Derfor skal du sige tingene 1000 gange til dit barn

”Husk nu at tage din hue på, når du skal ud. Hvor tit skal jeg sige det?”, ”for tiende gang! Tag hovedet ind over tallerkenen, så du ikke spilder! Hvorfor kan du ikke høre efter, hvad der bliver sagt?”

Måske har du prøvet det eller noget, der ligner. Så velkommen i klubben. De allerfleste forældre oplever, at de ikke rigtigt trænger igennem med de vigtige budskaber til deres børn. At de bare er en irriterende lydkulisse for deres egne børn.

Men bare rolig – det er ikke dit barns hørelse, den er gal med. Og heller ikke dine stemmebånd. Det er noget helt andet. Nemlig måden vi siger tingene på, når vi vil have vores børn til at høre efter.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barn

Vi spurgte de to eksperter familievejleder Lola Jensen og Marion Thorning, sundhedsplejerske, konfliktmægler og forfatterom, om deres bud på, hvordan du får du får hul igennem til dit barn.

Hvorfor hører børn ikke efter

–første gang?

Lola Jensen:

”Børn opfatter kommunikation i tre dele: Kropssprog, stemmeleje og budskab. En undersøgelse fra USA viser, at når du virker sur og negativ, så kan der ryge helt op til 85 procent af barnets opfattelse bare til kropssproget. Et surt stemmeleje kan tage de næste 15 procent, og så er der nul procent tilbage til at opfatte, hvad budskabet egentlig er. Så hvis du ser smadderirriteret ud, når du siger til din søn, at han skal huske sin hue, så hører han kun, at du er sur og vred – ikke at det er huen, han skal huske.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns hjerne og bliv hørt!

Nogle gange kan man også se, at børn ligefrem er kodet til at få mor til at sige tingene flere gange. Hvis barnet er vant til, at hun kan få mor til at give efter, hvis bare hun spørger efter slik nok gange, så bliver hun ved. Og hvis det bare lykkes nogle få gange at få mor til at sige ja, når hun først har sagt nej, så har barnet lært, at det godt kan betale sig at blive ved. Og det er derfor, at forældre kun skal sige den samme ting to gange.”

Marion Thorning:

”Man kan ofte se på et barn, at det ikke hører efter – på det tomme blik. Børn kan sagtens sidde stille, når man siger, at ”nu skal du høre efter”, men det betyder ikke, at barnet lytter. Hun ved bare godt, at du vil have, at hun skal se ud som om, hun hører efter.

Tit, når vi kan mærke, at de ikke lytter, så gør vi mere af det samme. Vi taler højere eller begynder at råbe. Vi finder på flere argumenter for, hvorfor vi har ret. Men det virker netop ikke. Og mere af det samme virker slet ikke.

Hvis man hører sig selv sige: ”Jeg har sagt det 100 gange” – så er det 99 for mange. Det er ikke til at komme udenom, at det kræver tid og tålmodighed at opdrage børn. Lang tid og stor tålmodighed. Fordi at det, du gerne vil have barnet til, sjældent er det, som har førsteprioritet hos barnet. Børn er optagede af at lege for eksempel og ikke af, at de skal huske at vaske hænder. Derfor skal de huskes på det. Det er ikke, fordi de ikke ved det. Men fordi de ikke synes, det er vigtigt.”

Hvordan skal vi få vores børn til at høre efter, hvad vi siger?

Lola Jensen:

”Reglen er, at man kun bør sige tingene to gange. Den første gang skal det være venligt og med en forklaring, der passer til barnets alder. Et godt eksempel er barnet, der spørger: ”Må jeg godt få noget slik, mor?” Her svarer mor: ”Du må få slik om lørdagen, men ikke i dag, for så ryger appetitten”.

Hvis barnet så spørger igen – og det gør hun, hvis hun er vant til, at samtalen ikke stopper der – så skal anden gang være mere bestemt. Men det er bedst at gå efter bolden. Aldrig barnet. Altså ikke ”nu skal DU stoppe”. Men ”nu skal DET stoppe”. Og hvis barnet prøver tredje gang, så er du blevet fuldstændig immun overfor lyden af det spørgsmål. Altså, alle gode gange 2. Det er også vigtigt ikke at rode sig ud i de lange forklaringer. Dem har vi alt for mange af. Jeg plejer at sige, at de forklaringer, børn får, er proportionale med huspriserne. Jo højere huspriserne er i et område, jo længere forklaring får børnene på alting. Men når den bliver for lang og svær, står børnene af.

