Amalie Langballe
Foto: Dennis Morton "Virginia Woolf skrev som bekendt, at en forfatterinde har brug for sit eget værelse, men jeg tror nogle gange, at jeg har brug for et helt hus eller muligvis en ø," skriver Amalie Langballe, der ikke vil have børn.

Amalie Langballe lod sig sterilisere som 22-årig. Har hun fortrudt?

Forfatter og journalist Amalie Langballe lod sig sterilisere som 22-årig. Nu er hun 28 og har en kæreste, der gerne vil have børn. Har hun fortrudt?

Min kæreste bliver en vidunderlig far. Han slår dej op om aftenen, som han bager om morgenen, han er Hufflepuff to the bone, han kan godt lide at fiske, hans fascination af tog kan matche ethvert barns, hans yndlingsfilm er Breakfast at Tiffany’s. Og når jeg er sur, holder han mig ind til sig og griner.

 “Lille My,” siger han så med henvisning til den hidsige lille pige med den røde frakke og karakteristiske frisure fra Mumitroldene.  

 Min kæreste bliver en vidunderlig far, men ikke til mine børn. For noget, der snart føles som længe siden, blev jeg steriliseret på Svendborg Sygehus, og da jeg vågnede af narkosen, tog jeg og min lukkede æggeleder toget hjem. Jeg havde ondt i skuldrene, men det var en almindelig bivirkning ved indgrebet, fik jeg at vide. Noget med at luft fra livmoderen siver ud gennem skulderbladene.

Det er cirka alt, jeg husker fra den dag.

Dengang var jeg 22, og mine grunde til at vælge operationen kan opsummeres til følgende: Jeg vil ikke have børn. Nu er jeg 28, og folk omkring mig er begyndt at blive gamle, gifte og gravide. De får smilerynker, ringe og runde maver. De snakker om renter, affaldssortering og legeaftaler. Og jeg er selv sammen med en mand, som gerne vil være både far og bedstefar og oldefar. Han vil have hele pakken.

LÆS OGSÅ: Heidi er steriliseret: ”Bare fordi man har en livmoder, behøver man ikke at bruge den”

Fortryder jeg så ikke nu – når festerne er blevet færre og fødselsforberedelserne flere? Nej. Det gør jeg virkelig ikke. På en måde kan man sige, at jeg står i præcis den situation, som jeg i sin tid forsikrede mig mod med min sterilisation. Jeg vidste med mig selv, at hvis jeg var forelsket nok – nok bange for at miste, ivrig nok efter at strække – så ville jeg kunne befrugtes med babyfantasier. Det er her, vi er nu. Jeg har en vidunderlig kæreste, og hvis bare jeg pressede et barn eller to ud, så tror jeg, vi kunne være sammen til vores dages ende. 

Alligevel er jeg ikke i tvivl. Det er svært at forklare, hvordan jeg kan være sikker, når jeg lige så sikkert føler, at der findes en parallel virkelighed, hvor vi får både børn og alderdom sammen – i en anden verden, i et andet liv. Men som det er nu, så kommer vi til at slå op inden for de næste fem år på grund af Spørgsmålet Om Avl, så længe andre problemer ikke kommer os i forkøbet. 

For mine veninder og store dele af min omgangskreds er det et mysterium, at jeg – og i særdeleshed min kæreste – kan være i et forhold, der har en slutdato. Fra tid til anden spørger de: “Har han mon ændret mening?” eller “Kan han ikke blive en del af en regnbuefamilie?” men med den slags spørgsmål misser de på sin vis pointen. Min kæreste skal ikke ændre mening. Han skal være far lige så meget, som jeg ikke skal være mor. Sådan er det bare. Derfor gør det selvfølgelig stadig ondt at tænke på. Når jeg mister ham, frygter jeg at miste ham, som man mister en arm: smertefuldt, invaliderende og i sidste ende uerstatteligt.

