Ugens musik: 3 vinterplader der varmer

Barack Obamas yndlingsmusik har fundet vej til musikredaktør Marie-Louise Truelsens anbefalinger i denne uge.

"Love Out Loud" - Anthony David

Uhhh, dejlig rhythm and blues! Anthony David er super cool, og hans album "Love Out Loud" er ren vellyd hele vejen igennem. Fed soulet stemme og musik, jeg er nødt til at vippe med fødderne til. Og så gør det da ikke noget, at både Michelle og The President himself er vilde med Anthony David. Det drysser lidt ekstra stjernestøv ud over skiven, der i øvrigt er ret fin med et stort rødt hjerte.

"Unorthodox Jukebox"- Bruno Mars

Det er aldrig let at skulle leve op til en mega succes, men Bruno Mars klarer den på sit andet album, "Unorthodox Jukebox". Hans debutalbum "Doo-Wops & Hooligans" fra 2011 solgte 45 gange platin på verdensplan, og jeg tror, at det nye album kan følge trop. Albummet er dejligt varieret i tempo og stil, så man undgå den der følelse af, at det hele flyder ud i et. Særligt vil jeg fremhæve "Show Me", "When I Was Your Man" og "Moonshine" som rigtig fine numre, der placerer Mars i toppen af poppen.

"Ønskescenariet" - Alberte Winding

Jeg forelskede mig hovedkulds i Alberte Winding, dengang jeg sad og så "Bamse og Kylling" med mine små piger. Stemmen og sødmen holder den dag i dag – det er, som om Alberte ikke bliver ældre, som årene går. Når det er sagt, skal jeg dog understege, at Albertes nye album, "Ønskescenariet", helt klart er et voksenalbum, der kredser om kærlighed og nære værdier. Fine tekster, fine sange, bare fint, synes jeg. Ufarligt på den dejlige måde, uden at det bliver kedeligt.

LÆS OGSÅ: Sanger Jimmy Jørgensen: Kvinder ville ikke have børn med mig