Aalborg Karnval, København Karneval

Karneval: Dét skal du opleve!

Find fjerboaen og pailletbh’en frem, for i weekenden løber de årlige karnevaller af stablen i Aalborg og København. Vi har lavet en guide til, hvad du og din familie skal opleve, mens sambatrommerne spiller.

København

Optog: På lørdag den 26. maj kan du traditionen tro opleve en imponerende karnevalsparade gennem Københavns gader. Paraden starter på Højbro Plads klokken 10.00 og går ad Strøget til Rådhuspladsen.

Også søndag aften er der parade, når karnevallet skal danses af. Paraden begynder klokken 20 på Edel Sauntes Allé og går gennem karnevalspladsen i Fælledparken. Paraden slutter først, når mørket er faldet på.

Musik: Fælledparken har sat syv scener op, hvor der vil blive spillet festligt musik hele weekenden. Her kan du opleve alt fra reggae- til housemusik, og både danske og internationale kunstnere står for underholdningen.

Se ALT for damernes karnevalsgalleri her. 

Børnekarneval: Københavns børnekarneval bliver skudt i gang fredag med en karnevalsparade, hvor både børn, forældre og institutioner kan være med til at danse karnevallet ind. Paraden starter klokken 10.00 på Sankt Hans Torv på Nørrebro og ender i børneområdet i Fælledparken. I Fælledparken er der også sat en scene op til børnene, hvor de kan opleve ballonklovnen Tu Tu, deltage i trommeworkshops eller lære at danse afrikanske danse hele weekenden. 

Efterfest: Er du mest til elektronisk eller reggae? Det er lige meget, for til karneval kan du få begge dele. I Øksnehallen afholdes der nemlig Elektronisk Afterparty både fredag og lørdag, hvor du kan opleve de dygtigste DJs, og i Operaen på Christiania kan du fredag nat danse til reggaetonerne, ligesom du også kan på Dubfabrikken lørdag.  

Se hele programmet for Københavns Karneval på www.cphcarnival.com

Klik videre for at se, hvad du skal opleve til karneval i Aalborg

Aalborg

Optog: I Aalborg kan du vælge mellem to parader – Stjerneparaden og Hovedparaden. Ca. 25.000 udklædte mennesker deltager i Stjerneparaden, der begynder ruten klokken 9.30 lørdag formiddag, og her kan alle være med! Hovedparaden indledes med store internationale karnevalsgrupper, der skyder optoget i gang, og herefter følger den folkelige parade fra tre startsteder – Nørresundby, Østbyen og Haraldslund.

Læs også: Bliv klar til fest med velvære

Musik og underholdning: I Kildeparken, hvor paraderne slutter, er der opstillet hele 11 (!) scener, og der vil være dansevenligt musik hele dagen. Derudover er der mulighed for at blive brikker i sit eget spil, hvis man deltager i Human Pukemaster - et brætspil i menneskestørrelse.  

Efterfest: Festen i Kildeparken er egentlig efterfesten i sig selv, men mange vælger at fortsætte festen i Aalborgs natteliv. Mon ikke du kan finde en fest, hvis du besøger Jomfru Ane Gade?

Se hele programmet for Aalborg Karneval på www.aalborgkarneval.dk