3. kap.: "Men jeg slog hende for helvede ikke ihjel!"

Vil du ikke nok komme med ned, så vi kan sidde stille og roligt sammen og tale det hele igennem?" siger André med bedende øjne.

Thea svarer ikke. Hun går ind i soveværelset og lukker døren. Tager tøj på. Reder sit hår. Hører ham gå ned ad trappen. Lidt efter går hun ned til ham.

Han sidder i sofaen. Hun sætter sig i lænestolen over for ham.

"Det har været forfærdeligt at leve med," siger han, "og jeg føler mig faktisk meget lettet nu, hvor du ved det hele. Tror du, at du nogensinde kan tilgive mig for ikke at have fortalt det?"

"Nu hvor jeg ved det hele?" fnyser hun. "Jeg ved ingenting! Jeg ved ikke længere, hvem du er? I går troede jeg, at du skulle være far til mine børn – i dag har jeg fået at vide, at du har været under mistanke for at slå din første kone ihjel!"

Thea kan ikke være under samme tag med ham ét sekund længere. Hun tager sin telefon, taske og sine nøgler og forlader huset.

Hun står helt rådvild et øjeblik ude foran huset. Hvor skal hun tage hen? Hun har ikke lyst til at gå ned på stranden. Hun har brug for at tale med nogen. Kirstine? Nej, hun ved allerede, hvad Kirstine vil sige – at Thea skal tage bilen og køre sin vej.

Hvilket muligvis er præcis, hvad hun vil gøre, men først må hun have mere at vide om, hvad der skete.

Hanne.

Hun tager en af de gamle sommerhuscykler og krydser Kystvejen.

Det hus, hvor den kvindelige politibetjent bor, er et lille, sortmalet træhus af den slags, der blev bygget rigtigt mange af, da plantagen blev udstykket i 60'erne. Huset er velholdt, og haven er fyldt med blomster i alle farver.

Thea stiller cyklen op ad en lav bøgehæk. Lågens hængsler skriger, da hun åbner. Døren ind til huset står åben, og Hanne kommer ud, sikkert alarmeret af lågen.

Da de lidt efter sidder med en kande isvand i skyggen under et stort birketræ, stiller Thea et af de mange spørgsmål, der har plaget hende, siden de talte sammen nede på stranden for nogle timer siden.

"André er et godt menneske og han er ikke voldelig, siger hun. "Han kan godt blive virkelig vred, men han har aldrig nogensinde slået mig. Jeg bliver nødt til at vide, hvorfor du føler dig så sikker på, at det ikke bare var et uheld, at hans kone faldt ned ad den trappe?"

Efterforskeren ser alvorligt på hende.

"Selvom han ikke er voldelig, kan han sagtens have handlet i dyb affekt. De fleste drab i Danmark bliver begået af mænd, der slår deres partner ihjel. Du må holde fast i din undren over, at han ikke har fortalt dig om det her."

Thea tier. Det er slet ikke nødvendigt at gøre noget for at fastholde den undren.

"Kan du klare at høre nogle lidt barske detaljer?" spørger Hanne.

"Ja," påstår Thea, men føler sig allerede utilpas.

"Da retsmedicineren obducerede hans kone, konstaterede han, at hun havde to dybe flænger i hovedbunden. Retsmedicineren mente, at de var kommet efter slag med et stumpt instrument. Et rør. Eller måske et boldtræ. Men selvom han fandt det meget lidt sandsynligt, kunne han ikke fuldstændigt udelukke, at hun på en eller anden måde var faldet meget uheldigt ned ad trappen, og at det var trappetrinene, der havde forårsaget skaderne på hendes isse. Den lillebitte usikkerhed – i kombination med, at vi aldrig fandt en genstand, som kunne have været mordvåbnet – hagede forsvareren sig fast i. Og det lykkedes ham, at overbevise juryen om, at usikkerheden måtte komme André til gode."

André med et boldtræ i hænderne. Tæske løs på en kvinde? Hun kan ikke se det for sig.

Hanne drejer sit glas rundt, så isterningerne klirrer lidt, inden hun tager en tår.

"Og så var der blodstænksanalysen," tilføjer hun.

"Blodstænks ...?" Theas krop er stiv som et bræt. Det billede hun indtil nu har fremmanet, har været af en kvinde, der ligger for enden af en trappe. Der har ikke været blod. Før nu.

