Sund jul - sådan!
1. Nyd det
– Juleaften og juledagene ER gløgg og flæskesteg, så det er det forkerte tidspunkt at snakke om at modstå. Det handler om de 362 andre dage om året.
“Jeg plejer at sige til helvede med de sunde alternativer i julen. Nyd de gode traditioner uden dårlig samvittighed. Jul er jul, og så er vi tilbage på sund kost den 27. december.”
Men hvis du vil holde igen, handler det om at have en klokkeklar strategi, når du går ind i julen. Lav en plan, hvor du f.eks. holder fast i din træning, men ellers nyder julen.
Den 27. december er så næste fase i planen, hvor du laver en aftale med dig selv om, hvad du må og ikke må. Jo mere specifik den er, desto større held har du med den.
Planlæg, at de søde sager og gløggen sendes til et sted, hvor det gør gavn tredje juledag. Eller smid det ud. Vores primitive instinkt er stærkt, så vi kan ikke modstå det, hvis vi har det i skabene.
Hvis man skal køre en sundere linje gennem julen, skal det være en fælles beslutning. Man skal gøre det som en familie, for hvis man er fælles om det, kan julen være lige så dejlig med sund mad.
CHRIS MACDONALD
2. Undgå julestress
– Lav en to do-liste for næste dag hver aften, og prioriter den i de tre vigtigste opgaver. Hvis du bliver overvældet og forvirret, fordi alt jo er vigtigt, så spørg dig selv, hvad der bedst kan vente lige nu. Du skal lave den om aftenen, for hvis du laver den om morgenen, så viser erfaringer, at du glemmer det vigtige og kun husker det, du har lyst til at lave.
Når du står op om morgenen, laver du nummer et først. Ja, det lyder logisk, men mange vil hellere tage fat i det, de har lyst til, og ikke i det, der er vigtigst. Selv om tre ting ikke lyder af meget, når du har mindst 20 ting på din liste, så fortvivl ikke. Tænk over det. Der er 24 dage til jul. Så hvis du får lavet tre af de vigtigste ting på din liste hver dag, når du 72 ting i løbet af 24 dage.
MARIE STEENBERGER
3. Modstå sofaen
– Dyrk motion. Det giver god samvittighed, stimulerer sult- og mæthedsfornemmelsen og frigiver lykkehormoner, som du har brug for i den mørke tid. Det virker lige så godt som lysterapi og hjælper dig til at undgå at trøstespise på en slumrende vinterdepression.
MARIE STEENBERGER
4. Hyg jer uden mad
– Leg, leg, leg! Vi har mistet vores evne til at lege som voksne. Det er uden for vores comfortzone og kan være grænseoverskridende, men bagefter er det sjovt. Lav f.eks. en skattejagt. Hvis man er udenfor, bevæger sig og leger, når man ind til nogle af de instinkter, som giver en følelse af at trives.
CHRIS MACDONALD
5. Kom ud af huset
– Kom ud af huset og væk fra køkkenskabene. Planlæg ugerne i december og gør det, som du længe har ønsket dig. Tag i biografen, teateret, Eksperimentariet, Arken, Louisiana.
Man kobler tit hygge med mad, men du kan prøve at fokusere på noget andet, når du er sammen med andre mennesker. Hvis du har en intention om, at et fællesskab skal give dig noget andet end mad, vil det at spise ikke få lov til at fylde så meget, at du propper dig. Betragt det som en lyskegle, som du kan flytte med dit sind, så lyset falder på noget andet end maden.
MARIE STEENBERGER