Farligt? Jo, selvfølgelig er der en vis risiko ved det!

Henriette Steenstrup, skuespiller og skaber af flere tv-serier, spærrer sine i forvejen store øjne endnu mere op.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

"Ja, folk kan da blive trætte af mig. Og det er jo ikke godt."

Hun har måske en pointe, for lige nu virker det, som om Henriette Steenstrup er overalt. Hun er kærlighedshungrende single i serien 'Evig singel', viser sine fluefiske-evner i det norske realityprogram 'Fiskekrigen', er efterforsker i krimi-podcasten 'Ding-dong, du er død!', og for nylig var hun tilbage i femte – og sidste – sæson af den internationale seriesucces 'Pørni', som selveste New York Times har kaldt brilliant. 

Og som om det ikke var nok, er hun nu også aktuel med den spritnye tv-serie 'Nepobaby', som får premiere lige efter sommeren. 

En serie, der blev inviteret til at konkurrere i den prestigefyldte Canneseries-festival i Frankrig, nærmest inden nogen havde set den. Og her vandt hele to priser: for bedste ensemble og bedste manuskript.

"Det føles fantastisk! Manusprisen er først og fremmest Siri Seljeseth og Tina Ryghs fortjeneste. Men det er især dejligt at få prisen for bedste ensemble, for det bedste ved at være skuespiller er netop at arbejde i et team. At være en del af en flok," lyder det fra Henriette Steenstrup.

Frygt for nedturen

Det er fredag eftermiddag. Øverst oppe i en gammel fabriksbygning i Oslo, som normalt er fyldt med mennesker i såkaldt kreative erhverv, er der nu helt stille. 

I et lyst kontor længst inde i det store hus er Henriette Steenstrup ved at afslutte endnu en uge med intenst skrivearbejde. En hel væg er dækket af post-it-noter i, hvad der viser sig at være et indviklet system.

"Vi er godt i gang med anden sæson af 'Nepobaby', og du må love ikke at afsløre, hvad der står på sedlerne," siger Steenstrup og sætter sig bag skrivebordet.

Stressniveauet er højt, men hun siger, det er til at leve med. Hun nyder at have travlt – og når responsen er så overvældende, gælder det om at nyde øjeblikket. Eller hvad?

"Ja, jeg ved det. Selvfølgelig. Jeg ved godt, at det, jeg oplever nu, ikke sker hver dag. Eller hvert år."

Eller måske aldrig?

"Nej, men jeg er sådan en, der altid forestiller mig det værste. Når tingene går godt, begynder jeg at frygte, hvornår det vender. For det gør det jo."

Gør det?

Hun ryster på hovedet.

"Jeg ved jo godt, at det kun er nogle få gange i livet, man rammer helt plet. Og derfor prøver jeg at nyde det nu."

Gør du så det?

"Nej."

"Jeg elsker betonblokke," indrømmer Henriette Steenstrup, da samtalen bevæger sig til, hvordan det var at vokse op på Hovseter i det vestlige Oslo. Et område der traditionelt er kendt som velstående og privilegeret, men for lige præcis Hovseters vedkommende også for sine mange boligblokke. 

Med et naturligt behov for at ”tage rummet” og lysten til at stå i centrum passede det godt at vokse op sådan et sted, hvor der altid var nogen at lege med. Eller optræde for. At Henriette Steenstrups mor arbejdede i NRK – den norske pendant til DR – var heller ikke dårligt i den sammenhæng. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Længe før ”nepotisme” blev et almindeligt kendt ord, kom børn af NRK-ansatte ofte foran i køen til tv- og radiostationens egne produktioner, og lille frk. Steenstrup fik sin debut på skærmen som 6-årig i 'Jul i Skomakergata', som blev sendt første gang i 1979 og blev en af NRK’s mest populære julekalendere med utallige genudsendelser gennem 80’erne, 90’erne og 00’erne.

"Var det stort? Helt ærligt tror jeg ikke, jeg tænkte over det. Jeg var mere optaget af at få pølser af Fru Enebær. Eller at der var kunstig sne."

Med tiden voksede selvbevidstheden. Og ambitionerne. Steenstrup har muligvis rekord i forsøg på at komme ind på Statens Teaterskole.

"Jeg kom først ind på sjette forsøg," siger hun tørt.

Vidner det om målbevidsthed? Ekstrem tålmodighed?

"Ja. Og manglende selvindsigt. Haha!" Latteren er høj og ender i et lille gisp.

"Sandheden er, at jeg ikke havde nogen plan B. I dag havde jeg nok givet op tidligere eller gjort noget andet ved siden af, som for eksempel at tage nogle fag på universitetet."

Seks år. Du kunne have nået meget.

"Jamen dog! Jeg kunne have taget en Ph.d."

Eller være blevet læge?

"Ja! Men jeg SKULLE bare ind på den skole. Det var ekstremt vigtigt. Jeg lavede allerede skuespil, men følte ikke, jeg kunne kalde mig skuespiller uden uddannelsen. Jeg har stadig mareridt om optagelsesprøverne – selv som 50-årig."

Hun ryster på hovedet.

"Det triste er, at når man endelig kommer ind og tror, man er færdig med auditions, så opdager man, at det bare var begyndelsen. Auditions er dét, jeg mindst kan lide ved faget."

Men lige som Steenstrup nåede den alder, hvor mange kvindelige skuespillere klager over, at rollerne forsvinder, fandt hun en snedig – og særdeles vellykket – måde at omgå problemet på. Men først lidt om noget af det vigtigste: kærligheden.

Kærlighedens kraft

Er det virkelig sandt, at du mødte din mand på en sporvognsskinne?

Henriette Steenstrup griner.

"Ja, det er det faktisk. Jeg så en mand, der fik cykelhjulet i en sporvognsskinne og væltede rigtig grundigt. Jeg løb hen for at tjekke, hvordan det gik, men han sprang op igen. Så det gik fint."

Senere fandt hun ud af, at manden kendte hendes søster. Og at han var en usædvanligt flink fyr. Så Steenstrup forsøgte at sætte ham op med en singleveninde.

"De var på en date, men det gik ikke godt. Heldigvis. For jeg indså jo, at det var mig, der gerne ville på date med ham. Det tog bare lidt tid."

LÆS OGSÅ

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

Den vigtigste årsag til det var, at Steenstrup på det tidspunkt netop var blevet skilt fra skuespillerkollegaen Fritjof Såheim og ikke var klar til et nyt forhold. Men blandt alle naturkræfter er kærligheden måske den stærkeste, så for seks år siden sagde Henriette Steenstrup og Rune Assmann ja til hinanden. 

Brylluppet var stort og festligt og varede i tre dage, men ”det er hverdage, der er flest af”, som Henriette Steenstrups far sagde i sin tale. Og som han i øvrigt også sagde til hendes første bryllup.

I hverdag og fest – hvordan holder man det kørende?

Steenstrup tænker sig om.

"Der er både fordele og ulemper ved at møde hinanden i livets efterår," siger hun med dyb og dramatisk stemme.

Ej, kom nu! Så gammel er du da ikke …

"Nej, måske livets sensommer er mere rammende. Men jeg tror, det handler om, at vi prioriterer tid sammen bare os to."

Det kan dog være en udfordring, fortæller hun, da både hun og Rune har børn fra tidligere forhold, som de gerne vil være meget sammen med. Men de er heldige, børnene kan lide hinanden og ser sig selv som én stor flok.

"Jeg tror også, det er vigtigt med fælles interesser. Så jeg er begyndt på fluefiskeri, og jeg ser fodboldkampe."

Hvad har været det sværeste?

"At se fodbold med flokken er bare sjovt, så svaret må være fluefiskeri, siger Henriette Steenstrup og beretter, hvordan hendes mand havde fortalt hende, at det er vigtigt at være helt musestille, når man fisker – selv i en larmende elv. Noget, hun senere fandt ud af, ikke passede."

"Jeg blev lidt sur. Jeg havde stået ved en elv i otte timer uden at sige ét ord! Men jeg forstår det nu. Fluefiskeri handler om ro. At lade tiden flyde, som elven."

Stolt af Pørni-effekten

”Skaber: Henriette Steenstrup” står der i rulleteksterne til 'Pørni', serien om den fraskilte mor til to, som kæmper med udfordrende teenagere, en selvoptaget eksmand, skiftende kærester og kolleger samt sårbare mennesker i sit arbejde som børnesagsbehandler. 

Det geniale og imponerende, Steenstrup gjorde, var at skabe sit eget arbejde – at skrive en rolle til sig selv. Så undgik hun det, hun bryder sig mindst om i branchen. Auditions.

"Det er selvfølgelig en kæmpefordel. Men det må også være helt okay ”bare” at være skuespiller. Ikke alle kan skrive deres egne roller. Men for mig har det været godt, det har givet mig flere ben at stå på."

Hun tænker sig lidt om.

"Sådan var det også før, jeg begyndte at skrive. Jeg har altid vekslet mellem humor, film og mere ”seriøse” teaterroller. At jeg aldrig har været snobbet omkring det, har nok været klogt."

Hvor meget skylder du 'Pørni' for, hvor du er i dag karrieremæssigt?

"Jeg tror, det har givet mig noget troværdighed og klart åbnet mange døre."

Men nu er det altså slut med 'Pørni'?

"Ja. Jeg skrev de to sidste sæsoner op mod en ordentlig finale, så det føles rigtigt at stoppe nu. At lade Pørni blive, hvor hun ender i sæson fem."

Når du ser tilbage, hvorfor tror du, serien blev så stor en succes?

"Der er flere grunde. Først og fremmest tror jeg, mange kan genkende dynamikken i familien. Og så er der mange, der føler, de kender en Pørni i virkeligheden. En veninde, tante, mor eller kollega. Eller som selv føler sig lidt som en Pørni."

Hvor meget har du tilfælles med hende?

"Hun er nok mere sådan, som jeg gerne VILLE være. Jeg er mere konfliktsky end hende. Hun er fuldstændig frygtløs. Både hjemme og på jobbet. Hun er lidt af et forbillede for mig."

Og tydeligvis for mange andre også.

Steenstrup smiler. Stolt. Og med god grund. For nylig kom det frem, at flere nu søger ind på social- og sundhedsuddannelserne. Hvilket, nogen mener, kan skyldes serien. Der tales ligefrem om en ”Pørni-effekt”.

"Det gør ikke, at jeg føler mig vigtig eller noget, men det er selvfølgelig en utrolig tilfredsstillende bivirkning. Det er da vildt fedt!"

Det er ikke ofte, at sagsbehandlere bliver helte i tv-serier?

"Nej, normalt hører vi mest om dem, når det går galt. Når de får kritik. Eller sager ender i menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Men i en dramaserie kan man løfte hele faget op. Og måske være med til at vise, at mange faktisk får hjælp."

Et konkret bevis på, at kunst og kultur har betydning for samfundet?

"Ja, det tror jeg. Mange – også os, der arbejder med det – har desværre en tendens til at tale det lidt ned. Hjernekirurgi er selvfølgelig vigtigere. Men alligevel."

Hash og perleøreringe

For manuskriptforfatteren Henriette Steenstrup er det dog ved at være længe siden, 'Pørni' fyldte det meste af hendes tanker. Lige nu er hun dybt begravet i karaktererne i serien 'Nepobaby'. Især den stenrige forretningskvinde Margrete Bullmann, som hun selv spiller. Og som er det stik modsatte af den varme og jordnære Pørni.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Jeg er ikke en ”method actor”. Jeg bliver ikke til min karakter i fritiden. Jeg begynder ikke at ryge hash privat, bare fordi rollen gør det. Men fordi jeg også har skrevet Margrete på papiret – sammen med Siri Seljeseth – sidder karakteren lidt dybere," fortæller Steenstrup og fortsætter:

"Så under optagelserne begyndte jeg at tænke: ”Er perleøreringe egentlig ikke meget flotte?” og ”Ser jeg egentlig ikke meget godt ud i jakkesæt?”."

Gør du det?

"Nej! Så nu har jeg to powersuits hængende i skabet, som jeg aldrig kommer til at bruge. Ha-ha!"

Når alt kommer til alt, har du trods alt mest til fælles med 'Pørni'?

Hun nikker langsomt.

"Ja. Heldigvis."