Ugens leder

Ugens intro: Få gode ben

Om rundt regnet tre måneder går ALT for damernes store kvindeløbsturne i gang, og chefredaktør Camilla Frank glæder sig til begivenheden.

Jeg løber på en landevej på Fyn. Det går så stærkt, at jeg ikke kan nå at læse på skiltet foran det hvide hus, hvad de sælger ud over kartofler og friske et-eller-andet. Jeg har gode ben, synes jeg, og sætter farten yderligere op. Det må blive en ny personlig rekord på denne her kilometer, tænker jeg tilfreds. Men nej. Det blev det ikke. Faktisk blev det ingen rekord overhovedet, jeg havde løbet mine 8 kilometer landevej langsommere, end jeg havde løbet længe. Lidt underligt, at man kan føle det, som om man løber virkeligt stærkt, og så mest af alt gøre det modsatte. Men egentlig nok bare resultatet af at have løbet på løbebånd det meste af vinteren, foreslog nogle (kloge) kollegaer.

LÆS OGSÅ: Ugens intro: Her er min perfekte gade (i Paris)

Om rundt regnet tre måneder begynder ALT for damernes store kvindeløbsturne over hele Danmark – min udendørs træning begynder nu. Og på redaktionen er vi også begyndt at glæde os. Det er så hyggeligt at møde jer i løbetrøjer i jeres hjembyer og endnu mere hyggeligt at se, hvor glade både I og vi bliver af at løbe en tur – sammen. Uanset tempoet. I løbemagasinet, som du får med bladet i denne uge, hjælper vores nye sundhedsredaktør og løbeekspert Christina Bølling dig i gang. Christina kan du også glæde dig til at møde (eller løbe om kap med) ude i byerne. Tilmeld dig i dag på ALTfordamerne.dk.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden