Børn vi ligne hinanden

Foto: Getty Images Børn ar faktisk slet ikke lyst til at være anderledes.

Psykologi: Derfor vil dit barn bare gerne ligne de andre

Mange forældre giver deres børn et helt unikt navn og behandler dem, som om de er noget helt specielt og enestående. Men faktisk har børn slet ikke lyst til at være anderledes og særlige. De vil helst bare passe ind og være en del af gruppen. Og det skal man endelig bakke op om, lyder det fra eksperterne.

Acacie Regitze. Bille Vincent. Kastanje Ellinora. I Danmark får 97 procent af alle nyfødte et navn, som i dets fulde længde er helt unikt. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Behovet for at gøre sine børn enestående og særlige er vokset markant blandt forældre i forhold til tidligere tider, hvor hverken børn eller forældre skulle skille sig for meget ud, og hvor alle havde samme navn, som deres forfædre.

Men lysten til at gøre sit barn til noget helt enestående indeholder, ifølge psykologer, lidt af et paradoks. For samtidig med at mor og far opfatter deres barn som noget helt specielt, vil lille Krusemynte Alfine allerhelst bare have samme kjole på, som de andre piger, for det giver hende en følelse af at høre til. Børn har nemlig ikke brug for at skille sig ud, men derimod at passe ind, og det gør de ved at kopiere de andre børn.

"Det med at være i en gruppe og føle sig som en del af noget er af afgørende betydning for børns liv lige fra midten af børnehavetiden. Børn er på en evig jagt efter at høre til. Næsten for enhver pris. For hvis man ikke har gruppen, er man ingenting. Vi er mere udpræget flokdyr end så mange andre dyr. Børn har behov for gruppen og vil ikke risikere at blive ekskluderet. Derfor underkaster de sig gruppens normer og følger efter", siger børnepsykolog John Aasted Halse.

Og han bliver bakket op af børneforsker Per Schultz Jørgensen, der forklarer, at børn skal igennem gruppefasen på vej mod øget selvstændighed, så de på et tidspunkt bliver klar til at stille sig selv spørgsmålet ‘hvem er jeg?’

"Gruppen giver dem sikkerhed og tryghed. Den sociale identitet er at ligne de andre, og den fylder mest i barndomsårene. Den er en vigtig forudsætning for at overleve, for det er her, beskyttelsen ligger. Skiller du dig for meget ud, risikerer du mobning og udstødelse. Det er først senere i livet, når man bliver teenager, at man gerne vil være noget særligt og skal lære, hvordan man er anderledes end andre. Men børn har mest behov for at være som de andre, og gennem socialisering lærer de vigtige kulturelle normer", siger han.

LÆS OGSÅ: 21 tegn på, at du har en tumling i huset

Børn er blevet en statusmarkør

"Når forældre gerne vil have, at deres børn skiller sig ud og er helt særlige, skyldes det den individualisering, som kendetegner vores postmoderne samfund", lyder det fra kultursociolog Klaus Rasborg.

Den velstandsstigning, som samfundet har oplevet gennem de sidste 50 år, har skabt mulighed for social mobilitet. Hvor vi tidligere blev født ind i et helt bestemt liv og ikke kunne påvirke det i særlig høj grad, fødes vi nu ind i en tombola af valgmuligheder med frit slag på alle hylder. Vi bestemmer stort set selv, om vi vil blive pædagoger eller revisorer, og det betyder, at vi selv har ansvaret for vores egen succes og ikke mindst vores egen fiasko. Det er vores egen skyld og ikke nogle strukturelle konjunkturer, hvis noget går skævt. Så er det os selv, der ikke har præsteret godt nok.

"Vi fødes i stigende grad som spørgsmålstegn og skal selv ud og finde svaret. I det senmoderne samfund sker en aftraditionalisering, hvor vi ikke på samme måde har kirken, lokalsamfundet og tætte sociale fællesskaber at læne os op ad. Vores forbindelser til de fælleskaber løsnes, og derfor bliver vi mere orienterede mod os selv. Det er udtryk for en kulturel frisættelse, hvor vores biografier bliver gør-det-selvbiografier. Det bliver op til os selv at skabe vores egne normer og værdier", siger han.

Fordi vi selv skal skabe vores egen identitet og livsforløb uden særlig meget hjælp udefra, bliver vores børn en del af det arbejde. Vi bruger dem både til at iscenesætte os selv og til at verificere vores egen succes som forældre. Det bliver vigtigt, at de udmærker sig og udtrykker den særlige livsstil, vi nu har valgt, fordi deres gøren og væren falder tilbage på os. Om det så er en sporty, en vegansk eller en eksklusiv livsstil. Børnene bliver en refleksion af, om vi nu har truffet de rette valg eller ej.

"Tidligere var klasse den centrale identitetsmarkør. I dag er det som følge af velstandsstigningen i meget højere grad livsstil, der er den centrale identitetsmarkør. Det er vores individuelle selviscenesættelse gennem vores forbrug, interesser, kost og vaner, der viser, hvem vi er. Og her bliver vores børn til en slags statusmarkør. Mange lægger billeder af deres børn op på de sociale medier for at demonstrere, at de lever op til de idealer, der nu gælder for deres livsstil", siger Klaus Rasborg.

Ansvarsforflyttelsen fra fællesskabet over på individet betyder, at mange forældre døjer med usikkerhed, tvivl og bekymringer. For det kan være svært at leve op til ansvaret, når man ikke har noget bestemt at pejle efter. De kan nemt føle sig alene i det uendelige hav af informationer og valgmuligheder, de står midt i.

"Der er opstået en rodløshed, usikkerhed og desorientering, fordi de faste holdepunkter er væk. Derfor er vi bange for at gøre noget forkert. Vi klynger os til de idealer, som vi har købt ind på, for at føle, at vi gør det rigtigt. Curlingforældre er et eksempel på forældreskabets individualisering. De er overbeskyttende og overinvolverede, fordi de ikke vil gøre noget forkert eller risikere, at deres børn gør noget forkert", siger kultursociologen.

En måde at håndtere usikkerheden på er at udstråle overskud og en fed livsstil udadtil. Som forældre skal man helst vise, at man godt kan klare presset, og at ens børn har det helt fantastisk. Men børnene selv kan godt have svært ved at leve op til idealerne om at være en enestående succes. For lykken for lille Mynte Madelin er måske hverken at være den bedste til svømning, have den mest unikke rygsæk eller være den eneste i børnehaven, der kan hele alfabetet. Måske er det nærmere at ligge jævnt i midten og ikke partout at være ekstra dygtig, ekstra glad eller ekstra speciel i tøjet. For så er hun mindre udsat for misundelse, drilleri og udstødelse.

"For de voksne er børnene vinduer ind til dem selv. De skal helst udtrykke, at de er noget særligt, har talenter og gør det godt, for så er forældrene en succes. Den individuelle præstation og mig-selv-samfundet giver på den ene side frihed, men på den anden side presser den os mere, end mange kan klare. Og det viderefører forældrene til deres børn", siger Per Schultz Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Top 100: De mest populære navne

Mig-mig-mig

I dag får man ikke børn ud af nød, men af lyst. Derfor bliver de i højere grad projektbørn, som forældrene går op i med liv og sjæl. Hvad de spiser, hvad de leger, hvad de har på af tøj. Og selvom det er positivt, at børn i dag er ønskebørn, kan det også have en slagside, hvis børn bliver behandlet som små unikke mirakler", lyder det fra psykolog John Aasted Halse.

"Nogen børn og unge er meget mig-mig-mig. Og det kan man ikke klandre dem for, for det har de ikke fra fremmede. De har lært af deres forældre, at de står i centrum og er så vigtige. I familien skal de aldrig vente på deres tur eller tage hensyn. De kommer altid i første række. De har lært, at de ikke skal finde sig i noget og bestemmer det hele", siger han og fortsætter:

"Tidligere måtte børn bare passe ind og adaptere til familien og dens regler og rammer. Og det var der også meget undertrykkelse i. Men det gjorde det også mere let og overskueligt for børnene. Nu er det omvendt. Nu er det alt andet, der skal tilpasse sig barnet, og barnet skal ikke tilpasse sig noget som helst, siger han. Modsætningsforholdet mellem børns behov for at gå i et med andre børn, og så forældrenes signaler om, at børnene er helt enestående og ikke behøver at passe ind, gør, at børnene kan få svært ved at indgå i gruppen på dens præmisser. For de har ikke lært hjemmefra at indordne sig fællesskabet."

"Hvis børn bliver påvirket til at skulle være små unikke mennesker, selvom de slet ikke er parate til det, vil det give dem en manglende empati og indlevelse i andre. De vil være så optagede af, at de er noget særligt og ikke skal indordne sig eller tage hensyn. Det giver dem en afstand, så de ikke indgår helhjertet i de fællesskaber, de er en del af. Dermed risikerer de ikke at falde rigtig til. De kan få nogle sociale problemer og kan have svært ved at leve op til forventningen om at være bedre end alle de andre", siger Per Schultz Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Uenige om babys navn? Sådan løser I problemet

Eksklusionsangst i børnehøjde

Paradoksalt nok er mange børn alligevel mere socialt afhængige end tidligere. For selvom det kan være svært at indordne sig en gruppe, når man har lært hjemmefra, at man endelig bare skal skille sig ud, så har de brug for gruppens anerkendelse og styring til at træffe de, ifølge gruppen, rigtige valg.

"Mange børn har svært ved at være alene. De er nærmest eksklusionsangste. Og det overtrumfer behovet for at være unik. Det er vigtigere at falde ind end at stå og synge solo. For det kræver rigtig meget styrke at turde være anderledes og skille sig ud. De er bange for at sidde alene, fordi de mangler den modstandsdygtighed, som gør dem i stand til at klare modgang. De har ikke lært af deres forældre, at man godt må fejle, og at modgang ikke er farligt, og derfor har de et endnu større behov for at blive accepteret og passe ind end tidligere", siger John Aasted Halse.

På den måde giver gruppen ikke bare den sunde tryghed, som et fælleskab alle dage har gjort. Den er blevet en mere uundværlig del af børns og voksnes identitet. For børn er det børnehavegruppen eller skoleklassen, hvor det for voksne oftere er et forestillet fællesskab uafhængigt af tid og sted, som består af mennesker med samme livsstil. Børn og voksne orienterer sig mod de her fællesskaber for at kunne mærke, hvad de selv står for. Deres eget ståsted er som følge af individualiseringen mere påvirkeligt over for gruppen, og for mange børn og voksne kan det være svært at holde fast i det, de selv står for.

"Vi har alle sammen en kerne. Den gør, at uanset hvilket rum man befinder sig i, eller hvilke mennesker man er sammen med, så har man de samme holdninger og værdier. Man har internaliseret, hvad der er rigtigt og forkert at gøre og tænke. Men det ser ud som om, at den kerne er lidt lettere at rykke ved i dag. Og det skyldes, at vi har individualiseret alt. Du konstruerer dit eget liv ud fra alle de valgmuligheder, der findes. Men for dem, der har svært ved at vælge, bliver det meget svært at skabe sig en kerne og en identitet", siger John Aasted Halse.

Men ifølge kultursociolog Klaus Rasborg er der også kommet noget godt ud af individualiseringen. For hvor børn tidligere bare skulle indordne sig de voksne og var umyndiggjort, bliver de i dag taget meget mere seriøst som individer.

"Det er udtryk for en demokratiseringsproces, at børn i dag har mere medbestemmelse og større indflydelse. Børn bliver meget tidligt taget med på råd, og det er ganske positivt. De lærer meget tidligt at blive bevidste forbrugere og inddrages i familiens beslutningsprocesser. På den måde lærer de at være kritiske og blive aktive borgere. Det ser man på klimabevægelsen. Det er jo børn, som fortæller os voksne sandheden om klimakrisen. Her er barnet den voksne, som tager ansvar", siger han. 

Giv dit barn et stærkt ståsted

  1. Det er fint nok, hvis du motiverer dit barn til at gøre noget andet end resten af gruppen, hvis det eksempelvis gerne vil spille klarinet eller gå til synkronsvømning. Så længe det er noget, dit barn gerne vil. For du skal passe på, at det ikke kammer over og bliver dit projekt. Hvis dit barn ikke har lyst, må du ikke negligere det. Hvis presset bliver for meget, ender barnet måske med at gøre det for at leve op til dine forventninger. Eller også stritter det imod.
  2. I stedet for at fortælle dine børn, hvor unikke og særlige de er, er det en god ide at betone fælleskabet noget mere og fortælle dem, at det er helt okay at være almindelig. For ellers bliver det for meget at leve op til.
  3. Vi forældre skal opgive ideen om vindere og tabere, som præger vores moderne samfund. Vi ligger under for en præstationskultur, som ikke er spor sund. Vi skal forsøge at dæmpe den tilgang og gå mindre op i succes og perfektion.
  4. Vi skal gøre vores børn robuste ved at lære dem at tage ansvar og være en del af fællesskabet i familien. De skal have pligter og hjælpe med eksempelvis at dække bord og lave mad. På den måde får børn nogle sociale normer ind, som ikke handler om præstation, men om at indgå i et fællesskab. Så føler de, at de har noget at bidrage med. At de har en betydning som menneske. Og det er det omvendte af præstationskulturen, hvor man skal gøre noget særligt.
  5. Aristoteles havde en søn ved navn Nicomachus. Og Aristoteles tænkte: ’Hvordan giver jeg lille Nicomachus et godt liv? Det gør jeg ved, at han skal lære at leve, hvad et godt liv er. Han skal lære et leve retfærdighed, leve modighed, leve fællesskabet og leve etik’. Ved at leve ansvar og blive sat i situationer, hvor det er nødvendigt at være ansvarlig, eller ved at leve fælleskab og lære at indordne sig og bidrage, så bliver man samtidig dannet som menneske og skaber en stærk (og helt normal) identitet.

Kilder: Klaus Rasborg, John Aasted Halse og Per Schultz Jørgensen

Se, hvad vi ellers skriver om: Børnepsykologi og Familieliv