Klumme: Det er ikke talentspild at være sammen med sine børn

Der går ikke en uge, uden et eller andet medie kommer ind på problematikken med ”talentspild”. Eller ”ressourcespild”.

Den 26 april skrev nyhedsmediet Mandag Morgen, at kvinder er en decideret underskudsforretning, og at de spilder deres talent, fordi de har kompetencerne til at nå til tops på arbejdsmarkedet, men vælger at lade være eller udskyde det, fordi de er blevet mødre. Sikke et spild, lyder det fra samfundsøkonomerne.

Men jeg kunne ikke være mere uenig.

Jeg er selv uddannet til langt over begge ører. Først to års kommunikation efterfuldt af seks års (!!!) journalistik og medievidenskab. Og stort set alle mine veninder er lige så veluddannede og smækfyldte med viden og faglige kompetencer som jeg. Vi valgte al den uddannelse, fordi vi dengang troede, at vi skulle køre benhård karriere. At livet handlede om det, som vores samfundsnorm har lært os. Nemlig høj indkomst, topposter og magt.

Men så skete der noget for os alle. Vi blev mødre.

Og som med et trylleslag blev der vendt fuldstændig op og ned på vores prioriteter og vores behov.

Når kvinder vælger familien

Det gik op for os, at hverken karriere, penge eller magt kan give os lykke og kærlighed. Det kan kun vores børn.

Og ikke et ondt ord om de kvinder, der trods børn går efter karrieren og chefstillingen. Jeg forstår godt, at det kan give dem en form for tilfredsstillelse.

Men jeg og mange andre kvinder har det ikke sådan.

Og derfor undrer det mig ikke, at der kun er 12,8 procent kvinder på topposterne i de 3000 virksomheder med over 50 ansatte. Det viser tal fra Dansk Industri.

I de tilfælde at overstående skyldes kønsbias, hvor kvinder bliver valgt fra, FORDI de er kvinder, har samfundet selvfølgelig et kæmpe ansvar for at ændre på den diskriminerende kultur.

Men os andre, der helt bevidst har valgt det fra, fordi vi også vil have tid til vores børn, gider ikke at høre på alt det neoliberale sludder om talentspild. For det illustrerer bare i al sin tydelighed, at tid spenderet på sine børn ikke bliver anerkendt som vigtigt i vores samfund. Det er bare spild af tid. Spild af viden og kompetencer at sidde der med sine børn og læse Alfons Åberg, bygge huler, trøste og snakke.

Den gode investering

Og det er her, økonomerne går helt galt i byen.

For udover at vi skal arbejde, til vi er 70 år og derfor nok skal få kompenseret for de ”spildte” år med små børn senere hen, så er det faktisk en rimelig god investering at give børn meget forældre-tid. For det er forældrene, der kan give børnene den omsorg, tryghed og selvværd, som bedst muligt forbereder dem på livet foran dem.

Samtidig kan et par år uden fuldtidskarrieren måske gøre, at mor ikke går ned med stress, at familien ikke ender i skilsmisse, og der generelt er mere ro på. Det burde alle kunne se det nyttige i.

Det er også derfor, jeg selv har valgt at arbejde 20 timer om ugen, og i de timer  passer mine forældre og min mand den mindste af vores to børn. Den ældste bliver hentet hver dag klokken to i børnehave og holder fri hver fredag. Og mange af mine veninder har valgt en lignende model, hvor de har sat fuldtidskarrieren på stand-by et par år vel vidende, at de nok skal få lyst til at køre karriere igen en dag.

Bare ikke lige nu.

Og det burde der ikke bare være plads til. Det burde der i høj grad være respekt for.

Hvis virksomhederne virkelig føler, at de går glip af en uundværlig ressource i kvinder, så kunne de overveje at gøre deres arbejdsplads mere familievenlig. Hvis de død og pine VIL have mødrene med på vognen, så må de udskifte vognen med en familiebil, hvor der er plads til både børn og forældre.

For så længe at der ikke er mulighed for deltid, børns sygedage, mere ferie osv., så får de aldrig alle kvinderne med på vognen. Og så kan de takke sig selv for det spild, de har gang i.