Med favnen fuld af nuttethed. Helle (fra venstre), Ida, Anna og Thomas med mor Røskva i forgrunden.
Med favnen fuld af nuttethed. Helle (fra venstre), Ida, Anna og Thomas med mor Røskva i forgrunden.

Familiehund sætter vild verdensrekord: ”Hun er så vanvittig god”, siger ejeren

En sensation har set dagens lys! Helle og Thomas Bjerregaards broholmer har født intet mindre end 18 sunde hvalpe. Efter otte hårde og søvnløse uger bliver det nu alligevel svært at sige farvel til 17 af de kære små.

hjemmet logo farve

I en have i Vipperød tumler 18 vidundere rundt. 

Rusker deres tøjdyr, hopper op på hinanden, trækker tov, brydes for sjov og hapser sig med spidse hvalpetænder fast i bukseben, snørebånd, fingre, der nusser, og alt andet inden for bidevidde.

Men de bliver straks tilgivet, for de er så nuttede, at det sprænger alle skalaer!

Deres mor, broholmeren Røskva, kommer og hilser på. Og selvom man har født 18 små, kan man da godt lunte rundt med en lyserød bamse i munden.

"Hun er en så vanvittig god mor," siger Helle Buch Bjerregaard, 50, der ejer hundene og driver Højmarksgaardens Kennel sammen med sin mand Thomas Bjerregaard, 52.

Lige så langsomt er ægteparret ved at blive mennesker igen. For under Hjemmets besøg er hvalpene tæt på otte uger og på vej ud i de familier, de skal bo hos. Arbejdet med at passe de mange hvalpe har mildest talt været udmattende.

"Vi har fået en times søvn hist og en halv time her. Vi delte hvalpene op i to hold. Det ene hold diede hos Røskva, det andet fik sutteflaske hver halvanden time. Samtidig har vi trænet dem til at gå til døren og pibe, når de skulle tisse, så vi kunne lukke dem ud, også om natten. Det gjaldt om at være hurtige, så alle ikke vågnede, hvilket ikke altid lykkedes, og så var der fest," fortæller Helle.

Familien troede slet ikke, det kunne lade sig gøre for en hund at få 18 hvalpe. Men Røskva kunne. Tre af hvalpene skal flytte sammen med søskende fra Røskvas første kuld.
Familien troede slet ikke, det kunne lade sig gøre for en hund at få 18 hvalpe. Men Røskva kunne. Tre af hvalpene skal flytte sammen med søskende fra Røskvas første kuld.

Skete miraklet, at alle 18 sov samtidig, fik Helle og Thomas travlt med det praktiske som at skolde sutteflasker, ordne ting i indhegningen og samle efterladenskaber op. Og at passe familiens øvrige fire broholmere. Nå, ja og døtrene Anna, 14 år, og Ida, 12 år, som dog også har hjulpet til.

Thomas, der er selvstændig tømrermester, har måttet holde lukket for at tage del i arbejdet med hvalpene.

"Han har haft mere barsel, end da vi fik vores to piger sammenlagt," siger Helle.

Familiens spisestue er omdannet til vuggestue, og hvalpene sover under en fin lysekrone, som normalt lyser over familiens spisebord. Klos op ad døren til rummet står en seng, her tilbringer vagthavende hvalpepasser natten:

"Vi vil jo gerne have dem så tæt på som muligt," bemærker Helle.

Lutter sunde hvalpe

At Røskva fødte det kæmpestore kuld, kom totalt bag på ægteparret.

"I sit første kuld fik Røskva syv hvalpe. Vi troede faktisk ikke, at hun kunne få 18 hvalpe, og vi ønskede det heller ikke," siger Helle.

Den 16. april klokken 06.35 gik fødslen i gang. Den første hvalp kom til verden hbjemme på gården, men da Røskva havde ligget med veer i halvanden time, uden at der skete mere, ringede parret til deres dyreklinik, og klokken 10 blev de øvrige hvalpe forløst ved kejsersnit.

"Der var ingen skravl imellem, de fleste var kæmpestore hvalpe. De ville gerne leve," siger Helle og tilføjer:

"Nervøs var jeg ikke på noget tidspunkt, det hele foregik stille og roligt. Da det rygtedes, at vi havde fået 18 hvalpe, tilbød flere, både fra tidligere hvalpefamilier og fremtidige ejere, at komme og hjælpe os. Det varmede naturligvis, men vi havde faktisk mest brug for at gå ind i vores egen lille boble."

Det nye kuld er det syvende, der er avlet på kennelen.

"At vi fik broholmere som fælles hobby, var egentlig tilfældigt," siger Thomas.

For inden han mødte Helle, gik han op i at køre motorcykel og i sit job som projektleder, interesse for hunde havde han slet ikke. Men det havde Helle, og hun havde en broholmer.

Lille Dagmar

Røskva er fire år, og de 18 hvalpe er hendes andet kuld.

"Hun er i sin bedste alder og kunne egentlig godt få et kuld til, men det ønsker vi ikke. Vores tæver skal ikke have mere end to kuld," fastslår Thomas.

Parret holder af deres hunde og behandler dem som kæledyr. De ser ikke kennelen som en forretning.

Lille Dagmar bliver boende hjemme hos Helle.
Lille Dagmar bliver boende hjemme hos Helle.

"Hvis vi gik op i penge, kunne vi tjene mere ved at have en avisrute," siger Thomas.

Helle og Thomas beholder en enkelt hvalp. Hun blev jo født på Dronning Margrethes fødselsdag og skulle derfor hedde Margrethe.

"Men det fungerer dårligt som kaldenavn, så jeg kiggede tilbage i regentrækken og fandt Dronning Dagmar," siger Thomas.

Hvalpens fulde navn blev Højmarksgaardens Dagmar Margrethe, til hverdag bare Dagmar.

Selvom parret har været på en fysisk og mental rutsjebanetur, ser de ikke ubetinget frem til at slippe for hvalpepasningen.

"Vi har da været helt ude i skoven, men så var der en hvalp, der lå og kiggede op på mig, og så har jeg fået ny energi," siger Thomas.

Helle supplerer:

"Jeg har været så overvældet, at jeg har grædt i brusebadet, og så udmattet, at jeg er faldet i søvn både hos dyrlægen og hos min tandlæge. Men forløbet har været så givende og sjovt at opleve."

Selvom parret ved, de holder kontakt med hvalpene, gruer de for afskedens stund.

Thomas, der ellers er rundet af den bornholmske granit, mindes:

"Da vi sagde farvel til det første kuld, stod jeg og tudede for hver hvalp."