

Sin egen lykkes smed
Mælkebøttementaliteten blusser igen op i Søren, da han flytter til København og starter på universitetet efter morens død. Ingen i København kender ham, han kan begyndte forfra. Det, der var sket, var ikke hans skyld. Og han kunne stadig gøre, præcis hvad han havde lyst til, tænker han. Netop den slags sætninger har trængt sig på som et rungende ekko i Søren Sveistrups liv. Lige siden han var 13, hvor hans mor havde en noget overraskende besked til ham.

– Hun fortalte mig, at jeg var adopteret. Den viden var en enorm befrielse for mig. Det betød, at alt, jeg var en del af, var jeg faktisk alligevel ikke en del af. Jeg var ubekendt og kunne stadig gøre, hvad pokker jeg ville med mit liv. Fra det øjeblik vidste jeg, at alt det shit ikke var nedarvet. Jeg var stadig min egen lykkes smed. Og det er egentlig det, der paradoksalt nok har reddet mig senere hen. Eller i hvert fald givet mig et skub.

Alle de følelser er der ikke rigtig plads til på universitetet, hvor Søren læser historie og litteraturvidenskab. Til gengæld er han, sammen med sine venner, meget optaget af film, og da det går op for ham, at nogen rent faktisk har skrevet de her film og fundet på historierne, søger han straks ind på Filmskolen. Han kommer ind i første hug. Og her kan han pludselig bruge alt det, han havde oplevet.

– Til tider kan livet være så kaotisk eller barskt eller uoverskueligt, og der er det altså virkelig fedt, at du som manuskriptforfatter kan sætte dig ned og ordne virkeligheden, strukturere og selv bestemme, hvordan det skal ende. Jeg har lært at disciplinere mig selv, så jeg ikke stadig er i frit fald. For mig er det at skrive en historie en fantastisk lettelse, for når jeg så åbenlyst har et problem, jeg så tydeligt bearbejder i mange historier, giver det mig en enorm tilfredshed at nå frem til et punkt, hvor hovedkarakteren når igennem det. Og hver gang starter jeg så forfra på fuldstændig samme dilemma. Haha! Så det hjælper. Lige indtil næste lidelse skal gennemleves. Det er cirkulært åbenbart. Men vel sagtens min modvægt til de sorte huller.

– Jeg føler mig virkelig privilegeret i dag. Jeg startede på minus ti, da jeg kom til København og kom på den hårde måde til at værdsætte familien. Og det gør jeg virkelig i dag – med min kone, Kristina, og mine to drenge, Silas og Sylvester. Det, som for nogle kan være en selvfølge, har aldrig nogensinde været en selvfølge for mig. Jeg ved, at familie og relationer er noget, du er nødt til at kæmpe for og pleje. Du er nødt til at nyde det og tvinge dig selv til at være til stede simpelthen. For det kan være, det forsvinder.

LÆS OGSÅ: Wafande hylder 5 kvinder i sit liv

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark