Ugens leder: Fniseadvarsel
Hvis der er en side, vi nok aldrig kommer til at fjerne her i ALT for damerne, så er det klummesiden. For jo, det kan godt være, den ligger sådan lidt undseligt der sidst i bladet. Men vi tænker den egentlig som en dessert.
Hvis der er en side, vi nok aldrig kommer til at fjerne her i ALT for damerne, så er det klummesiden. For jo, det kan godt være, den ligger sådan lidt undseligt der sidst i bladet. Men vi tænker den egentlig som en dessert. Et lille sødt punktum, når du har boltret dig i resten af bladet, ja, så er der altså lige den her mundfuld til. Gufguf!
Og vi ved, at I kan li' dem. Når vi er ude at tale med læserne, får klummerne altid ros. At I så også er så vilde med genren, at I selv har mod på at kaste jer ud i den, fik vi mildest talt dokumenteret i efteråret, hvor 720 af jer indleverede en klumme i vores store Skriv selvkonkurrence!
Hvis jeg nu siger: "Hvem tænker du først på, hvis jeg siger: Professionel klummeskribent?" Så tror jeg faktisk, jeg kender svaret. Mit gæt vil være "Maise Njor". Maise har skrevet klummer, siden hun var 18 år, først i Det Fri Aktuelt, siden i Berlingske Tidende, Politiken, Eurowoman og selvfølgelig også her nu i dit ALT for damerne.
Jeg må indrømme, at Maise er en af de klummeskribenter, jeg altid selv læser med største fornøjelse. Derfor glæder jeg mig til at genlæse den stribe, der er samlet i bogen "Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?"
Så min anbefaling denne uge til dig? Gi' dig selv en time eller to på sofaen med bogen, der følger med denne uges udgave af ALT for damerne. Og udsend så en fniseadvarsel. For at læse Maise går ikke stille af!
Se også sidste uges leder: Ryger kiloene?
Nøgleord til denne artikel: leder, ugens leder, klumme, intro.