Marion Thorning:

”Forældre skal ikke opgive troen på, at de kan lære børnene at huske forskellige ting. Men vi skal heller ikke forvente, at de kan lære det hele på en gang. Øvelse gør mester. Hvis man gerne vil kunne spille virtuost på klaver i Carnegie Hall, kræver det en masse øvelse først. Hvis vi gerne vil lære vores børn at vaske hænder, før vi spiser, så kræver det også masser af øvelse. For voksne er det blevet en refleks at vaske hænder, så vi bruger ikke energi på at huske det. Men børnene skal huskes på det igen og igen.

LÆS OGSÅ: Sådan får du talt ordentligt med din kæreste, selvom ungerne er til stede

Og vi forældre skal lade være med at brokke os over det samme hele tiden. Det bliver man jo træt af at høre på. Det er ligesom kollegaen på jobbet, der hele tiden, hver dag, brokker sig over computersystemet. Og så går budskabet tabt.

En gang i mellem skal man som forældre også være klar til at springe opdragelsen over. Børn dør ikke af, at de ikke får børstet tænder en enkelt gang. Det betyder ikke, at man skal droppe sine ambitioner om at lære børn at rydde op, vaske hænder, børste tænder og tage hensyn. Men man skal have tålmodighed. Og være parat til at droppe principperne, hvis man for eksempel skal have en hyggelig aften, der ikke skal ødelægges af skældud.”

Hvorfor virker skældud ikke?

Lola Jensen:

”Det er, fordi man ikke kan høre budskabet, hvis det bliver serveret surt eller irriteret. Vi læser kropssprog, mimik og toneleje, før vi hører selve indholdet i det, der bliver sagt. Børn får tit for mange budskaber på samme tid, når vi voksne først er blevet irriterede, men de kan ikke kapere så meget på en gang. Det er heller ikke så smart at sige ting som ”hører du efter?” ,”forstod du, hvad jeg sagde?” og allerværst ”hvad var det, jeg lige sagde?” Du kan i stedet sige, når den taske, du lige har bedt om skulle flyttes, stadig ligger i entreen og flyder: ”Jeg har vist ikke været god nok til at sige til dig, at tasken skulle på plads. Jeg vil gerne have, at du lægger den på plads nu”. Gerne med et glimt i øjet.

Det er altid en dårlig idé at skælde ud. Hvis de roder, så kan du lægge deres rod ind på deres værelse og lukke døren. Og husk den gode hovedregel: Du er konsulent for dit barn, og din opgave er at få det bedste frem i dit barns personlighed.

LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke

Hvis det nogle gange virker, som om barnet kan finde på at gøre det modsatte af det, man beder ham om – bare for at være på tværs – er det ikke sådan, det skal opfattes. Det kan voksne måske finde på, men det gør børn ikke med vilje. Til gengæld kan de godt komme til, ubevidst, at gøre det, de ikke må, for at få mors og fars opmærksomhed. Hvis mor altid retter på tøjet, så kan barnet godt komme til at sætte tøjet sjusket, fordi det er sådan, han får de voksnes opmærksomhed. Det gamle ord om, at dårlig kontakt er bedre end ingen kontakt, gælder skam stadig. Barnet ved jo ikke bedre.”

Marion Thorning:

”Børn hader skæld-ud. Fordi det er nedværdigende. Og det allerværste er, når de bliver holdt fast. Når vi siger: ”Nu bliver du her, mens jeg skælder dig ud”. De skal de have lov til at undgå øjenkontakt. Den der med at ”du skal se mig ind i øjnene, når vi taler sammen” er forkert. Børnene prøver at slippe, fordi det er en meget hård straf at skulle se ind i øjnene på en, der er vred, og som skælder ud. Hvis du for eksempel er vred over, at dit barn ikke svarer dig, så sig det i stedet for at skælde ud. Sig: ”Jeg vil gerne have et svar. Det er vigtigt for mig”. På den måde bliver du på din egen banehalvdel med jeg-udsagn. Du siger ikke ”du er forkert, fordi du ikke svarer”.

Det er også en god idé at spørge børn, hvorfor de for eksempel ikke svarer. ”Er det, fordi du bliver forskrækket?”, ”hvordan kan jeg ændre på det, så du ikke bliver så forskrækket?”, ”bliver det lettere, hvis jeg ikke lyder vred?”, ”blev du vred på mig?” osv. På den måde kan du undgå at skælde ud, og du får måske endda et svar i stedet for. Husk også, at børn er på forskellige niveauer og er forskellige. Så lad være med at uddele kollektive skideballer til børn. Drop uretfærdighed. Og drop skæld ud!”

Hvordan får vi børnene til at åbne sig?

