Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Inger opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jan og jeg havde altid godt kunne lide at drikke vin i weekenderne efter en hård arbejdsuge. 

Jeg vil ikke sige, at vi blev berusede, højest betød det, at vi faldt lidt tidligere i søvn foran fjernsynet eller ved siden af børnene, når vi puttede dem. 

Da vi fik bedre råd, begyndte vi også at drikke et glas vin til maden på hverdage. Jeg følte det dejligt afslappende, men det blev aldrig til mere end et enkelt glas for mit vedkommende. Det gjorde det til gengæld for Jan. 

Da vores børn blev halvstore, greb drikkeriet nemlig om sig. 

Jan begyndte at tage flasken fra middagsbordet med ind foran fjernsynet på hverdage og tømte den så selv. Med tiden begyndte han også gerne at åbne en ny flaske vin senere på aftenen. 

– Fordi det har været en forbandet stresset dag, sagde han, når jeg påpegede, at jeg synes, det var ved at blive for meget. 

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Eller også begrundede han det med, at han havde fået en ordre i hus, der skulle fejres, eller at børnene havde fået gode karakterer, eller at jeg så godt ud lige den aften. Jan kunne altid finde et eller andet, der skulle fejres med et glas. 

Jeg holder meget af Jan og ikke mindst hans positive livsindstilling, så jeg prøvede på en sød måde at gøre opmærksom på, at det var ved at blive lidt for meget, det var jo heller ikke godt for hans helbred, men det slog han hen. I stedet begyndte han at købe vinbøger og gå til vinsmagning med sine kollegaer. Han gik også op i at købe de bedste vine, selv om han skulle køre langt efter dem. Så virkede det at drikke mere som en harmløs hobby, tror jeg, han tænkte. 

Men hobbyen tog overhånd. Snart gik han direkte ud i bryggerset, når han kom hjem fra arbejde og udvalgte en flaske på den store vinreol, han havde bygget der. Den drak han så af, indtil vi skulle spise, hvor han åbnede endnu en, som han også nåede at bunde.

Hvis jeg ville tale med ham om noget vigtigt, skyndte jeg mig at nå det, inden hans tale blev sløret og svarene usammenhængende. 

Mange har spurgt mig, hvorfor jeg lod det komme så langt ud. En væsentlig grund var, at det udviklede sig til ubehagelige skænderier, når jeg konfronterede ham. Flere gange endte det med, at Jan med gråd i stemmen erklærede, at jeg da bare kunne gå min vej, hvis jeg ikke elskede ham mere. 

På en eller anden måde blev det så hverdag, at Jan drak. Selvfølgelig var jeg dybt frustreret over, at drikkeriet fjernede os fra hinanden. Men Jan gik jo altid på arbejde næste dag og var aldrig voldelig og sjældent sur, det gjorde det nemmere at holde ud. 

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Så en aften var vi til en afslutningsfest på skolen i anledning af, at vores ene søn var færdig med 9. klasse. Maden kom udefra, men vi skulle selv have drikkevarer med. Jan og jeg satte os ved siden af et par andre forældre, som vi kendte og holdt af, og Jan hev med det samme tre flasker rødvin frem. 

– Det var sådan et fantastisk tilbud, jeg kunne ikke modstå det, og så er der også lidt at dele ud af, sagde han og åbnede alle tre flasker med det samme. 

De andre så mærkelige ud i ansigterne, men sagde ingenting. Det var selvfølgelig også mest Jan selv, der gik til den. Rigtig pinligt blev det, da han i sin beruselse spildte ned ad sig selv og sin borddame, Susie, som under børnenes skolegang var blevet min veninde. Ud af øjenkrogen noterede jeg mig, at Susie flere gange flyttede sig væk, fordi Jan lagde armen om hende eller tog hende på lårene. Hun begyndte også at kaste sigende blikke over på sin mand. Noget sagde mig, at de før havde snakket om Jan og hans drikkeri derhjemme.

Ekstra ondt gjorde det, da Sussie bagefter så medlidenhedsfuldt hen på mig, mine tæer gjorde helt ondt af at blive krummet så meget. Det var ikke første gang, der var pinlige episoder omkring Jan, men det var første gang, det gik op for mig, at alle andre var opmærksomme på det og betragtede mig som et offer. 

Efter nogle timer rejste min søns elskede klasselærer, Ellen, sig og sagde nogle rørende ord om hver enkelt af eleverne. Jeg fik tårer i øjnene, mens hun talte om vores søn. Indtil jeg pludselig hørte, at Jan rejste sig skramlende. 

– Lad os alle udbringe en skål og råbe et stort hurra for min dygtige og skønne dreng, afbrød han snøvlende. 

– Skal vi ikke lige lade Ellen tale færdig! var der én, der råbte irriteret.

 Jan så sig forvirret omkring. 

– Vi kan da godt tage os tid til at skåle, det behøver ikke kun at være for min søn, det kan være for alle børnene, råbte han og blev stædigt  stående i sin rødvinsplettede skjorte med glasset løftet. 

LÆS OGSÅ

Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”

Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.

Jeg havde det rædselsfuldt. Susie kunne godt se det og løftede sikkert derfor sit glas til en skål. Andre forældre fulgte modvilligt efter, Jan faldt til ro, og Susie fik ham ned at sidde, så klasselæreren kunne tale færdig. Men aftenen var ødelagt. Jeg så over på mine sønner i den anden ende af lokalet, de var røde i hovederne af skam og sad og dukkede sig. 

Næste morgen stod jeg tidligt op og lavede kaffe. Så snart Jan kom ud fra badet, satte jeg mig over for ham ved morgenbordet og fortalte ham, at jeg ville skilles. Jeg havde nemlig langt om længe indset, at det her kun ville blive værre fra nu af, og jeg havde ikke lyst til sammen med vores børn at blive vidne til Jans deroute. 

– Deroute? vrissede han. 

– Herregud. Jeg fik bare lidt for meget at drikke i aftes, det gjorde de andre vel også? Du behøver ikke lave sådan et drama ud af det! 

– Nej. Ingen af de andre forældre kunne drømme om at drikke sig fulde til et forældrearrangement på skolen, sagde jeg. 

– Så du måske heller ikke, hvor meget vores sønner skammede sig over dig? 

– Nej, det så jeg ikke. Jeg tror, du tillægger dem nogle følelser, de slet ikke har, svarede Jan. 

– Du er alkoholiker, Jan, det er sandheden om dig. Jeg elsker dig, men jeg vil ikke være gift med en alkoholiker, jeg vil skilles. 

Jan så chokeret på mig og vendte sig væk. Jeg rejste mig og sagde, at jeg ville tage ned i banken for at få et overblik over vores økonomi og bagefter tage hen til en advokat. I virkeligheden havde jeg for ondt i maven til at gå i banken, i stedet tog jeg hen til min mor og græd ud hos hende. Hun forstod mig og hjalp mig med at finde en advokat.

Mens jeg sad ulykkelig i hans venteværelse, fik jeg en sms fra Jan. Han skrev: ”Jeg har talt med drengene. Du har ret, de synes også, jeg er verdens mest pinlige far. Faktisk nægter de at gå i skole i dag. Kom hjem, jeg vil hellere skilles fra min vinreol end fra dig.” 

Lettelsen skyllede igennem mig, men kunne jeg tro på ham? 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Det var ikke første gang, Jan havde antydet, at han kunne holde op med at drikke, hvis han altså havde lyst. Jeg skrev tilbage, at jeg ville komme hjem og tale om det. Men kun, hvis han ikke havde drukket. Det havde han ikke, svarede han. Da jeg kom hjem, sad Jan ved spisebordet med forskellige skemaer foran sig, som han skulle udfylde for at komme på det behandlingshjem, han havde fået anbefalet af HR-chefen i sit firma. Så vidste jeg, at han mente det. 

Jan kom i behandling, og siden har han ikke rørt alkohol. Han er blevet et nyt menneske. Hvis jeg skal være ærlig ikke altid et, der er nem at have med at gøre. Uden den dulmende alkohol føler han sig rastløs, og i lang tid havde jeg en fornemmelse af, at han løb og dyrkede motion hele tiden. 

Han er også begyndt at gå meget op i at spise sundt. Al den tid, han før brugte på at købe dyre vin, bruger han nu på at købe de rigtige økologiske grønsager og finde på nye opskrifter med dem. I en grad så jeg indimellem har lyst til at sige, at han da godt kan tillade sig at slappe lidt af over en bøf med bearnaisesovs. 

Pludselig er Jan også til at tale og skændes med om hverdagstingene. Tidligere tog jeg selv mange beslutninger om børnene og vores hus uden at blande ham ind i dem, fordi han alligevel var så fraværende, men nu har han holdninger til alt. Det er dejligt, men også krævende. 

En overgang syntes jeg også, hans afholdenhed kom til at fylde for meget, men der er heldigvis kommet mere ro på nu, og der er blevet plads til mig og mine problemer igen, så nu kan vi for alvor høste glæderne ved hans beslutning. Sammen har vi også kastet os ud i nye aktiviteter, vi ikke havde overskud til før, og det har bragt os tættere sammen. Bl.a. går vi til en masse foredrag og er også begyndt at gå til dans. 

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Man kan sige, at jeg har fået mit ægteskab og min kærlighed tilbage, og lige så vigtigt er det, at børnene har fået en far, der er sød og nærværende, og som de ikke behøver at være flove over længere.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.