Idioter og hystader

Der er forskel på mænd og kvinder. Og drenge og piger. Og egentlig også birketræer og knallerter, men derom en anden gang. Mine børn er både drenge og piger. Hver for sig altså, de er ikke tvekønnede eller noget.

Og jeg synes faktisk allerede, jeg kan mærke den lille forskel. Den lille forskel, som egentlig ikke er så voldsomt lille. For de opfører sig ret forskelligt. Jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, om deres forskelligheder er ren personlighed, eller om det er noget, hormonerne har sat sig for at diktere. Men de er der. Forskellene.

“Tag mig op!”

Da pigebarnet, datter 2, ikke er mere end halvandet år, kan jeg ikke ud fra hendes udtalelser bedømme noget som helst. Hun nægter pure at sige andre ord end ‘morgenmad’, ‘hov’, ‘MIN!’ og så selvfølgelig ‘mor’ – bare for at irritere mig. Men hendes opførsel og humør siger mig, at hun er pige med stort P.

Hun er et brokhoved. Så’ det sagt. Hvis hun ikke får sin vilje, er der skrig og skrål. I langt højere grad end med hendes langt roligere storebror for to år siden. Hun kan ikke se sig selv andre steder end på min arm. Og hvis jeg skulle komme til at sætte hende ned, hvis jeg for eksempel vover at gå på toilettet, får både jeg og naboerne det at vide. Højt og længe. Der er ret mange gøremål, der besværliggøres af et halvstort barn på armen. Faktisk alle gøremål. Men i det mindste har jeg opdaget, at jeg rent faktisk har muskler i mine arme, da de for det meste er ømme.

Sko-kliché

Hun kan desuden bruge timer på at prøve sko. Helt utrolig pigeklichéagtigt. Sine egne sko, sin brors lidt større sko, sin mors store sko og mine grotesk enorme sko. De skal på. Så skal de af. Så skal de på. Så skal de af. Så skal de gåes en runde i stuen. Så skal de af. Og på. Hvis hendes interesse for fodtøj holder, forudser jeg, at jeg får en teenager, der mere end én gang skal reddes ud af en dankortgæld af sin forarmede fader.

Men mere end noget andet er hun kærlig. Hendes storebror er den kærligste dreng, jeg nogensinde har hørt om, men hun overgår ham med længder. Hun kan kramme og kysse sine søskende, til de fysisk og psykisk ikke kan klare mere. Som treårige storebror Darwin udtalte i går: “Nej, Linnea! Jeg kan ikke holde til mere kærlighed!” Det er i den grad ikke noget, hun har arvet fra mig. Hendes mandefar.

Én på kassen

Jeg havde en diskussion med en kvindelig kollega, som stod fast på, at drenge og piger udelukkende er forskellige, fordi de bliver opdraget og præget forskelligt, fra de er ganske små. De klædes i henholdsvis lyserødt og –blåt tøj, drenge får voldslegetøj, som træner dem til krig (som hun kaldte det), og pigerne får My Little Pony, som træner dem i at være nuttede og søde.

Jeg var uenig. Både fordi mine mange år på kloden har lært mig, at kvinder påvirkes i uhyggelig grad af deres ‘hysterihormon’ (som jeg kalder det), og at mænd kan blive ret påvirkede af deres ‘idiothormon’ (som hun kaldte det). Men også fordi jeg, i modsætning til hende, jo har et par af de små mennesker, der kan bekræfte min teori dagligt.

Hun blev selvfølgelig højrøstet og vred, og jeg måtte lade næverne tale. Helt i henhold til vores hormoner. Lige nu er Linneas hormoner dog ikke noget egentligt problem. Om 14 år derimod. Avs.