Stilbillede fra filmen 'Kærlighed (Sex)(Drømme)'.

5 hjerter til ny film: ”Der er meget at forelske sig i”

Den sidste film i en skøn norsk trilogi er en blid og tankevækkende ode til moderne kærlighed for voksne.

ALT for damerne logo

Romantisk komediedrama

Kærligheden i og til Oslo

Glimrende norske film om parforhold tager verden med storm i disse år, og hvem kan også stå for dem?

Eksistentialistiske, sværmeriske film som 'Verdens værste menneske', 'Elskling' og trilogien '(Sex)(Drømme)(Kærlighed)' ser på relationer med et ukonventionelt og alligevel genkendeligt blik.

Filmene er minimalistiske, men går dybt og tør også være sjove. Der er meget at forelske sig i, også i denne sidste film i serien af Dag Johan Haugerud, hvor kærligheden tager mange former. Kræftlægen Marianne (Andrea Bræin Hovig) og hendes assistent, sygeplejersken Tor (Tayo Cittadella Jacobsen), er begge single. 

Hun undgår forhold, han scorer mænd som Bjørn (Lars Jacob Holm) på den lokale færge. Veninden Heidi (Marte Engebrigtsen) kæmper for et kulturprojekt i kommunen og vil sætte Marianne sammen med den fraskilte arkitekt Ole Harald (Thomas Gullestad), hvis forhold til ekskonen er en smule mudret. 

Hver for sig og sammen undersøger filmens karakterer, hvordan følelser og intimitet kan opstå og udfolde sig blandt mennesker i filmens mange spor. 

For hvad er kærlighed? Er det at åbne sig for andre menneskers behov, stille sig til rådighed eller er det at turde modtage ømhed fra et andet menneske? Eller det hele på en gang? 

Filmen stiller nysgerrigt og solidarisk an, og det er nemt at følge og holde af disse skæbner. Som i seriens to andre film tager Dag Johan Haugerud sig vældig god tid, holder effekter, store armbevægelser og ben inde i vognen på en rolig rutsjetur. Man mærker de vigtige, små skred i skæbner og hjerter, der lirkes op i mødet med andre. 

Nuancerede, stilfærdige kærlighedsskælv. Filmen er et kærestebrev til menneskeheden og til Oslo, der tager sig smukt ud undervejs. Det er filmfotograf Cecilie Semec, der gennem de tre film fanger folk og by og skaber et hverdagspoetisk rum, hvor ømhed er mulig og kærlighed også er et valg.

'Kærlighed (Sex)(Drømme)' har biografpremiere den 7. august