Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Mand og kvinde krammer
Foto: iStock Daisy Løvendahls ti bedste råd til at finde friheden i jeres parforhold.

Frihed i parforholdet

10 råd til at finde friheden i parforholdet efter I har fået børn

Trangen til at gøre noget for sig selv bliver ikke nødvendigvis mindre, når man får børn. Men hvordan giver man hinanden frihed, uden at den anden køres i sænk? Her er personlig rådgiver Daisy Løvendahls ti bedste råd.

1. Nyd tiden alene

Hvorfor ikke gøre alenetid med børnene til noget, du værdsætter? Det er trist, hvis tid uden ens partner er lig med, at det er hårdt, svært eller ekstra krævende. Så hvad skal der til, for at du kan se frem til en aften eller en uge alene med børnene? Find de svar og vær ikke bange for at inddrage hjælp fra andre, nem mad og tålmodighed med dig selv i løsningerne.

2. Vær tydelig med dine ønsker

Bed om det, du selv vil have. Dette er en kæmpe udfordring for mange forældre, men der er en dybere visdom i det. At du har overskud og føler, dit liv fungerer, er essentielt for din lykke – og for din evne til at give din kæreste mere frihed. Du kan nemlig ikke helhjertet give andre frihed, hvis du ikke også tager det selv. Vær derfor tydelig med dine ønsker, pas på din glæde og bed om det, du har brug for. Husk også dig selv på, at dine børn trives bedst med en mor, der nyder sit liv.

3. Brug 30 minutter

Ofte bliver længslen efter frihed associeret med tiden inden, I fik børn. Med lange aftener uden bagkant, med weekendmorgener i sengen til klokken 13 og uger på ferie uden krav. Drop det billede og se efter friheden i hverdagen. Brug 30 minutter og gør noget, du har lyst til lige nu. Tag en kop kaffe på vejen hjem fra yndlingscafeen, læg dig med en bog eller ring til en veninde. Det lyder måske ikke af meget, men mere skal der ikke til.

LÆS OGSÅ: 10 veje til mere nærvær i parforholdet

4. Vær spontan

Inviter en ven over den aften, hvor I spontant har lyst. Gå ud alene klokken 20.30, når der pludselig er ro til det. Frihed er også anti-planlægning. Det er at tage det, du har lyst til lige nu. Spontanitet er måske ikke det, du associerer mest med familieliv, men det er faktisk ikke umuligt at kombinere. Mærk efter, hvad du har lyst til, gør det konkret, og inviter gerne din familie med ind i det. Lige nu.

5. Giv hinanden en aften om ugen

Nogle gange er det bare dejligt at vide, at der er en aften, som er din. Hvor du kan dyrke motion, gå ud, arbejde igennem, være alene eller sammen med dine venner. Giv hinanden en aften hver uge. Aftal på forhånd, hvilke dage der er afsat til jer hver, og gør det til en fast del af jeres ugepraksis. I et travlt liv har de fleste voksne brug for tid til sig selv. Den tid er ikke luksus, men en naturlig del af at være menneske. Så giv hinanden den tid, med respekt for at din kæreste ikke kun er din og børnenes, men også sin egen. Højst sandsynligt kommer din kæreste hjem igen med fornyet lyst til jeres fællesskab.

6. Drop regnskabet

Kom ud over regnskabet med, hvem der har været mest væk. Tanken om, at hvis du er væk, mister jeg noget, er vejen til helvede. For så bliver det et minus at være sammen med børnene. Og er det egentlig det? Drop regnskabet imellem jer og begynd i stedet at tale om disse tre ting: Hvor lang tid har I hver især brug for at være væk? Herunder både tid væk på grund af arbejde og egne interesser. Hvor meget har I brug for at være sammen som familie? Hvilke konkrete tiltag kan I gøre lige nu for at skabe plads til, at I begge er væk hjemmefra og sammen? De samtaler er langt mere interessante og opbyggende for jer end Excel-arket med regnskab over, hvad der er ret og rimeligt, og hvem der sidst var ude en fredag.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har du så travlt?

7. Tag også ansvar, når du ikke er der

Når du er væk fra din familie, har du stadig ansvaret for, at din familie trives. Så tænk lige fem skridt videre end det øjeblik, hvor du går ud ad døren. Hvordan kan du gøre tiden, hvor din kæreste er alene med børnene, bedre? Skal du vaske, inden du tager afsted, så der er bund i vasketøjet? Skal du lave en grydefuld suppe og fryse den ned? Sørge for indkøb, der leveres til døren? Din familie er altid dit ansvar. Også når du ikke er der.

8. Find friheden i familien

Frihed er ikke altid at være væk fra familien. Det er også at skabe tiden til det, du som voksen har lyst til, midt i familielivets kaos og kærlighed. Så tag på café med børnene, løb i skoven med dem og gør det, du gerne vil, sammen med dem. Inviter dem ind i alt det, som er dig. Også dit trætte jeg, som gerne bare vil kigge ud ad vinduet, eller dit storby-jeg, der vil på museum og være kulturel. Det er selvfølgelig ikke det samme at gøre de ting som familie, men det kan sagtens være godt.

9. Tag 2x3 dage

I et parforhold skal der både være frihed og fællesskab. Vi kan ikke leve uden nogen af delene. Fællesskabet lever ofte i hverdagen med arbejdet, hinanden og børnene. Friheden har derimod nogle gange brug for andre rammer. Derfor vil jeg råde dig til, at du tager væk fra familien tre dage årligt for at være alene eller sammen med dine venner. De dage er din tid til at lade op, mærke, hvem du er uden de andre - og måske også savne dem. I samme åndedrag vil jeg råde dig til at tage tre dage væk sammen med din kæreste, fra det år, hvor jeres yngste er fyldt et år. De dage er jeres til at være kærester og (gen-)opdage, hvem I også er – udover forældre.

LÆS OGSÅ: Er der knas i parforholdet? Her er tips til at fikse det og gøre det endnu bedre

10. Kend din kæreste

Hvad er det egentlig, din kæreste har brug for? Øv dig i at kende din kærestes behov og længsler og giv mere af det. Giv det, fordi der kan være en vild følelse af frihed i at blive vækket med et kys og beskeden om, at det er okay, at du læser avis eller laver yoga. Begynd dette med at lægge mærke til, hvad din kæreste savner, og giv mere af det. Spørg også gerne direkte: Længes du efter mere frihed? Og hvordan kan jeg støtte dig i at få lidt mere af den i dag.

DAISY LØVENDAHL

Personlig rådgiver, foredragsholder og forfatter til bøgerne ‘LEV’ og ‘ELSK’. Hun er særlig optaget af det moderne livs udfordringer. Læs mere på daisylovendahl.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Parforhold, Kærlighed og Mor