"Ja, der var blodstænk op ad væggen på trappens nederste del. Retsmedicineren mente, at det var mest sandsynligt, at de stammede fra slagene mod Agnetes hoved. Og han konsulterede endda en blodstænksekspert fra USA, der bakkede ham op i analysen. Men igen: han kunne ikke definitivt afvise, at blodet kunne være sprøjtet op ad væggen, da Agnetes hoved ramte trappetrinene. Efter min mening var det et meget usandsynligt scenarie."

Thea forestiller sig kvinden, der står oppe på førstesalen. Hun er fuld. Hun snubler, falder ned ad trappen, lander på hovedet. Det er klart, indser hun nu, at det ville kunne få blodet til at sprøjte op ad væggene.

"Så der var tvivl, og juryen lod tvivlen komme André til gode?"

"Ja, for vi fandt aldrig et fældende bevis

– den genstand, som han kunne have slået hende med."

"Hvis han altså slog hende. Du siger jo samtidig, at eksperterne ikke kunne afvise, at hun kunne være faldet." Thea hæger sig fast i den sidste flig af håb, hun har om, at André er uskyldig.

"Der er mere," siger Hanne. "Agnete havde talt i telefon med en veninde tidligere på dagen. Hun sagde, at hun havde besluttet sig for at forlade André. Vores tese var, at det udløste et voldsomt skænderi mellem dem."

De to kvinder sidder et øjeblik i tavshed. Thea hører stemmer på den anden side af huset. Manden og drengen, som hun så nede på stranden, kommer om i haven. Drengen kan højst være tre år gammel.

"Hanne ..." siger hendes mand. Thea forstår. Han er bekymret, fordi hun overtræder sin tavshedspligt. Hun kan vel miste sit job.

"Jeg må hellere gå," siger Thea og undgår hendes mands blik.

Hanne følger hende ud til vejen.

"Vil du have mit nummer?" spørger Hanne. Thea nikker og taster det ind på sin telefon.

"Hvis der bliver noget, eller du har flere spørgsmål, ringer du bare. Døgnet rundt. Vil du love mig det?"

"Tak."

Hun går ud til cyklen. Hun havde håbet, at besøget hos politikvinden ville have givet hende en form for afklaring.

Men det har haft den stik modsatte virkning på hende. Hendes følelser er i vildt oprør, da hun kører tilbage til huset.

------

Thea stiller cyklen op ad Morgensols sortmalede planker og går rundt om huset.

Hun har svært ved at kapere, at alt dette virkelig sker. Er de her i sommerhuset eller får hun lov til at vågne om lidt i sin seng på Frederiksberg og fortælle André om et forfærdeligt mareridt, hun har haft?

Men det er ikke en drøm. Det er deres sommerferie og deres liv, der er blevet forvandlet til et mareridt. Der er ingen opvågnen herfra.

André sidder og stirrer tomt på havet.

Det er, som om det er det eneste, de er i stand til at foretage sig – at se på vandet, tænker hun. Hvor skulle de rette blikket hen, hvis de var hjemme i lejligheden?

Han ser på hende. Hans ansigt afspejler samme virvar, som hun selv føler: frygt, sorg, usikkerhed, håb.

Hun sætter sig ned.

"Er det rigtigt, at din kone ville forlade dig?"

"Du har talt med hende igen?"

"Er det rigtigt?"

"Ja, hun ville forlade mig," sukker han. "Hun havde mødt en anden, og det fortalte hun mig den aften. Jeg blev selvfølgelig virkelig ked af det. Og vred og såret. Men jeg slog hende for helvede ikke ihjel! Hvordan kan du overhovedet tro det om mig, Thea?"

"Du er overhovedet ikke i en position, hvor du kan tillade dig at blive vred på mig," siger Thea advarende.

"Undskyld. Jeg er ikke vred på dig. Jeg er vred på Hanne Simonsen. Jeg burde i virkeligheden anmelde hende for at overtræde sin tavshedspligt."

"Du burde have fortalt mig sandheden. Lige fra starten. Selv nu, hvor jeg har bedt dig om at fortælle mig det hele, har du ikke gjort det."