Lola Jensen:

”Hvis du spørger, hvad din søn har lavet i skolen i dag, så lyder svaret som regel ”ikke noget”. Det er fordi, spørgsmålet er alt for bredt. Det er bedre at være konkret, når du spørger. For eksempel: ”Legede du med Mathias i dag?”. Hvis barnet skal få lyst til at fortælle og betro sig, så skal vi lære at lytte.

Lad barnet fortælle færdig. Mange forældre taber tålmodigheden, fordi børn let kan fortabe sig fuldstændig i detaljer. Men det er bedre at lade være med at afbryde barnet, før historien er færdig. Du kan i stedet hjælpe fortællingen ”i land”, for eksempel ved at sige at nu er du nysgerrig efter, hvordan det endte. Du kan hjælpe ved at stille processpørgsmål som ”hvad gjorde du så?”.

Og så vil jeg anbefale, at du lader være med at overtage barnets forftælling. Især mødre overtager tit ved at lægge deres egen historie ind over: ”Og Amalie legede du jo også med i sidste uge, så det var sikkert rigtig hyggeligt for jer at lege i dag”. Så klapper barnet i. Det er bedre at stille konkrete spørgsmål til den historie, barnet er i gang med at fortælle. Hvis din dreng siger: ”Jeg blev uvenner med Anton i dag”, så er det ikke godt at spørge hvorfor.

LÆS OGSÅ: Test: Er du god til nærvær?

Et ”hvorfor” gør, at han straks får travlt med at forsvare og forklare sin uskyld. Du kan i stedet spørge ”hvad skete der”, ”hvad sagde Anton så” osv. Det er en god idé ikke at dømme i de konflikter, dit barn er deltager i. Og at lade være med at konkludere på det, du får fortalt. Giv eventuelt barnet en parallel til det, der er sket, noget du selv har oplevet, frem for at bebrejde eller komme med din mening om konflikten.

Hvis du skal opnå dine børns fortrolighed, er det vigtigt, at du prøver at give dem en god ramme om samtalen, og at du prøver at lade være med at afbryde, dømme eller konkludere for barnet. Hvis I taler godt sammen om alt løst og fast, så bliver det også nemmere at tale om det, der er svært.”

Marion Thorning:

”Vi vil ofte som forældre gerne have, at barnet fortæller. Vi spørger: ”Hvordan gik det i skolen i dag?” osv. Men de svarer måske kun med enstavelsesord eller slet ikke. Så prøv i stedet at fortælle noget fra dit eget liv. Vi kender jo godt det der med at blive udspurgt af nogen, der ikke giver noget af sig selv. Til sidst føler man, at man har været tre timer i terapi. Sådan er det også for børn.

Så vi skal hellere have en dialog med børnene. Det, vi som voksne ønsker, er tit en åbning, hvor vi kan komme ind og opdrage og fortælle, hvordan vi synes, de bør gøre dit og dat. Men dialogen er bedre. Når jeg taler med mit barnebarn på fem år, som bor langt væk, i telefonen, fortæller jeg altid noget om dyr, jeg har mødt. Fem-årige er vilde med dyr! Så fortæller hun til gengæld om sine kaniner. Og på den måde bliver det en udveksling i stedet for en afhøring.

Drenge har en tendens til at være lidt mere lukkede end piger. Men prøv at fortælle noget om dig selv, så har du bedre chance for at få hul på det, og som sidegevinst kan du samtidig lære dit barn at lytte.”

Hvad hvis mit barn taler for meget?

Lola Jensen:

”Det er en god idé at øve dit barn i at vente på sin tur til at tale. Og det er bedst ikke at rette på hende, hvis hun snakker enormt længe, når hun har fået ordet. Du kan i stedet sige: ”Hvad skete der så”, ”hvad gjorde du så” osv. for at få historien på gled.

Børn bliver selvfølgelig irriterede, når de skal vente med at fortælle. Men det skal de lære. Derfor er det en god idé at fortælle dem, hvornår de kan få ordet. Det er ikke en god idé at straffe dem ved at lade dem vente i en uendelighed. Du kan i stedet med fordel være konkret: ”Når jeg er færdig med at tale i telefon med mormor, vil jeg gerne høre det, du vil fortælle”. ”

LÆS OGSÅ: Vores datter fylder for meget

Marion Thorning:

”Nogle forældre synes, at det sommetider virker som om, børnene kun taler om sig selv. Men det er forældrene selv, der har plantet det ved altid at tale om barnet, spørge til barnet, få al samtale til at dreje sig om barnet. Så er der ikke noget at sige til, at det også bliver barnets udgangspunkt. Fortæl i stedet noget om dig selv, så dit barn også lærer at lytte.”

Hvordan taler du med børn om det, der er svært?

