Tag til dobbeltkoncert i Tivoli
Det bliver første gang, at I Got You on Tape og WhoMadeWho kan opleves på samme scene i Danmark, og gæsterne kan se frem til en aften i godt selskab med to af tidens helt stærke navne med en iørefaldende profil. Og så bliver det også første gang de to bands kan opleves i Tivoli til Fredagsrock.
For én af aftenens profiler bliver det en helt særlig oplevelse at stå på den store scene i Tivoli. WhoMadeWho's forsanger og guitarist Jeppe Kjellberg fortæller forud for fredagens koncert.
"I sommeren 1997 arbejdede jeg selv i Haven, og havde U2 og Helena Christensen sejlende rundt i de små både, mens jeg selv drømte om at blive en turnerende rockmusiker. Nu står vi så selv på scenen med vores rockorkester. Det føles helt rigtigt! – siger Kjellberg i pressemeddelelsen og fortsætter:
"WMW og IGYOT har ikke delt scene sammen siden South by Southwest 2011, hvor vi i fælleskab rockede Texas. Det er derfor en stor glæde for os at dele scene igen".
Første band til at skyde fredagens dobbeltkoncert i gang bliver I Got You On Tape. Melodiøs kvartet der har spillet sig til et solidt favntag i publikums hjerter direkte op fra den danske undergrundscene. I 2010 vandt bandet DR's prestigefyldte pris P3 Guld. IGYOT fortæller forud for fredagens koncert:
"Vi ser virkelig frem til denne aften! Der er jo noget meget nostalgisk over at spille i Tivoli, det er et stykke københavnerhistorie, der jo har betydet noget for de fleste af os danskere, siden vi var små, ikke? Og så helt siden midten af 1800-tallet", fortæller IGYOT og fortsætter:
"At det så oven i købet bliver det sidste show i København på denne tour, gør det hele lidt endnu mere nostalgipræget for os. Det skal nok blive intenst, smukt, både for øjnene og ørerne, følelsesladet, længselsfuldt og beskidt på samme tid! Og så plejer det at gå ret meget amok, når vi spiller sammen med WhoMadeWho", lyder det videre fra bandet.
Anden omgang med WhoMadeWho
Aftenens anden koncert står WhoMadeWho for. Attitudebevidst trio med velklingende lyd, der mixer det rocket, poppet til det mere elektroniske. Bandet bugner af spilleglæde og improvisation, så der er noget at se frem til, når WhoMadeWho går på scenen.
I Got You On Tape & WhoMadeWho til Fredagsrock 24. august kl. 22.00 på Plænen
Næste koncert fredag den 31. august byder Fredagsrock velkommen til den første dj på scenen med Kato i front
Har du også mod på koncerter lørdag og søndag i Tivoli? Så ser programmet her:
25.08: 22.00 LørdagsSwing: Bobo Moreno swinger med Tivolis 17 mand store Big Band
26.08 13.00 FamilieSøndag: Rasmus Klump er på eventyr i Haven. Senere klassisk med Trio Amerise på Plænen.
Fredagsrock afvikles i perioden den 13. april til og med den 21. september. Alle koncerter begynder kl. 22:00 og er gratis for Havens gæster. Med et Årskort til Tivoli – der giver fri adgang til Tivoli – bliver prisen pr. koncert således kr.10,83. Entré til Tivoli indtil kl. 20:00 kr. 95 kr. – og kr. 135 efter fredag kl. 20:00 hele sæsonen. Et årskort koster kr. 260.