Når jeg alligevel kan hvile så meget i en beslutning, som mit 22-årige jeg traf for mig – en kvinde jeg i øvrigt kender dårligere og dårligere – tror jeg, det er, fordi min beslutning hviler på andet og mere end intuition. Jovist, det starter og slutter med en sikker viden om, at jeg ikke skal være mor. At moderskabet for mig bogstaveligt talt er et skab: Et lille klaustrofobisk rum, hvor bleer, pusletasker, modermælkserstatning og gråd regerer. Selv om jeg virkelig godt ved, der ikke er tale om en reduktion (men en udvidelse), så er det det ord, der hele tiden ligger lige på det yderste af tungen, klar til at springe ud. At blive mor er at blive reduceret til funktioner. Jeg mindes et billede, hvor en fotograf fra Politiken havde fotograferet sig selv liggende på ryggen med sin baby suttende på sit bryst og faren mellem sine ben i færd med at give oralsex. Billedet modtog en del kritik, men for mig er det essensen af moderskabet: Du – alt, der er dig – er under invasion.  

LÆS OGSÅ: Sociolog: Moderskabet er mere end nogensinde før et valg eller fravalg

Men til min egen kropslige intuition kommer også det lille insisterende spørgsmål: Hvem gør reproduktion godt for andre end mig selv og en potentiel partner? Her er tanken, jeg vender tilbage til igen og igen: Jeg kunne flyve tur-retur til New York hver anden uge (hvis flyene altså fløj) og stadig have et mindre CO2-aftryk end kvinden, der vælger at få tre børn. 

Jeg ved godt, at det er en smuk og fin ting at føde børn, men det sviner også – på mere end ét plan. Da jeg lige var blevet steriliseret, vandt jeg sjældent genhør med det argument. Jeg tror, det lød for usandsynligt, at nogen ville tilrettelægge deres liv efter noget så abstrakt – noget så langt ude i fremtiden. Nu er fremtiden landet i form af varme somre, snefrie vintre og smeltende poler, og ting har ændret sig. Mine argumenter er ikke længere en børnehaders dårlige undskyldninger: De er legitime bekymringer. Det er min oplevelse, at folk forstår mig bedre og bedre. Særligt hvis de er yngre end mig. 

Ikke fordi jeg mener, at selvvalgt barnløshed er løsningen på klimakrisen. På samme måde som vi i forbindelse med corona-pandemien nu ser, at et fald i flytrafikken til næsten nul kun giver en begrænset reduktion i udledningen af CO2, så er svaret på klimakrisen heller ikke, at vi indstiller babyproduktionen. Svaret er gennemgribende strukturforandringer. 

Når det er sagt, så kan jeg ikke se nogen grund til, at alle os, der i forvejen er lorne ved projekt baby, ikke afholder os fra det. Kig dig omkring. Her er mennesker nok.   

Der må sidde nogen nu og tænke: “Hvad er så planen?” For mange på min alder ligger der en mere eller mindre færdig skabelon for deres fremtid. Der er en kæreste, nogle børn og et job et sted ude i horisonten. På min skabelon står jeg alene som en sirligt tegnet tændstikfigur på et ellers hvidt papir.  

Sandheden er, at jeg ikke ved det. Jeg ved, at de næste 10 år bliver de år, hvor min beslutning så at sige effektueres. Det er først nu, at mit liv for alvor kommer til at skille sig ud fra alle andres. Jeg tror, der bliver nogle år, hvor jeg uundgåeligt bliver mere alene. Hvor mine venner og veninder åbner porten til et nyt, altopslugende univers, og de skal mødes med mødregrupper, sidde i forældrebestyrelser og være håndboldtrænere. Selv om jeg efterhånden er blevet god til at spørge ind til slyngebindingsteknik, klasseskift og afføringsmønstre, bliver jeg aldrig for alvor interessant at erfaringsudveksle med. Jeg kommer altid til at stå uden for den verden, der i lange perioder vil opsluge dem helt.

LÆS OGSÅ: Louise har fravalgt børn: ”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kunne være en god mor. Jeg har bare ikke lyst”

På mange måder kommer jeg til at blive stående, hvor de forlader mig, for lad os bare være ærlige: Der findes ikke et tilsvarende skridt, jeg kan tage. Der er ikke en tilsvarende stor, livsomvæltende klub, jeg kan søge medlemskab i. Jeg kan få en kat (eller lad os være virkelig ærlige: flere katte) og arbejde meget, og det er sådan set det. 

