Far nåede lige akkurat fødslen

Emils far skulle med sit arbejde på øvelse i Norge en måneds tid inden fødslen. I tilfælde af, at den lille ny skulle komme før end forventet, havde jeg sørget for at skrive hans søster på som fødselshjælper, hvis han ikke var hjemme. Der blev grint lidt af mig, for hvad var oddsene for, at det skulle ske fem uger før tid? Men minsandten om ikke det gjorde.

Skynd dig hjem, far!

Jeg var alene hjemme en hel uge, men lige den dag, hvor Emil havde tænkt sig at komme, havde jeg besøg af min

  bedste veninde. Få  timer efter, at vi gik i seng, gik vandet. Jeg satte mig ud på toilettet, mens jeg i panik ringede til fødegangen og spurgte, om det nu kunne være rigtigt? De mente, at den var god nok, så jeg måtte ringe til Norge for at fortælle ‘nyheden’.

Vi havde aftalt, at jeg kun skulle ringe, hvis fødslen gik igang. Men igen, hvad var oddsene for det? Morten sagde meget kortfattet “jeg

kommer med det samme,” og vi havde jo god tid, for vandet var kun lige gået, og sådan en fødsel kan tage mange timer.

Jeg blev bedt om at komme ind på fødegangen og tage en taske med. Men var det nu nødvendigt? Jeg blev jo garanteret sendt hjem igen, tænkte jeg. Helt fattet kørte jeg selv bilen derind.

Morten sendte besked om, at han var på vej med en kollega til nærmeste lufthavn. Vi havde stadig god tid, var vi overbeviste om. Vandet gik klokken halv fire om morgenen, og klokken lidt i fem var jeg på fødegangen. Klokken seks fik jeg den første ve. Morten meddelte, at han landede i Billund klokken halv ti og kunne være her halv elleve.

Den hjemvendte soldat

Presseveer i en time

I næsten en time havde jeg presseveer, og jeg fik besked på, at nu skulle der snart til at ske noget. Jeg var fuldstændig ligeglad med alt og ville bare have det overstået!

Da klokken var halv tolv, gik døren til fødestuen op, og ind kom Morten i sin militæruniform og tog mig i hånden. Hovedet var på vej ud, og 10 minutter efter, kom Emil til verden.

Det eneste jeg hørte, var Morten, som hviskede i mit øre “det blev en dreng skat, det blev en dreng.”

På stuen var min bedste veninde, min svigerinde og min hjælper Mads, ud over jordemor og sygeplejerske. Og Morten nåede det lige før Emils ankomst. Til trods for, at han ankom lidt før tid, gik det helt fint. I dag er han en stor velskabt dreng på otte måneder.