sponsoreret indhold
Zabrina satsede alt da hun traf et livsændrende karrierevalg: ”Havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, havde jeg nok ikke sagt ja”
SPONSORERET indhold

Zabrina satsede alt da hun traf et livsændrende karrierevalg: ”Havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, havde jeg nok ikke sagt ja”

Kan man gå direkte fra SU til at starte egen virksomhed? Det gjorde Zabrina Ziegler, der er medstifter af tyggegummimærket True Gum. Læs med her, hvor hun fortæller om hendes ærlige oplevelse af at være med i et start-up - og hvorfor to år uden løn var det hele værd.

09. nov. 2020 | Livsstil | True Gum

30-årige Zabrina Ziegler er på ingen måde den typiske iværksætter – hvis der altså overhovedet findes sådan én. Godt nok drømte hun om et job, hvor hun kunne få lov til at eksperimentere og udvikle nye produkter. Men det var helt fint, hvis det kunne foregå i klassiske 8-16-rammer i en stabil, større virksomhed.

Sådan gik det dog ikke. Tre måneder efter hun havde færdiggjort sin kandidat i Human Ernæring, modtog hun en besked på LinkedIn, der skulle vise sig at gøre de næste år af hendes liv helt enormt spændende - og mindst ligeså udfordrende.

To unge gutter ved navn Peter og Morten havde sat sig for at udvikle et plastikfrit tyggegummi, og de ville have Zabrina med på holdet som produktudvikler. En idé, der fangede den nyuddannede ernæringseksperts opmærksomhed – for kunne det virkelig passe, at der var plastik i tyggegummi? Og hvorfor havde ingen sat fokus på det før?

”Hvad er det værste, der kan ske?”

Men den var altså god nok. Zabrina behøvede ikke at bruge lang tid på research for også selv at nå frem til, at der var plastikkomponenter – af den slags der bliver brugt til at lave blandt andet bildæk - i stort set alt tyggegummi, der fandtes i de danske butikker.

”Samtidig kunne jeg virkelig mærke Peter og Mortens entusiasme, så jeg tænkte: Hvad er det værste, der kan ske? Jeg kan jo godt lige mødes med dem og høre mere om idéen. Om ikke andet har jeg da noget sjovt at lave de næste par uger, imens jeg alligevel søger jobs”, fortæller Zabrina om sin første reaktion.

Tekst-1.jpg

Det unikke ved True Gum er, at kernen er lavet på saften fra gummitræer. Saften høstes ved at snitte i barken, så træerne ikke behøver at blive fældet.

Det blev dog ikke bare ved et par uger. Allerede ved første møde fik Zabrina råvarer med hjem, og så gik testfasen ellers i gang i hendes eget køkken. Målet var at erstatte gummibasen fra traditionelt tyggegummi, der typisk består af plastik og andre kunstigt fremstillede ingredienser, med et naturligt alternativ; saft fra sydamerikanske gummitræer.

”Min kæreste grinte sgu lidt af mig, da jeg stod der i vores køkken og ivrigt fortalte om mine nye ambitioner om at udvikle et bedre tyggegummi for miljøet. Og jeg brugte ham løbende til at testsmage det. For at være ærlig, så smagte det faktisk elendigt til at starte med. Men efter 472 forsøg havde vi endelig en opskrift på de første tre varianter; mint, lakrids og ingefær.”

Skabte drømmejobbet selv

Næste skridt var at finde et sted, hvor der var plads til at producere mere end bare en enkelt grydefuld ad gangen. Det lille start-up rykkede fra køkkenet på Østerbro til 16kvm i Københavns Sydhavn, og selvom der var lange udsigter til en reel løn, fulgte Zabrina med.

”Ingen af os var klar over, hvor meget det krævede at bygge en fabrik op fra bunden – og heldigvis kan man sige. Havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til, er jeg faktisk i tvivl, om jeg ville have sagt ja. Da vi begyndte at producere til de første små butikker, æltede jeg stadig alt i hænderne. Sådan noget tyggegummi er altså virkelig sejt, og så skulle det håndpakkes bagefter. I den periode behøvede jeg i hvert fald ikke fitness”, siger Zabrina grinende.

Da True Gum kort efter fik 7-Eleven som første store kunde, begyndte det hårde arbejde for alvor. Teamet, der nu bestod af fire, knoklede 16-17 timer i døgnet for at følge med. Men trods lange arbejdsdage var Zabrina ikke længere i tvivl; det var her, hun skulle være.

Tekst-2.jpg

I dag har True Gum egen produktion i Glostrup, hvor Zabrina er ansvarlig for alt udvikling på fabrikken der dagligt producerer mere end 300 kg. tyggegummi.

”Jeg var jo helt nyuddannet og havde ingen erfaring med at lede en produktion. Men som virksomheden langsomt voksede og tyggegummierne blev bedre, kunne jeg slet ikke slippe det. Selv når jeg ikke var på arbejde, talte jeg om tyggegummi,” siger Zabrina og fortsætter:

”Jeg er et kæmpe ordensmenneske. For mig skal tingene skal helst foregå i kontrolleret tempo. Så i begyndelsen var en af de største udfordringer virkelig at vænne mig til, at rejsen med et start-up er en stor rutsjebane tur. Det er ofte to skridt frem og et tilbage, men hvert skridt føles til gengæld som den største sejr! Det er godt nok ikke et 8-16 job, men for mig er det drømmejobbet, som jeg er ret stolt over selv at have været med til at skabe.”

Et grønt alternativ

Trods idéen til True Gum opstod ud fra et ønske om at undgå plastik, har Zabrina og teamet også strøget en række andre ingredienser fra den klassiske tyggegummiopskrift undervejs i udviklingsprocessen.

Visionen var, at det færdige produkt skulle produceres med omtanke på miljøet og være så bæredygtigt som overhovedet muligt – og derfor gav det nærmest sig selv, at tyggegummiet heller ikke skulle indeholde hverken palmeolie, hormonforstyrrende stoffer eller aspartam.

”Vores største drøm er, at True Gum får en fast plads ved siden af de store brands i butikkerne og dermed oplyse forbrugerne om at der findes et plastikfrit alternativ. Jeg synes folk har ret til at vide, hvad de køber, hvad de støtter, og hvordan de kan gøre en konkret forskel gennem deres køb – selv ved noget så simpelt som købet af tyggegummi.”

True Gum findes i kæder på tværs af hele Danmark. Find din nærmeste butik her.