Juleforestilling

Tag til velgørende juleteater for hele familien

Sæt kryds i kalenderen onsdag d. 5. december kl. 17. For der spiller den moderne juleforestilling ”Julemanden og den farlige forbryder” på Aveny T på Frederiksberg.

Showet byder på massevis af musikalske oplevelser. Rapperen Clemens har været med til at skrive teksten, som bliver indtalt og sunget af blandt andre Szhirley, Wafande, Jimmy Jørgensen og Ole Thestrup. Men rollerne på scenen spilles af dygtige street dancere fra den internationale scene. Det er derfor ikke det traditionelle teaterstykke, der venter dig, men i stedet et spændende og kreativt juledrama for hele familien. 

Velgørende juletoner

Det bedste af det hele er dog, at alle billetindtægter går til at aktivere kvinder i Røde Kors asylcentre. Kvinderne, der ofte har været udsat for menneskehandel, vold og krig, har brug for at få styrket deres selvværd og troen på en bedre fremtid. Derfor bliver pengene brugt på at oprette fodboldhold, så de alle kan deltage i Asylum United, der er den første fodboldliga for kvinder i asylcentre under Røde Kors. Sporten er nemlig med til at skabe et stærkt fællesskab, mod og stolthed både blandt kvinderne – men også deres børn.

Billetter til det velgørende teaterstykke kan købes her