Barn med feber
SPONSORERET indhold

39,9 grader: Hjælp dit lille barn med feber

Alle børn får varm pande fra tid til anden. Men kan feber være farligt? Og hvad kan du selv gøre for at lindre og hjælpe din baby? Få børnelægens råd ved feber.

Af:: Elisabeth Lykke Nielsen, Vores Børn, november 2014
21. jan. 2015 | Børn | Vores Børn

Røde kinder, blanke øjne, løbende næse og let til gråd. Noget er anderledes, end det plejer, og du lægger en hånd på dit barns pande. Den er brandvarm!

Du tager hans temperatur, og den er god nok: Din skat har feber. Hvad gør du?

Ifølge børnelæge Annebeth Rosenvinge gør du bedst i at slå koldt vand i blodet. Feber er hverken farligt eller unaturligt, og det er ikke tallet på termometret, du skal holde øje med, men derimod dit barn.

– Manges skræk er en høj temperatur, men den betyder i langt, langt de fleste tilfælde ingenting. Det er dit barns reaktion på sygdommen, der er vigtig, siger hun.

Feber er kroppens reaktion

Feber er som udgangspunkt ikke farlig, det bliver den først, hvis den nærmer sig 42 grader. Men du bør selvfølgelig holde øje med dit barn, når temperaturen kravler opad. Sandsynligvis kan du mærke på hans opførsel, om han har feber, selv om børn reagerer meget forskelligt på feber, også fra gang til gang. Det kan være, du har et ulykkeligt lille pus den ene gang, for så at få en krævende mini-primadonna eller en fuldstændig upåvirket snothas den næste. Det er helt okay, at dit barn bliver pylret og irritabel, men klokkerne skal ringe, hvis han bliver ligeglad og ugidelig. Ifølge Annebeth Rosenvinge skal du holde øje med, om junior er lige så opmærksom, som han plejer, og reagerer på de samme ting, eller om han virker sløv, fjern og ligeglad, når du for eksempel viser ham legetøjet. Spørg lægen til råds, hvis du er i tvivl. Det er dog godt at huske, at feber er en naturlig reaktion fra barnets immunsystem, når det bekæmper en infektion. Infektionen kan have tre forskellige årsager: Virus, bakterier eller parasitter. Det sidste er dog sjældent. Ofte skyldes infektioner virus – og lidt sjældnere bakterier, som for eksempel giver lungebetændelse eller mellemørebetændelse. For eksempel er forkølelse en virus ligesom influenza, og halsbetændelse kommer ikke nødvendigvis af streptokokker, men kan også sagtens skyldes en virus. De fleste sygdomme og febertilfælde forårsaget af virus er ikke alvorlige. RS-virus er dog en undtagelse, som giver høj feber og kan ligne en dobbeltsidig lungebetændelse hos helt små børn, og den betyder indimellem, at den lille patient må en tur på hospitalet. – Derfor er det dit barns reaktion frem for temperaturkurven, du skal holde øje med, minder Annebeth Rosenvinge om.

Mere væske, mindre mad

I langt de fleste tilfælde er der ingen grund til hverken hospitals- eller lægebesøg, når den lille pande bliver varm og øjnene blanke, og der er masser af ting, du selv kan gøre for at hjælpe dit barn igennem feberen, mens naturen får bugt med virussen.

– Væske, væske, væske. Det er det bedste, du kan servere for dit barn, når han er syg, siger Annebeth Rosenvinge og understreger, at det er lige meget hvilken, bare den kommer indenbords.

– Find ud af, hvad dit barn helst vil drikke, og servér det, selv om du synes, han har fået rigeligt saftevand i dag. Mælk er lidt sværere at fordøje, hvis dit barn for eksempel har en maveinfektion, men er det mælk, han vil have, så må det være sådan, siger hun.

LÆS OGSÅ: Børnesygdomme: Hjælp dit barn gennem vinteren

LÆS OGSÅ: De første tænder kan gøre ondt

Læs videre på næste side…

Større børn vil måske gerne have en sodavandsis, og hvis det er sådan, du får væske i den lille, så glem din sukkerpolitik for en dag eller to, mens hun har feber anbefaler børnelægen, der til gengæld mener, det er en skrøne, at kamillete hjælper på feber og sygdom. Mens du skal fylde på med så meget drikkeligt som muligt, skal du til gengæld holde igen med havregrød, hapser og andre lækkerier, især hvis dit barn ikke virker sultent. Feber svækker nemlig appetitten, og det skyldes, at dit barns mave og fordøjelse arbejder i slowmotion, når han har feber. Nogle børn kommer desuden lettere til at kaste op, når de er syge, også selv om de ikke har en maveinfektion. – Vær ikke bange, hvis dit barn ikke spiser ret meget, mens han har feber. De fleste børn indhenter det, i ugen eller ugerne efter at de er blevet raske, selv hvis du har en spinkel spirrevip. Du kan godt prøve, om du kan få ham til at spise lidt, men lad være med at stresse, hvis dine lækkerbiskner ikke frister, anbefaler Annebeth Rosenvinge.

