Velgørenhed - kun cool til jul?

Velgørenhed - kun cool til jul?

Og hvad med de familier, der har det svært herhjemme – skal de bare spises af med en julekurv en gang om året?

Her giver vi dig en kalender over gode formål du kan støtte året rundt – se den her, og fortæl os hvad du gør - både til jul og resten af året..

Det her kan du (også) gøre i december, januar og februar:

DECEMBER: Julegaveregn

Er en privat organisation, der samler penge ind, for at gøre en forskel for børn anbragt på børnehjem. Statens takst for julegaver til de børn, der bor på børnehjem er i år justeret til kr. 196 pr. barn… Prøv at sammenligne det beløb med den mængde gaver, børnene omkring dig får… Så er det vist ikke så svært, at give en lille smule videre til de børn, der måske ikke har har den jul, de kunne drømme om. Se her hvordan

JANUAR: Læger uden grænser

Hjælp med at gøre opmærksom på Læger uden grænsers arbejde med mennesker i nød – sæt en label i bunden af dine mails, og spred budskabet. Det koster ikke noget – se her hvordan du gør

FEBRUAR: Mødrehjælpen

Støtter i år 1000 familier til jul, men der er stadig brug for hjælp til de mere end 5.000 forældre (hvoraf langt de fleste er enlige mødre), som Mødrehjælpen hjælper hvert år. Mødrehjælpen rådgiver inden for alle familielivets områder – om alt fra vold i familien til uddannelse, økonomi, abort og samvær. Se hvordan du kan støtte det vigtige arbejde her.Det her kan du (også) gøre i marts, april og maj:

MARTS: Røde kors

Hjælper mennesker, der rammes af katastrofer, krige og konflikter eller på anden måde lever under håbløse forhold. Giv en gave, der gør en forskel hele året, for 350 kr. kan du sende et barn i Zimbabwe eller Malawi skole i et helt år. Læs mere her

APRIL: Folkekirkens Nødhjælp

Fik i 2008 danskerne til at købe over 16.000 julegaver, deriblandt de meget omtalte geder. I år opfordrer Folkekirkens Nødhjælp dig til at købe en ø – med ’øen’ hjælper du fattige øboere i Sydasien med at modstå klimaskabte oversvømmelser. Køb din 'egen' ø her

MAJ: Unicef

Arbejder for at sikre børns ret til en sund og tryg start på livet, uddannelse og beskyttelse. Vidste du f.eks. at der dør et barn af AIDS hvert minut? De fleste bliver smittet som nyfødte af deres mødre, selvom det er nemt og billigt at forebygge. Du kan sørge for at teste 100 gravide kvinder for hiv, og samtidig være til at sikre, at hiv-smittede mødre og deres nyfødte børn får medicin og forebyggende behandling med det samme. Se hvordan her.

Det her kan du (også) gøre i juni, juli og august:

JUNI: Børnefonden

Er en sponsororganisation, der giver dig mulighed for at hjælpe børn i fattige lande til at blive sunde, godt uddannede og selvstændige voksne. Samtidig støtter Børnefonden også børnenes forældre til at skabe et varigt eksistensgrundlag og en fortsat udvikling af lokalsamfundet. Du kan sprede det gode budskab om Børnefondens arbejde, ved at sende et postkort her

JULI: Plan Danmark

Er en af verdens største humanitære organisationer med fokus på børn. Der findes over 1 mio. faddere til mere end 1,2 mio. børn. Som Plan fadder får du ’dit eget’ barn, som du støtter. Du får et indblik i barnets liv og for bare kr. 4,50 om dagen kan du gøre en forskel for et barn i et af verdens fattigste lande. Hvis du sammenligner det beløb med hvad du ellers bruger, er det jo stort set ingenting.

Læs mere her

AUGUST: Red Barnet

Er en del af Save the Children, som er verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation, og kæmper for børns rettigheder og giver akut og langsigtet hjælp til udsatte børn i Danmark og resten af verden. Du kan støtte Red Barnet på mange måder – se hvordan her

Det her kan du (også) gøre i september, oktober og november:

SEPTEMBER: Frelsens hær

Gør meget mere (og andet) end at synge på gaden - i 2008 hjalp de over 160.000 danskere heraf over 6.000 i julen. Frelsens Hær i Danmark driver blandt andet krisecentre, væresteder med bespisning, herberg, vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, børnelejre, genbrugsbutikker, ældrecentre, kollegier samt meget mere. Dette arbejde har brug for støtte hele året og ikke kun i december. Se hvordan du kan støtte Frelsen Hær her

OKTOBER: Børns vilkår

Er hvert år i kontakt med mere en 13.000 børn og unge, som de rådgiver via BørneTelefonen, BørneChatten, BørneLinket og BørneBrevkassen. Samtalerne handler om emner, som børn og unge finder svære i deres verden, og spænder over alt fra sorg, vold, mobning, kærestesorger og omsorgssvigt. I oktober køres kampagnen Bag for en sag, hvor børn i institutioner over hele landet bager boller og kager og sælger det til deres forældre. Du kan støtte Børns Vilkår, og læse mere om deres vigtige arbejde her

NOVEMBER: Kirkens korshær

Driver blandt meget andet Sct. Nicolai tjenesten - en telefonrådgivning, for folk med selvmordstanker, eller behov for en fortrolig anonym snak. Derudover står organisationen også bag genbrugsbutikker, varmestuer, herberger, og meget meget mere. Projekter som der er god grund til at støtte, også selvom det ikke er jul. Læs mere om hvordan du kan støtte her

Hvem eller hvad støtter du? Og er det kun i december, din næstekærlighed kommer til udtryk? Fortæl om det her: