Hvorfor, hvorfor dit og hvorfor dat??
For to uger siden gik det løs: Min datter Julie Marie begyndte i 1. klasse! Stor er blevet større. Slut med børnehaveklassens leg og børnestavning.
Punktum, punktum, komma, streg er ikke længere bare en sang om Nikolaj. Nu er det rigtig skole med lektier og hele baduljen. Og selv om min datter ikke har virket nervøs – hun har faktisk glædet sig, – så har Farmand altså fået lidt sved på panden i løbet af sommerferien.
For skolestart, det er samtidig startskuddet til 9 års endeløse spørgsmål og krav om hjælp til dit og dat. ”Faaaar, kom lige…” ”Hvordan gør man …” og så videre. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke gerne vil hjælpe. Jeg vil elske at øse klogskab ud over min datter og virkelig få styret mit behov for – i hendes øjne – at være den absolut klogeste i verden.
Hun spørger jo, fordi hun regner med, at jeg kan løse alskens mysterier. Tak for tilliden. MEN der er bare den lille detalje, at den kloge far i sin tid gik på privatskole. Og det var ikke ”kæft, trit og retning”-typen. Faktisk havnede vi i den helt modsatte grøft…
Skolen var et sted, hvor man ikke tog så tungt på Ruslands floder, byerne på Fyn (– eller nogle andre steder i Danmark), kongerækken, kommaers retmæssige placering og lignende gammeldags og reaktionær udenadslære.
{quote}Når sandheden skal frem, havde vi slet ikke fag som geografi, biologi og kristendom. Til gengæld er jeg ret ferm med en klump ler. – Et år havde jeg 5 timer om ugen hos Ler-Ulla.{/quote}
Og jeg ser stadig med stolthed på de af mine frembringelser fra Bennos træog metalværksted, der stadig findes i mit barndomshjem. Og så blev vi også sendt ud i den virkelige verden i et utal af praktikker – landbrugspraktik, indvandrerpraktik(!), socialpraktik, erhvervspraktik med mere.
Sjovt og spændende, men ikke ligefrem præget af terperi. Der er således måske et enkelt hul eller to i fars børnelærdom… Og den anelse teori, der muligvis på trods har lagret sig i hjernen, bliver modarbejdet af, at det jo unægtelig er et par årtier siden, jeg sidst har beskæftiget mig med krydsog-bolle-grammatik, færdighedsregning, tyske verber og andre kladdehæfteøvelser.
Jeg er faktisk ret overbevist om, at jeg ikke er i stand til at placere de 3 Nykøbing’er på Danmarkskortet eller dividere uden lommeregner (nej, jeg har ikke tænkt mig at prøve. Vil gerne blive i troen om, at jeg godt kan, hvis det virkelig gælder!).
Men jeg bliver nok alligevel nødt til at forklare Julie Marie, at det hele var lidt… hmm, anderledes dengang far gik i skole. Når hun så pligtopfyldende og med grådkvalt stemme fremfører, at ”De sagde, vi ikke måtte bruge lommeregner…!”, vil jeg sige: ”Nå, sagde de det?” Og så vil jeg trække min trumf ud af ærmet.
For jeg har brugt sommerferien på at læse op på al den viden, jeg ikke fik i privatskolen. Og nu er jeg ikke bare den hårdeste Trivial Pursuit-spiller i landet, men også enhver skolelærers mareridt om en forælder i 1. klasse. Jeg har med største fornøjelse brugt sommerferien på at fabrikere en kaskade af spørgsmål og mysterier, der vil få Spørge Jørgen til at ligne en sød og afdæmpet lille dreng.
Hvorfor kan olie og vand ikke blandes? Hvordan kan universet være uendeligt? Hvordan vejer man luft? Hvem var Etokles? Hvad er Calvé-Perthes sygdom? Hvad kom først – hønen eller ægget?… osv, osv, osv!
Det skal være mig en fornøjelse at sende min helt egen lille spørgemaskine af sted om morgenen og for alvor få noget for skolepengene. Så kan hr. og fru Klasselærer på egen krop få lov at føle, hvordan det er at sidde lammet og afklædt af spørgsmål fra en syvårig. Og Farmand vil stadig være den klogeste i hele verden..
