opskrift på brune kager, fedtebrød og kastanjemarcipan

Tre geniale juleopskrifter: Brune kager, kastanjemarcipan og fedtebrød

Her får du tre skønne opskrifter på klassisk julebag og juleknas: Marianne Dulongs brune kager, Anna Mejlhedes kastanjemarcipan og Maria Carmen Koppels opskrift på det klassiske fedtebrød med hilsen fra Frøken Jensen.

Mariannes brune kager – a' la Farmor Birte

- Af Marianne Dulong

250 g smør

250 g sukker

125 g sirup

1 tsk. stødt nellike

1 tsk. stødt kanel

75 g smuttede, groft hakkede mandler

8 g potaske, opløst i lidt vand

500 g hvedemel

Smør, sukker og sirup bringes i kog i en gryde og stilles til afkøling. Nellike, kanel, mandler og potaske blandes i. Bland grundigt. Melet sigtes i, og dejen æltes færdig. Rul dejen til to pølser på 8-10 cm. Tykkelse og frys i 3 timer (eller mere).

Dejen tages op og skæres i papirtynde skiver, som lægges på bagepapir. Bages i 5-6 min. ved 200 grader – til de er mørkebrune. Tages straks af papiret og lægges på en rist.

Annas kastanjemarcipan – med eller uden chili

- Af Anna Mejlhede

Jeg tager ca. 250 gram marcipan og blander (helst i blender) med ca. et glas kastanjecreme. Men smag den gerne til selv for at finde det optimale blandingsforhold. Den må ikke blive for flydende.

Derefter smager jeg blandingen til med en god rom. Der skal bruges ca. en halv kop, men se og smag selv efter for at bedømme mængden. Den skal være lind, men ikke flydende.

Du kan evt. smage til med fint, stødt chili og kanel. Lad blandingen stå og trække i minimum fire timer. Hæld den derpå over i en lille frysepose og klip hul i det ene hjørne af bunden – eller endnu bedre: brug en flødeskumssprøjte.

Tag en helt plan bageplade eller lignende og beklæd den med film. Smør derefter et tyndt lag smeltet mørk chokolade ud dér, hvor du bagefter sprøjter små toppe af marcipanmassen ud.

Hæld derefter smeltet chokolade ud over toppene med en teske. Pynt evt. med hakkede nødder efter eget valg.

God fornøjelse.

TIP

: Du kan også bruge tørrede morgenfruer, som pynt på kastanjemarcipantoppene. De fås hos helsekosten og tager sig smukt ud på den mørke chokolade. Og så smelter de fint i munden sammen med konfekten

.

Maries fedtebrød – med hilsen fra Frøken Jensen


200 g mel
½ tsk. hjortetaksalt
200 g smør/margarine
100 g sukker
100 g kokosmel
Glasur: flormelis og vand eller citronsaft

Mel og hjortetaksalt blandes, og fedtstoffet smuldres i.

Sukker og kokosmel tilsættes, og dejen æltes sammen. Den trilles ud i 3 stænger, som lægges på en smurt plade og trykkes lidt flade.

Bagetid: 12-15 min. ved 200 grader.

Glasur af flormelis og vand eller citronsaft smøres på stængerne, mens de er lunkne, og de skæres derefter ud i snitter.