Amalie forklarer: Derfor var jeg presset i slutningen af programmet
De var aldrig i tvivl om, at det skulle være et ja i sidste ende, men den sidste uge var hård for Otto og Amalie, og det er der en god grund til.
Amalie og Otto var aldrig i tvivl om, at de skulle sige ja til hinanden i ”Gift ved første blik” og fortsætte deres rejse sammen som kærester og ægtefolk. Alligevel var tiden op til afgørelsen hård for dem begge og fyldt med tvivl.
LÆS OGSÅ: AFSLØRING: Det hadede de ved "Gift ved første blik"
De beskriver selv rejsen i programmet som en romantisk komedie, hvor de følger 8-sekvens-strukturen med kapitler, man skal igennem for så til sidst at finde hinanden, hvor de helt store prøvelser kommer lige inden afslutningen.
Artiklen fortsætter efter videoen.
- Men det er jo også bare et sygt pres. Forestil dig, at du dater en person i fire uger, og du så aftaler, at om en uge skal vi så finde ud af, om vi skal være sammen eller ej. Det ville man jo aldrig gøre, så det er også et vanvittigt tidspres, der ligger. Og selvom det er et ja, så fylder den del utrolig meget, for man er godt klar over, man er på tv. Jeg var presset i hvert fald, fastslår Otto.
- Ja, jeg var også presset, men det var også fordi, jeg var sindssygt stresset op til. Jeg havde vanvittigt travlt på arbejde, og det var ved at spidse lidt til med det her med at bo sammen, og vi havde så sindssygt mange ting, vi skulle til sidst i eksperimentet. Så var der også lige den der glamping tur, det havde vi i kalenderen, men vi var slet ikke gearet til det, og det gik ad helvedes til, og hvad betyder det?, tilføjer Amalie og fortsætter:
- Så havde jeg nogle rigtig gode samtaler med venner og familie, som mindede mig om, at du har virkelig haft det godt med den her mand i langt størstedelen af eksperimentet, ville det ikke være helt forkert af dig at smide det på gulvet, bare fordi den sidste uge har været presset. Og så er det et ja til at blive ved med at se, hvor forholdet kan bære hen. Det tog måske lidt af presset.
Otto: Jeg var en skrøbelig, ynkelig udgave af mig selv
For Otto var det svært at navigere i, at Amalie var presset, og det endte med at skabe tvivl hos ham.
- Jeg var pisse usikker, det var en svær tid, hvor jeg kunne mærke, der var et eller andet med Amalie, og så sagde hun godt nok til mig, at hun var presset, men i den situation, så tænkte jeg ”Er hun det, eller er det virkelig noget andet, det handler om”. Så var jeg bare usikker – en skrøbelig, ynkelig udgave af mig selv, som prøvede at overromantisere og søge endnu mere kontakt fra Amalie, og det var lige præcis det, jeg ikke skulle gøre, fortæller Otto.
Annonse
- Jeg havde mest af alt brug for på det tidspunkt, at Otto gav mig lidt plads, så jeg lige kunne regulere mine nerver for mig selv, men jeg kan også godt forstå, det var svært, for Otto blev ret ængstelig til sidst. Det har jeg også selv prøvet at være i, og det er svært, fastslår Amalie og tilføjer:
- Jeg var så træt af at filme til sidst, og jeg var bare klar til, at skulle bare være mig og Otto uden kamera, og vi kunne gøre, hvad vi ville og tage det i det tempo vi ville, så det var bare derfor.
