Vandring for begyndere: Her er alt, du skal vide, inden du tager afsted
Forskningen hylder vandring som den perfekte medicin mod fortravlede hverdage. Men kan outdoor-novicer også opleve den famøse hikers high? Journalist Andrea Fredsøe Sørensen tog til de norske fjelde for at undersøge sagen – her er, hvad hun lærte under sin jomfruvandretur.
Da jeg googler ”hvad skal man pakke til en vandretur”, er det med en vis ængstelighed, for jeg har aldrig set mig selv som et friluftsmenneske.
Jovist, jeg elsker da naturen – men indtil videre mest fra en bænk i Dyrehaven eller en gåtur ved Amager Strandpark.
Så man kan vist roligt sige, at jeg er kommet på udebane ved at takke ja til at komme med outdoor-brandet Helly Hansen på vandretur i de norske fjelde. Invitationen lyder på, at vi skal bestige fjeldet Bruviknipa, som er en bjergtop på øen Osterøy cirka en times kørsel nordøst for Bergen.
En vandretur på cirka 10 kilometer og seks timer står mig i vente fra startpunktet på den lille, snoede vej i bydelen Bruvik, og da jeg skuler op mod toppen af fjeldet, kommer jeg alvorligt i tvivl, om jeg har taget munden for fuld som førstegangshiker.
Men pludselig står jeg dér, 822 meter over havet, og oplever noget, som jeg aldrig har forestillet mig, jeg skulle opleve. Ikke bare udsigten over den betagende fjord og de imponerende fjelde med sne på toppen – men en følelse i kroppen, som på én gang både er rolig og euforisk.
Fællesskab på toppen
At stå på toppen af Bruviknipa er helt klart et højdepunkt – også i metaforisk forstand.
Jeg er på toppen og føler mig på toppen, da en panoramaudsigt af dybblå fjorde og spidse, snefyldte bjergtoppe dukker op. For selvom de sidste 200 højdemeter op ad den stejle stenside næsten tager luften fra mig, føles turen opad som en leg.
Selv med en tung rygsæk og et par nye vandresko, som ikke er gået til, flyver jeg afsted. Måske er det adrenalinen og spændingen, måske er det de tre kopper filterkaffe – alt andet lige, er det bare virkelig sjovt og langt mindre skræmmende, end jeg har forestillet mig.
Men jeg tror også, at turen opad føles som en leg, fordi jeg vandrer i godt selskab.
Annonse
Jeg har læst, at samtaler glider lettere, når man går, end når man sidder overfor hinanden. Vandringen nedbryder formaliteter, og samtalen bliver ofte mere løssluppen, personlig og måske endda dyb. Og det oplever jeg også.
Jeg får i hvert fald vendt min egen verdenssituation en gang eller to, og det er nogle af de bedste samtaler, jeg har haft længe, selvom det er med en flok mennesker, som jeg ikke kendte inden turen.
Vores vandreguide Frank Barman, som er grundlægger og ejer af Norway Mountain Guides, giver mig ret i, at det er en helt speciel oplevelse at vandre i et fællesskab.
"Fællesvandringer er altid en god oplevelse, fordi man løfter i flok og får gode samtaler ud af det – det er lidt en form for teambonding-oplevelse. Der findes masser af grupper online, både på Instagram og Facebook, hvor man kan møde ligesindede og vandre med folk, man aldrig har mødt før," fortæller han.
Det kan altså være optimalt at tage en ven, partner eller familiemedlem under armen, når du vil ud at vandre – og hvis du er modig, kan du også tilmelde dig en fælles vandretur med en guide, hvor du møder helt nye mennesker. Og det kan jeg altså godt anbefale som begynder.
Men Frank Barman oplever også, at flere og flere er begyndt at solo-vandre som en form for meditation.
"Det er altid dejligt at vandre med en god ven, men jeg ser også flere og flere, som vandrer alene. Især efter corona ser vi mange flere solo-hikere, der bare har brug for en pause fra job, mails og opkald.
Nogle sætter endda mobilen på lydløs, hvor det bliver en form for meditation – og det synes jeg også er en god idé. Vigtigst af alt er, at du kommer ud og nyde naturen på præcis den måde, der passer til dig – om det er alene eller sammen med andre."
En meditativ tilstand
Jeg troede, at det, der ville påvirke mig mest på turen, ville være det fysiske – antallet af kilometer, vi skulle gå, og højdemeter, vi skulle op.
Annonse
Men det, der overrasker mig mest, er, hvor meget ro der begynder at brede sig, jo længere op vi kommer. Måske er det noget med rytmen i skridtene, den friske luft eller fraværet af notifikationer – jeg forstår i hvert fald den meditative tilstand, som Frank taler om.
Og det er ikke kun mig, der oplever de her følelser. Faktisk har flere forskningsstudier igennem tiden vist, at vandring kan dæmpe angst, depression og stress, og at vi samtidig bliver mere kreative, iderige og modtagelige overfor nye tanker, når vi er i naturen. Det kalder jeg en win-win!
Og hvis vi skal gå helt ned i detaljer, viser et treårigt projekt fra Syddansk Universitet kaldet ”Sund i Naturen”, at naturbaserede aktiviteter markant forbedrer trivsel, sundhed og livskvalitet hos voksne. Deltagerne oplevede f.eks. en bedre evne til at håndtere hverdagens udfordringer og en mærkbar øget livsglæde.
Det er særligt i de pauser, vi holder, hvor jeg mærker den meditative tilstand, vandrere snakker sådan om. For da vi sidder på toppen af fjeldet med en Snickers-bar i hånden omringet af ubeskrivelig smuk natur, mærker jeg en taknemmelighed.
En taknemmelighed for at sidde lige dér og en værdsættelse af alt det, jeg har. Pludselig virker de problemer, der har fyldt hos mig derhjemme, mikroskopiske og meget overvindelige. Og det er nok en følelse, som er svær at købe sig til.
Det er først på vej ned ad fjeldet, at den der hikers high bliver lidt udfordret. For efter tre timers intens vandring opad kan jeg pludselig godt mærke det i mine, lettere utrænede, ben. Set i bakspejlet er det en klar begynderfejl for mig at tro, at det hårdeste ville være at komme op.
Kig op, nyd naturen
Jeg kan godt afsløre, at nedad ikke er lettere. For vi skal samme vej ned, som vi kom op – via stejle stensider, løse sten og mudder, der pludselig virker lidt mere skræmmende, når jeg kigger nedad. Nu er det forlårene og knæene, der i dén grad er på arbejde.
Den snak, der summede i vandregruppen hele vejen op, er nu blevet lidt mere lavmeldt her på vej ned. For mit eget vedkommende er det en blanding af, at jeg skal koncentrere mig mere om, hvor jeg skal sætte mine fødder for ikke at glide eller vrikke om, samt en lettere udmattelse, der begynder at indfinde sig efter fem timer på fjeldet.
Men selvom det er hårdt, og energiniveauet er lavt, er det – overraskende nok for mig – stadig virkeligt sjovt.
Annonse
Jeg skal flere gange undervejs minde mig selv om at kigge op og nyde naturen – for mit fokus er stillet skarpt på det vilde terræn og mine fødder for at sørge for, jeg ikke snubler. Og netop fordi ens fokus som nybegynder nok ligger mere på selve vandredelen end naturdelen, siger Frank, at pauser er supervigtige. Det er nemlig i pauserne, du får muligheden for at lette blikket fra fjeldunderlaget og kigge op på den vilde natur.
"Det er vigtigt at huske at stoppe op og nyde omgivelserne, når du vandrer. For vi vandrer ikke for at træne op til noget – vi vandrer for at komme ud i naturen og få oplevelser i dens vilde omgivelser. Så pak en masse snacks, og hold masser af pauser undervejs.
Det er i pauserne, at magien opstår, og hvor du virkelig får lov at mærke, hvad naturen gør ved dig," siger Frank.
Da den sjette og sidste time fra vandrestart er passeret, rammer vi målstregen – det sted, hvor vi skal sætte vores telte op og overnatte. Og midt i teltsætning, svedige sokker og trætte ben rammer det mig, at jeg har gjort det.
Jeg har besteget et fjeld for første gang, delt betydningsfulde samtaler med fremmede og fundet ro i noget, jeg ikke havde forestillet mig, ville være nær så sjovt, som det er.
Jeg er stolt, glad og træt.
Så ja, du kan sagtens tage de første skridt ud i den storslåede natur uden det store kørekort til teltopslåning eller andre outdoors-skills – det er bare på med vandreskoene og ud over stepperne.
Eller fjeldene.
Jeg tør næsten godt love dig for, at du vil elske det.
