"Man skal turde opsøge heldet"
SPONSORERET indhold

"Man skal turde opsøge heldet"

For folketingspolitikeren Uffe Elbæk kommer lykken, når han selv har magt over sin egen livssituation og har muligheden for at ændre ting, han mener, skal forandres.

Foto: Bax Lindhardt, Scanpix
29. jan. 2016 | Livsstil | Eurowoman

De kommende uger bringer Eurowoman.dk en serie om lykke. At føle lykke, mangle lykke, leve på lykke. Og hvor lykken findes i vores moderne samfund.

I den forbindelse fortæller en række danskere om deres personlige oplevelser med lykke. Den tredje, vi bringer i rækken, er folketingsmedlem og politisk leder for partiet Alternativet, Uffe Elbæk.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Dårligt selvværd er en integreret del af at være kvinde i det moderne samfund"

Han er uddannet socialpædagog og har en tillægsuddannelse i journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Igennem sin karriere har han siddet i byrådet i Aarhus Kommune, er tidligere folketingsmedlem for Radikale Venstre, og så er han en af stifterne bag kulturinstitutionerne Frontløberne, Kaospiloterne og det politiske parti Alternativet, der blev valgt ind i Folketinget ved det seneste Folketingsvalg i 2015.

"Lykke kan lyde ekstremt banalt, når man taler om det. Grønlænderne har vist nok 20.000 ord for sne eller måske lidt mindre, men lykke er kun ét ord, vi burde bruge 20.000 for at komme helt derind, hvor der er overensstemmelse mellem det, du føler, det, du tænker, og det, du gør. Når der er samfølelse mellem det, tror jeg på, man er hjemme i sig selv og føler en stor mening med det, man gør.

Meningsfuldhed er lig med en slags lykke for mig. Jeg føler, ting giver mening, når jeg jeg har magt over min egen livssituation og -retning, og at jeg har mulighed for at lave om på ting, jeg har lyst til at ændre.

LÆS OGSÅ: "Mit allerbedste råd til jer lige nu er, at I ikke skal lade jer lokke ind i det akademiske hamsterhjul"

For mig kan meningen forsvinde, hvis jeg ikke bliver hørt. Hvis jeg føler mig usynliggjort, marginaliseret og ikke hørt i forhold til det, jeg føler, jeg kan bidrage med. Det kan være politisk og privat, og jeg tror, vejen frem netop er at sørge for at være ved roret.

Man er ikke bare heldig at opleve og opnå gode ting. Ens nysgerrighed, følsomhed eller opmærksomhed skal også være en drivkraft, der tør opsøge heldet. Man kan ikke være sikker på, at dét, man vil, sker, men man kan opsøge muligheden for, at det sker. Du møder ikke kærligheden i dit liv, hvis du ikke åbner op og er opmærksom på dem, der er omkring dig. Dér opstår meningen.

LÆS OGSÅ: Sådan begyndte Danmarks nye parti Alternativet

Ligesom første gang ens barn løfter hovedet og ligner en, der er i gang med at erobre livet. Når benene bliver slået væk, og man møder manden i sit liv. Eller følelsen af at sidde på en turistbåd på valgaftenen og se, at Alternativet er kommet ind i Folketinget, og man ikke engang kan formulere sig rigtigt. Lykken er også en stille søndag morgen uden telefoner. Eller en snak med sin gamle 90-årige mor. Lykkeøjeblikke er, når man kan være fuldstændig til stede.

Det handler om at være til stede i øjeblikket. Det behøver ikke blive emotionelt, men når jeg kan trække vejret helt ned i maven og lade det, der skal komme, komme til mig, uden at jeg presser mig selv at overperforme eller være overkarriereorienteret, så synes jeg, lykken er der. Når jeg evner at være menneskelig i det der sker og er åben for det, der kommer både udefra og indefra."

LÆS OGSÅ: 59 tegn på at du ikke er så original, som du tror

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2015: Nr. 5 - Uffe Elbæk

LÆS OGSÅ: "For mig er lykke noget, der kan ramme som et lyn, men også en følelse jeg selv kan udløse"