Julegaver

Ugens intro: Gi'r det mening at gi' gaver?

Der findes familier, der vælger julegaverne fra til fordel for andre ting. Men er det en anelse trist at fravælge de traditionsrige julegaver?

Sidste år var jeg på besøg i en børnefamilie 3. juledag. Lige inden for entredøren stod en papkasse. Fyldt med børnenes julegaver, nogle af dem var ikke engang kommet ud af cellofanen. Det var åbenbart ikke lige dem, ungerne var optaget af. Der var så meget andet at lege med.

Hvor mange af os har egentlig behov for flere ting? Stort set alt kan jo købes i Netto til en tier. Det kan være svært lige at se de akutte behov.

Mange, jeg kender, dropper at give gaver. Eller slår alle småbeløb sammen, så der bliver givet få, men store gaver.

Men egentlig er det da en anelse trist, hvis glæden ved at gi’ og modtage er borte. Her på ALT for damerne vil vi gerne gøre noget for at hjælpe dig med at genopfinde den. Du kan starte med at kigge i vores ikke mindre end 16 sider lange julegaveguide i denne uges ALT for damerne (47). Mon ikke der skulle være noget, du kunne have lyst til både at gi’ og modtage? Selv ta’r jeg altid udgangspunkt i, hvad jeg selv bli’r glad for at få. Og så vender jeg den lige om og tænker: Vil Susanne også blive glad for det? Er svaret yes, kan jeg se det for mig, slår jeg til!

Og der er altså ikke noget bedre end at gå rundt og shoppe skønne ting, som man selv kan lide, og som man ved, vil glæde en anden. Det gi’r mening!

Læs mere om ugens blad, hvor du får en kæmpe julegave-guide:

ALT for damerne nr. 47

Kom i julestemning med opskrifter på lækre julekager og andet guf og knas.