Far-klumme: ‘Bhar’ er den heldigste i verden

Jeg er på barsel for tiden. Den periode i et moderne, vestligt voksenliv, der må være sværest at forklare for mennesker fra den tredje verden. Hele konceptet om, at mit arbejde betaler mig løn for at blive væk og i stedet gå hjemme og passe min datter, er jo nærmest forrykt i en tid, hvor hver en euro vendes ude i verden omkring os.

Måske netop derfor er barsel lige så fantastisk, som det lyder.­ Datterens og mit fælles liv befinder sig for tiden i en konstant pendlen mellem hjemmet og nærmeste park. Her jagter vi ænder, hunde og ikke mindst andre børn med så stor iver, at vi gerne tilbagelægger hele boldbaner af græstæppe for at hilse på.

‘Keder du dig ikke?’ spurgte min ven, der snart selv står over for tre måneders barsel, med slet skjult forundring i stemmen. Svaret er et klokkeklart nej. Der er intet kedeligt i at se sit barn lære nye ting med samme hast, som vi andre glemmer dem.

Lykkelig med fuglelort

Hvordan skulle jeg kunne kede mig, når mit barn pludselig rejser sig op, som var det den mest naturlige ting i verden? Eller stikker hele hånden ned i en fuglelort og studerer detaljerne i skidtet med samme fascination, som vi andre ser på stjernerne med? Eller pludselig fyldes med en latter så boblende, at den slet ikke kan være i en lille krop, men skvulper over og heldigvis rammer mig flere gange hver eneste dag?Og som får mig til at smelte, når hun hver morgen står og kalder på mig fra tremmesengen med et klart og tydeligt ‘bhar’, som både jeg og barnet ved i virkeligheden betyder ‘far’.Lad mig sige det på denne måde: Hvis nogen kom og spurgte mig, hvor stor jeg føler mig lige nu, ville begge arme ryge op over hovedet i raketfart, og jeg ville råbe ud i verden: ‘Sååå stor!’

Mit Vita-fix

‘Bare vent’ sagde en tante til seneste familiefest. ‘Før du ved af det, løber hun efter naboens dreng.’ Hun har ret. ­Om få dage slutter barslen, og Vita begynder i vuggestue.

Min datter er blevet et år og skal ud og møde nye mennesker.­ Det hele er gået så stærkt, at jeg har lyst til at tude over, at jeg ikke optog hvert sekund på video eller kunne samle det i en ‘føleboks’, så al den glæde ikke bare siver ud og bliver til hverdag og leverpostejsmadder og skoldkopper og snorlige hentebringe-skemaer.­

I stedet skal jeg vænne mig til tanken om, at andre får penge for at passe mit ønskebarn. Og til, at weekender fra nu af er hellige. Et åndehul, hvor jeg kan få mit Vita-fix med alt, hvad dertil hører af fuglelorte, fremmede hunde og skvulpende latterbølger.

Så jeg nyder min barsels sidste dage. Og ønskebarnet, mens hun stadig elsker mig højere end naboens dreng.

LÆS OGSÅ: Far, du er fantastisk!

LÆS OGSÅ: Far fortæller: “Når far falder til (I)padden”

LÆS OGSÅ: Far nåede lige akkurat fødslen