Lola Jensen:

”Det er bedst ikke at lægge ud med at købe kage og tænde stearinlys osv., hvis du skal have en alvorlig eller svær samtale med dit barn. Så bliver det hurtigt både kunstigt og i trykket stemning, fordi barnet godt kan mærke, at her er noget, du er usikker på. Du kan i stedet sørge for en god ramme for samtalen. De bedste samtaler foregår som regel, mens man foretager sig noget andet. Og det er noget, der skal opøves over længere tid.

For eksempel kan man slå flere fluer med ét smæk, hvis man laver mad sammen med sine børn. Samtalen falder ligesom lettere, mens man står sammen og snitter gulerødder. Hvis det er et svært emne, der skal tages op, så er det en god idé at vente med at tale med børnene, til du selv er klar. Børnene har ikke brug for at høre, hvor tarvelig far er, fordi han har fundet en anden. Det er bedre at vente med at tale om det, til du lige har sundet dig. Man skal selvfølgelig ikke vente for længe, for børn kan godt mærke, når der er noget galt. Og de kan også godt tåle, at vi er vrede eller kede af det. Men det er bedst at vente, til du er så afklaret, at du kan tage hensyn til børnenes følelser, når du fortæller.

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barn uden at kritisere

En anden ting, det kan være svært at tale om, er døden. Det er vigtigt at finde en balance, hvor man ikke helt nonchalant lige fortæller børnene, at farmor er død, mens man ordner vasketøj. Men det går heller ikke at have pivestemme på og virke helt forfærdet over, at døden findes. Børn skal have fornemmelsen af, at vi voksne godt kan klare det. Så kan de også selv klare en del.”

Marion Thorning:

”Det er en god idé at vænne sig selv og børnene til at tale sammen. Man kan ikke pludselig gå ind og tale om dybe følelser fra den ene dag til den anden, hvis man ikke er vant til det. En voksen kan godt sige ”jeg er i dårligt humør i dag, fordi jeg er træt af mit arbejde”. Men børnene skal selvfølgelig ikke agere terapeut for de voksne.

Man kan så fortælle, at man havde store problemer på jobbet, men at man så ringede til Dorte, fordi hun er smadder god til at hjælpe med at løse den slags. Så er man ærlig – uden at give børnene unødige bekymringer. Man må også meget gerne sige til børn, at man skal være alene sammen med nogle voksenvenner til noget voksensnak en aften. Det lærer børnene, at man har et netværk, og at det er okay at bruge andre mennesker, også når man har problemer.

Hvis det er noget pinligt eller svært, man gerne vil tale med børnene om, så begynd samtalen med at være ærlig. Sig, at ”det her er jeg ikke vant til at tale om, men det er for vigtigt til, at jeg vil lade være”. Det kan for eksempel være samtaler, der handler om sex eller problemer i familien. Husk at fornemme, om børnene er klar.

LÆS OGSÅ: Sådan taler du om sex med dit barn

Tit er vi ikke rimelige over for børn, når det gælder samtaler. Forestil dig, at du kommer stresset og lidt for sent hjem fra arbejde. Du skal hurtigt i gang med at lave mad. Men din mand insisterer på, at I, lige nu, skal sætte jer ned og tale om jeres seksualliv. Det er faktisk nogen gange det, vi gør med vores børn, fordi nu har vi lige tid og overskud. Men det giver selvfølgelig ikke en god samtale.

Det er heller ikke alt, der kommer mor ved. Man skal skelne mellem gode og dårlige hemmeligheder. De gode er, hvad man vil forære far i julegave. Dem må børn godt have for sig selv. De dårlige er, når nogen for eksempel har sagt, at man ikke må fortælle hemmeligheden til nogen. Eller når man bliver bange for hemmeligheden eller får ondt i maven.

Hvis børn siger, at de ikke vil fortælle én noget eller ikke gider at tale om det, så kan det også være fordi, det måske er for svært at sige. Det kan være, fordi barnet er bange for at gøre mor bekymret eller ked af det. Hjælp barnet med det ved at spørge: ”Er det svært at fortælle, fordi du er bange for, at jeg bliver ked af det?”, og sig: ”Hvis du siger det, kan jeg godt blive ked af det. Men det kan jeg sagtens klare. Det er min opgave at passe på dig. Så jeg vil gerne have, at du siger det til mig, selv om jeg kan blive lidt ked af det”. Man kan også komme med forslaget om at holde en pause i samtalen. Spørg barnet, om I skal snakke om det på et andet tidspunkt, og lav en aftale om, hvornår det bliver.”

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikter

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du at råbe ad dit barn

LÆS OGSÅ: "Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorg