Mette Walsted Vestergaard
SPONSORERET indhold

4 tips til at få råd til dine drømme: "Jeg har dyre vaner, men de skal også finansieres"

Hvis du vil have råd til at rejse, købe nyt tøj eller kunne gå ud og spise, når du går på pension, så skal du i gang med at investere dine penge. Heldigvis er det slet ikke så kompliceret.

Af: Cille Lewinsky Foto: Ricky John Molloy, Thomas Andersen og Frederikke Heiberg
18. mar. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Journalist Mette Walsted Vestergaard begyndte at investere, da hun blev selvstændig. Hun indså nemlig, at hun blev nødt til at tage stilling til sin pension, så hun også som pensionist har råd til at købe nyt tøj, rejse og spise god mad.

–  Jeg begyndte at investere, da jeg blev selvstændig i 2015. Pludselig kunne jeg helt selv tage stilling til, hvad jeg skulle gøre med min pensionsopsparing. Jeg valgte at fortætte med indbetalingerne til den opsparing, jeg havde haft som fastansat. Men jeg besluttede mig samtidig for, at jeg selv ville disponere lidt mere over de penge, der stod på en gammel pensionsopsparing fra et tidligere job. Og det var dér, det gik op for mig, at jeg intet vidste om at investere.

LÆS OGSÅ:Julie Berthelsen: "Jeg er ikke længere bange for at fejle og være uperfekt"

– Derfor tog jeg 10.000 ud af budgettet for at prøve mig frem. De 10.000 opfattede jeg som lærepenge – jeg skal helst prøve mig frem for rigtig at forstå ting. Men min “store” pensionsopsparing og den rest på nogle hundredetusinde, der stod fra min tidligere arbejdsplads, er investeret i nogle fonde, som kyndige mennesker forvalter. Det er for mange penge til, at jeg skal ligge og lege med dem.

– De første aktier, jeg købte, var Vestas og Coloplast. En klog person har engang sagt til mig, at man kun skal anbringe sine penge i firmaer, man kender, og/eller som laver noget, man forstår, hvad er. Jeg tror, at bæredygtig energi og produkter som stomiposer, som i høj grad benyttes af ældre mennesker, vil have et marked i mange år frem. Jeg har også et godt indtryk af ledelserne i de to selskaber. Derfor valgte jeg dem.

LÆS OGSÅ: Sanne Salomonsen: “Jeg hører til den slags moderne kvinder, der har valgt at leve alene. Og jeg har det s-u-p-e-r fedt"

– Jeg tjekker ikke kursen særlig tit, for det interesserer mig ikke. Men jeg kan se, at mine penge overordnet set har det fint. Jeg prøver at være snusfornuftig, og populært sagt er grisehandlerens kone, Kathrine Larsen, fra Matador mit investeringsforbillede, og Gordon Gekko fra Wall Street alt det, jeg hverken kan eller vil være.

– Jeg synes, det vigtigste, man kan gøre i forhold til sin privatøkonomi, er at få styr på sin pension. For den er sandsynligvis den største formue, man nogensinde kommer til at få mellem hænderne.

– I det hele taget handler det om at tage stilling til sin økonomi, så man har friheden til at gøre, hvad man vil. Jeg har dyre vaner, og jeg er rigtig glad for dem, for de giver mig livskvalitet, men de skal også finansieres.

Anbefalet til dig