Klumme: Kan jeg godt være bekendt at løbe fra løftet til mine børn?

Jeg er kommet til at love mine unger en kat for to år siden. I den vanvittigt rene og naive tro på, at de ville glemme det igen. Ligesom min søn hver morgen går ud ad døren uden sin skoletaske, og min datter glemmer at slukke lyset efter sig. De har begge hukommelse som guldfisk, så da jeg for to år siden stod med gnavende dårlig samvittighed, blev redningsvesten tilsyneladende løftet om en kat.

Først havde de sagt farvel til deres liv i Danmark, og familien rejste til Bali for at starte et nyt liv. Med en sjælden sans for dårlig timing rammer corona. Ny skole, venner og liv lukker efter et par måneder. I nedlukningen kunne vi forældre så brillere med den store nyhed, at vi er blevet skilt, og de nu officielt er skilsmissebørn.

Bagefter kommer meldingen om, at vi rejser hjem igen. To års Balieventyr er forkortet til et halvt år i karantæne. For at gøre ondt værre, kørte deres far galt på scooter den sidste uge på Bali, brækkede kravebenet, og mor var et emotionelt nervevrag. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Sig nu for helvede nej. Og hold fast

I det lys virkede løftet om katten faktisk som en smaddergod idé. At tisse i bukserne for at holde varmen er den lækreste følelse her og nu. Nu er de to år forsvundet, min datter researcher løs på katteracer og insisterer på den ene svagtbegavet udseende kat efter den anden. Et bjerg af modstand vokser indeni, jeg har lyst til at løbe fra mit løfte med et: Sådan er det bare, slutprut.

Sagen er bare den, at jeg har givet mig selv et andet løfte, og det er at være en mor, de kan stole på. Men seriøst. De er slet ikke klar over, hvor meget bøvl der følger med katten.

Før jeg blev mor, havde jeg nemlig to katte, som jeg elskede over alt på jorden. Når mine veninder besøgte deres familie om søndagen, puttede jeg med mine katte. Når jeg ikke kunne sove om natten, kom kattene og lagde sig under dynen med mig. 

Den ene, Coco, en kronisk overvægtig huskat, brugte al sin vågne tid på at regne ud, hvordan den skaffede sig mere mad. Foruden at æde sin makkers mad lærte den sig at åbne køleskabe, skabsdøre og skraldespanden for lidt ekstra godter.

LÆS OGSÅ: Klumme: Kan modkuren til skilsmisse være særskilte soveværelser?

Den løb engang hvæsende igennem lejlighed med en hel fersk kylling i munden, den selv havde jagtet i køleskabet, og endte faktisk sine dage med at drikke sig selv ihjel. Jep. Den drak alt liljevandet fra en vase på spisebordet, og da liljer er giftige for katte, døde Coco den 14. februar, på Valentines Day.

Året efter fødte jeg Lilli den 6. februar. Tre år efter kom Leo den 18. februar. Cocos død tog hårdt på mig, men tvang også mit hjerte til at åbne sig og vove pelsen som mor.

Jeg forstår, at ungerne stirrer på mig med Cocos runde, forventningsfulde øjne, når de taler om den kommende kat. Der er en særlig lykke forbundet med at elske et kæledyr. Kærligheden kommer så ren og ubetinget. Det samme gør sorgen, når man mister dem igen. Dyr åbner op for fantasien, de kommunikerer så tydeligt, nonverbalt og viser os alle de instinkter, vi selv har glemt.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand bliver rost for at være familiefar, mens jeg bliver kaldt karrieremor

Vigtigst af alt: De kan lære selv de mest brændte sjæle at elske igen. Så ok. Selvfølgelig får vi en kat. Vi skal alle lære at elske, miste og turde at elske igen.