Ugens intro: Du styrer den selv, julen!
Julen banker så småt på døren, og ALTs redaktion har haft gang i den helt store jule-brainstorm.
Når vi går i gang med de første brainstorm på årets juleideer her på ALT for damerne, deler redaktionen sig i to: Dem, der jubler med, og dem, der råber: Kan vi ikke bare lave en artikel om at HADE julen? De sidste er heldigvis de færreste.
For hvad er det egentlig med julen, der gør, at man overhovedet kan hade den? Det står jo enhver frit at forme den, som man vil. Og man behøver jo ikke gå amok i julehjerter og anden flitterstads, man kan jo digte helt nye juletraditioner, som f.eks. vores madredaktør Mette Mølbak:
”Mellem jul og nytår afsætter jeg og min mand en aften, hvor vi forinden har købt ind til spaghetti og kødboller og ser ”God Father” (helst alle tre film) og drikker italiensk vin. Det har vi gjort lige siden vores første jul sammen, og aftenen er med til at huske os på, hvor godt vi har det sammen – og så er det et dejligt afbræk fra julemad og familieræs”.
En familie, jeg kender, har gjort det til tradition at samle alle vennerne den 23. december – og en gruppe veninder mødes hvert år til klejnetræf lige op til jul. De indtager hvert år de samme roller: En ruller ud, en dybbekoger, mens den tredje egentlig ikke bidrager til andet end den almindelige underholdning. Og lige her er det alt nok! De får set hinanden og hygget sig, inden det brager løs med den pukkelryggede. Så, hvad enten du glæder dig eller gruer, så husk: Det er op til dig at forme din jul. For mig må det i hvert fald være et julefortsæt at starte en ny tradition!
Læs mere om denne uges blad hvor du får et stort julenummer på 52 sider!
Læs også: Læserne fortæller: Min bedste juleaften