Camila Ramírez, Peru

Camila vil bare gerne føle sig tryg på gaden: "Jeg er altid i beredskab"

Selvom Camila Ramírez er 27 år gammel, bliver hun ofte fulgt hjem af familiemedlemmer. Som kvinde i Peru er hun altid på vagt, når hun går på gaden efter mørkets frembrud, for man ved aldrig, hvad fremmede mænd kan finde på. Hun tror, at ændringen skal ske i klasselokalet.

alt.dk logo

Hvordan er det at være kvinde i dit land?

Der lever stadig en ret gammeldags kultur, hvor mænd behandler kvinder som skrøbelige blomster. Det er både skønt, og så ikke så meget alligevel. Forældre bekymrer sig mere om deres døtre end deres sønner, og fyre følger altid piger hjem. Det er dejligt, fordi man føler sig vigtig, og at der er nogen, der tager sig af en.

Men det skyldes i høj grad også, at det er utrygt for kvinder at gå på gaden om aftenen, fordi det er så normalt at tilfældige, fremmede mænd chikanerer os. Man er derfor altid på vagt som kvinde.

"Kønsbaseret voldskrise"

59% af peruanere viser tolerance overfor vold mod kvinder, viser en undersøgelse fra ENARES (2024). Det er i flere medier blevet beskrevet, som en kønsbaseret voldskrise grundet social attitude og forsømmelse fra Perus regering.

Hvad er du mest bekymret for ved at være kvinde i dit land?

Min sikkerhed. Tilfældige fyre har flere gange taget mig i hånden, når jeg har gået på gaden. Jeg har oplevet mænd, der fløjter efter mig, råber mit navn, stirrer eller sender mig luftkys.

Vi kvinder sender altid lokationer til andre, når vi for eksempel sætter os i en taxi, og vi er altid nervøse, indtil vi ved, at vores veninder er kommet sikkert hjem. Jeg tør ikke opføre mig eller klæde mig for kvindeligt på i frygt for at blive kigget skævt til og være mere udsat.

Alle kvinder – alle lande – én kamp: FRIHED

I denne uge løfter ALT for damerne og alt.dk blikket fra det nære og rækker ud mod kvinder i verden omkring os, hvor den frihed, der herhjemme kan føles som givet, er under pres. 

I alt for mange lande går det tilbage for kvinders rettigheder, og vi kunne have stukket knappenålene i verdenskortet mange steder. 

Vi har udvalgt en række personlige historier fra forskellige lande, hvor vi får et kig ind i virkeligheder, hvor forholdene for kvinder simpelthen går den forkerte vej. Hvor kvinder mister frihed.

Forhåbentlig vil artiklerne efterlade dig både oplyst og grebet af trang til at tale videre om det. Det er nemlig det budskab, der går igen i kvindernes fortællinger: I kan hjælpe os ved at huske os, tale om os og dele vores Instagram-stories. 

Vi håber, du vil hjælpe med at sprede budskabet – og har du lyst til at gøre mere, kan du købe den plakat, vi har lavet ud af forsiden. For at mange har det værre end os selv, betyder ikke, at de ligestillingsproblemer, vi har i Danmark, er ubetydelige. Men disse kvinders historier minder os om, at frihed også er en forpligtelse; at vi skal bruge vores udstrakte frihed til at kæmpe videre. For os og for dem.

Hvordan ser din rolle som kvinde anderledes ud i dag, fra da din mor og mormor voksede op?

Jeg vil sige, at min mor og mormor deltog rimelig frit i samfundet. Dog synes jeg, at kvinders uddannelse spiller en større rolle i min generation, end det gjorde førhen. Dengang de var unge, var det vigtigere, at mænd fik en god uddannelse, fordi de skulle være forsørgere for deres familier. I dag det har min uddannelse været lige så vigtig som mine brødres.

Støt og få plakaten

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund.

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

Sex & Samfund

PlanBørneFonden

 

Hvad håber du fremtiden vil bringe for kvinder i dit land?

Jeg håber, at fremtiden vil føre mere sikkerhed med sig. Jeg vil gerne bare kunne gå på gaden uden konstant at være bange for at komme til skade. Jeg tror, at det vil føre til mere sikkerhed, hvis man laver en streng lovgivning og underviser børn i det. Hvis børn lærer nogle bedre værdier i skolen, tror jeg på, at tingene ville blive bedre.

Camila Ramírez

  • Hun er opvokset i Lima, Peru.
  • Uddannet fysioterapeut.
  • Bor lige nu i Sydney, Australien, hvor hun arbejder på en café.
  • 27 år gammel.