Og det er faktisk helt okay med mig. Jeg kommer til at stå klar med åbne arme, når mine venner vender tilbage fra de mest intense barselståger, og jeg står klar igen, når skilsmisserne begynder at rulle, men indtil da, så synes jeg ikke, worst case er så slem. Man kan godt være alene uden at være ensom. 

Det tør jeg sige, fordi de få barnløse kvinder, jeg kender, langtfra er ensomme, men de er øvede udi at være i stue med sig selv. Fra tid til anden henvender journalister sig til mig for at høre, om vi selvvalgte barnløse mødes i en klub eller på anden måde har organiseret os, og der må jeg skuffe. For mig ville det være direkte absurd, hvis jeg skulle definere mig selv ud fra mine fravalg – lidt ligesom hvis jeg skulle gå i en gruppe for alle os, der ikke spiller skak. 

Til gengæld føler jeg et stort slægtskab med de kvinder, jeg tilfældigvis kender. Det er noget med måden, vi er i verden på: lidt distræte og på behørig afstand af den berusende vrimmel. Virginia Woolf skrev som bekendt, at en forfatterinde har brug for sit eget værelse, men jeg tror nogle gange, at jeg har brug for et helt hus eller muligvis en ø.  

Apropos ensomhed, så er der naturligvis også den langsigtede ensomhed at forholde sig til – den, som jeg tror, man skal være gammel for virkelig at kende og forstå. Et argument for børn, som jeg har hørt igen og igen, er, at de er et værn mod den ensomhed. Du behøver ikke være alene, når du bliver gammel. 

Men børn er ikke en garanti mod ensomhed. Der gives ingen garantier, når det kommer til ensomhed. I stedet tror jeg, det bedste man kan gøre er at lære at holde sig selv ud. Det er i hvert fald det, jeg øver mig på. Ikke, at jeg tror, jeg nødvendigvis ender alene. Da jeg blev steriliseret, brugte jeg lang tid på at forestille mig et liv uden en mand. Kunne jeg bo alene i en lille lejlighed, kunne jeg sove alene nat efter nat, kunne jeg vågne morgen efter morgen uden en ved siden af mig. Jeg vidste godt, at når man siger farvel til børn, tager man også afsked med rigtig mange potentielle partnere. Dengang mente jeg, at jeg nødvendigvis gik et voksenliv i møde som mestendels single. I dag ser jeg mere nuanceret på det. Der er – trods alt – en del fraskilte mænd derude, der har fået deres andel børn.   

Men det er ikke noget, jeg skænker mange tanker. Ikke nu, ikke for tiden. Mine dage går med at nyde, at jeg i snart halvandet år har haft selskab af min bedårende mumitrold. Jeg bruger tiden på at spekulere over, hvad jeg kan overtale ham til at lave til aftensmad. Om han helst vil sove inderst eller yderst i nat. Om jeg kan tillade mig at vække ham fra hans lur.     

LÆS OGSÅ: Laura Bro: "Folk sagde, jeg var modig at få et barn selv, men det har intet med mod at gøre"

Det er rigtigt, at på et tidspunkt skal han videre, og jeg håber, han bliver lykkelig, når han går. Jeg håber, han får en kone, der deler hans passion for tapeter og farmoragtige ting bedre end jeg, som er bedre til at møde nye mennesker og sidde til middagsselskaber og snakke om, hvad-end-normale-mennesker-snakker-om-til-middagsselskaber, og som måske ovenikøbet kan begå sig på svensk. Og jeg håber, hun bliver en lige så god mor, som han bliver en god far. Jeg håber, hans børn bliver skønne små mennesker, og jeg håber, de får hans solskinssind. 

Det tidspunkt er bare ikke endnu. Vores tid er stadig nu. Jeg tror, mange mennesker i forhold på et tidspunkt forfalder til en særlig magelighed, fordi de føler, de har tid nok. På den måde er det ikke ubetinget dårligt at være i et tidsbegrænset forhold.   

Min kæreste – hvis du undrer dig – tackler vores uundgåelige slutning lidt anderledes. Han undgår helst emnet, selv om der egentlig ikke er nogen god grund til det. Som jeg prøver at sige til ham, når han slår blikket ned og siger, at han gerne ville have en familie med mig, og han trækker den sidste tone særligt højt op, fordi han er svensk:

“Det behøves ikke at have været evigt for at have været godt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Interview, Mor og Samfund