Af med tøjet

Tænk over, hvor meget tøj du pakker dit barn ind i. Giv ham så lidt på som muligt. Selv om det virker køligt med ble og undertrøje, kan det godt være, det er den bedste dresscode lige i dag. – Feber dannes i kroppen, når man er i gang med at nedbryde en infektion, men det er ikke feberen i sig selv, der nedbryder infektionen. Derfor gør det ikke noget at slå feberen ned ved at lufte ud og klæde dit barn let. Tværtimod hjælper det sandsynligvis på hans trivsel ikke at være for påklædt, så han kan komme af med varmen, siger børnelægen. Du skal selvfølgelig holde øje med, at du ikke får kølet ned så effektivt, at din guldklump fryser. Mærk efter i nakken, om junior har det for varmt eller koldt. Selv om helt små børn sjældent får kulderystelser, er det ubehageligt for dem at fryse.

Lyt til dit barns signaler

Du tænker måske, at så er det fint med en lur udenfor i den frisk luft i en velkendt og tryg barnevogn, og det er det i princippet også, siger Annebeth Rosenvinge.

– Dit barn kan sagtens komme ud at sove, når han har feber, hvis han holder den samme kropstemperatur ude som inde. Det eneste er, at det kan være sværere at observere ham udenfor, siger hun og understreger, at et barn med feber altid bør være inden for synsvidde – derfor kan du løse det ved at gå en tur med barnevognen, så du kan holde øje.

Men hvad kan du ellers udsætte det lille kræ for? Skal du aflyse alt i en uge eller tage baby med de samme steder, som I plejer at komme? Det kommer helt an på dit barns humør og på de mennesker, I er sammen med. Når man for eksempel afskærmer syge børn fra andre børn, er det for at tage hensyn til de raske børn.

LÆS OGSÅ: Snot og forkølelse – hvad er fup og fakta

LÆS OGSÅ: Kend din babys gråd

Læs videre på næste side…

– Det syge barn kan det, som han giver udtryk for, at han kan. Han har sikkert ikke lyst til det samme, som når han er på toppen, men der er ingen grund til helt at aflyse det hyggelige besøg hos jeres venner eller forældre, medmindre farmor er bange for at blive smittet. Det vigtige er, at dit barn er med på løjerne. Hvorvidt dit barn kan komme i institution, afhænger – ud over af hans tilstand og humør – af institutionens politik. Formentlig er han klar til at komme tilbage til sine små venner, før institutionen er parat til at tage imod ham, fortæller børnelægen.

Er piller okay?

En anden måde at hjælpe dit barn med feber til at kvikke lidt op er at give ham paracetamol, for eksempel børnepanodil, som kan fås både i flydende form, som stikpiller og som almindelige tabletter. – Mange mener, at det er naturligt at have feber, og det er det også. Jeg synes alligevel, man skal give paracetamol for at hjælpe barnets trivsel lidt på vej. Kroppen bekæmper infektionen lige så godt med som uden paracetamol, siger Annebeth Rosenvinge. Hun anbefaler, at små patienter får paracetamol i flydende form, fordi det er nemt at dosere præcist. De færreste små børn kan sluge tabletter, og en stikpille kan dit barn komme til at klemme ud i bleen, inden den er blevet optaget i tarmen. Er dit barn under to år, skal du dog konferere med lægen, før du giver smertestillende, og uanset hvad skal du fortsat holde øje med, at han ikke bliver sløv og slap, når han har feber.

Stol på din fornemmelse

Der er altså masser af ting, du kan gøre for at lindre dit lille barn med feber, mens I venter på, at temperaturen daler. Det gør den sandsynligvis inden for tre dage, hvor virus som regel slipper sit tag i dit barn, men alle sygdomsforløb er forskellige.

– Mit bedste råd er derfor altid: Brug din forældrefornemmelse. Som læge imponeres jeg gang på gang over forældres fornemmelse for deres syge barn, og jeg kan kun sige: Hvis du får et signal, du ikke kan tolke, når du synes, dit barn er for sygt, eller når du selv er utryg ved situationen, så søg læge.

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

LÆS OGSÅ: Baby i kulden: Dyne eller voksipose?

LÆS OGSÅ: Far fortæller: “Syg med børn – en umenneskelig opgave!”