"Jeg bad Agnete om at forlade huset, og hun gik op for at pakke en taske. Hun havde drukket for meget og ville ringe efter en taxa. Det næste der skete, var det, jeg fortalte dig tidligere. Der er ikke mere, Thea. Det sværger jeg!"

Han rejser sig og kommer hen og ligger sig på knæ foran hende. Hun trækker sig tilbage i stolen.

"Prøv at forstå, hvor svært det hele var for mig. Jeg havde lige mistet hende. Og som om det ikke var nok, blev jeg pludselig mistænkt for at have myrdet hende, og Hanne Simonsen gjorde alt, hvad der stod i sin magt for at bygge en sag mod mig. Jeg gennemlevede et sandt helvede, hvor de fleste i vores omgangskreds vendte ryggen til mig. Det var kun Michael, der blev og støttede mig. Jeg blev nødt til at flytte, hvis jeg skulle gøre mig håb om at få lov til at lægge det hele bag mig. Og så mødte jeg dig."

Han hviler sit hoved på hendes lår og armene rundt om hende.

"Thea, jeg elsker dig så højt. Du er nødt til at tro mig."

Hun tænker tilbage på den første gang, hun så ham. De var kommet i kontakt gennem et datingsite på nettet. Da de havde skrevet sammen i en måneds tid, blev de enige om at gå ud og spise sammen. Hun var kommet først og sad og ventede ved bordet, da han kom ind. Han havde kraftigt, mørkt hår, markerede øjenbryn og et par mørkebrune øjne, der kiggede nysgerrigt på hende. De havde talt rigtigt godt den aften, og han havde fået hende til at grine. De havde aftalt at mødes igen allerede et par dage senere, da de skiltes. Han havde givet hende et knus, der startede forsigtigt, men endte med, at de stod helt tæt sammen. Hun havde strejfet huden på hans hals med sin næsetip og indsnuset hans duft.

"Jeg vil gerne tro dig," siger hun stille.

"Jeg blev mistænkt, og jeg blev frifundet af en domstol. Men jeg føler, at jeg blev straffet alligevel. Og jeg er uskyldig. Jeg slog hende ikke ihjel."

Hun lægger forsigtigt en hånd på hans hoved. Kører fingrene gennem hans hår.

De sidder sådan et stykke tid uden at sige noget.

Han har jo ret. Han har været igennem en retssag og har rettens ord for, at han er uskyldig.

Han burde have fortalt hende det hele, dengang de lærte hinanden at kende. Men hun forstår ham på en måde godt. Hvordan ville hun have reageret?

På den anden side var hun så sindssygt forelsket i ham, at han kunne have sagt nærmest hvad som helst dengang, uden at det ville have skræmt hende væk. Gid han dog havde turdet gøre det.

Han har været igennem nogle forfærdelige ting, og han har taget nogle virkelig dårlige beslutninger, tænker hun. Men hun kan mærke, at hun er villig til at forsøge at tilgive ham. Hun elsker ham så forbandet højt. Tanken om at miste ham, gør hende desperat. Hun lægger hænderne om hans ansigt og trækker ham ind til sig. Han kysser hende med en intensitet, som får hendes forstenede krop til at bløde op. De går indenfor og op i soveværelset og kaster sig over hinanden.

Thea drejer sig i sengen og ser på André i lyset fra månen og den lyse midsommerhimmel.

De har talt sammen hele dagen og aftenen. De har lavet mad sammen og siddet og spist og kigget ud over vandet. Hun er blevet overbevist om, at han taler sandt. Og at det hele er noget, de må lægge bag sig. Hun vil have deres gamle liv tilbage. Det liv, hvor de ønsker at få et barn sammen. Og hvor hendes tåbelige jalousi er deres største problem.

Hun står op for at gå på toilettet. Mærker det kølige træ under sine fødder. Hun lister for ikke at få gulvbrædderne til at knirke, så han vågner. Hun træder ud i halvmørket i gangen ved trappen. Hun har ikke taget sine briller på, så alting er sløret og utydeligt.

Gulvbrædderne inde i soveværelset bag hende, knirker under hans vægt. Han er åbenbart også stået op.

Hun mærker en isnen ned langs rygsøjlen. Det prikker i hele kroppen, og hun kan mærke pulsen i sine tindinger. Skal det være sådan her? Skal hun være bange for ham fra nu af?

LÆS OGSÅ: Trappen - 2. kapitel

