Klumme: Små børn bør passes hjemme – for hele familiens skyld

For at I måske bedre kan forstå min pointe, vil jeg gerne have lov til at sammenligne hjemmepasning med det at leve økologisk/bæredygtigt.

Mange af os kan blive enige om, at det allerbedste ville være, hvis vi levede 100% økologisk og bæredygtigt – både for vores kroppes skyld, men også for vores planet. I den ideelle verden gjorde vi måske også det. Men det er der desværre ikke mange der gør. Hvorfor? Fordi det koster for meget. Ikke bare er det afsindigt dyrt at købe de råvarer, der skal til for at leve på denne måde, men man skal også være villig til at give afkald på MANGE ting, blot fordi de ikke eksisterer i en bæredygtig/økologisk variant. For ikke at tale om, hvor meget det kunne komme til at påvirke ens sociale liv.

Jeg er for eksempel ikke villig til det. Jeg ville ønske, jeg var så sej, at jeg solgte alle mine materielle goder og flyttede på landet. Lige som den familie Søren Ryge præsenterede på DR1 for godt et år siden, hvor forældrene havde sagt sine faste jobs op, solgt deres ejendele og købt et lille landsted, hvor de nu levede af at dyrke jorden sammen med deres fire børn. Men det gør jeg ikke – det vil koste for meget for mig.

LÆS OGSÅ: Christine arbejder op til 70 timer om ugen: "Mange spørger, hvorfor jeg overhovedet har valgt at få børn"

At passe hjemme: Socialisering er intet problem

På samme måde har jeg det lidt med hjemmepasning.

I den ideelle verden startede børns liv i institutioner noget senere end det gør i dag – måske lige så stille ved to-tre-års-alderen. Dette er ikke kun for børnenes skyld, men for hele familiens skyld. Der er f.eks. ingen tvivl om, at det er de første år af barnets liv, der er de hårdeste for mange forældre, hvorfor det også vil give god mening, at der ikke var pres på fra arbejdsgivere i denne periode.

I tillæg vil jeg påstå, at det er de allerfærreste børn, der sover igennem, når de er 11 måneder – og så ender man med en presset familie, der både skal præstere på arbejdet og tage sig af alt det praktiske (og familiære) på hjemmefronten uden at få en anstændig nats søvn!

For børnene ville en senere institutionsstart give mulighed for at være sammen med en af sine ”primære omsorgspersoner” i de år, hvor hjernen udvikles mest, og de dermed har brug trygge og stabile rammer.

Det vil også gøre, at barnet er mere selvstændigt i kraft af, at det er mere mobilt og kan gøre sig bedre forstået. Og nu er der måske mange, der tænker, at børnene (og forældrene) i så tilfælde vil mangle socialisering – men hvis det bliver normen, at man er hjemme lidt længere end de første 11 måneder, så vil der jo være mange andre børn og mødre man kan omgås med.

Og min personlige erfaring efter to år som hjemmegående er, at der ikke har været noget problem at stimulere og socialisere både børn og mig selv. Man skal bare være lidt opsøgende (og for børnenes vedkommende er det altså også begrænset, hvor mange timers socialisering de har brug for, når de er 11 måneder. Der er det nok mere mor, der kan have behov for det).

Tager ikke skade af institution

Når jeg nu siger, at børn har bedst af at blive passet hjemme, er det ikke det samme som at sige, at de nødvendigvis tager SKADE af at komme i institution – på samme måde, som jeg ikke tror, mine børn tager skade af ikke at leve økologisk/bæredygtigt.

Jeg tror også, at børnene lærer rigtig meget godt af at komme i institution. Men i de allerførste leveår er det min mening, at de behov, de ikke kan få dækket helt, sådan som 1:1 nærhed og opmærksomhed, vejer tungere end de gode ting, institutionslivet kan tilbyde. Og dette er ikke pædagogernes fejl. Man skal højere op i systemet for at finde den rigtige syndebuk. Pædagogerne gør det så godt de kan og kæmper en brav kamp for at gøre dagen så god som mulig for de børn, de har ansvar for. Men det er altså ikke fysisk muligt for pædagogerne at få flere end de to arme og det ene skød, de nu er udstyret med.

Samfundet er desværre bygget op på sådan en måde, at det i alt for mange tilfælde vil kræve et FOR stort offer for familien at vælge hjemmepasning i længere tid end de gængse 10-11 måneder. Ikke blot økonomisk i de år, det pågår, men også karriere- og relationsmæssigt. Hvis det skulle lade sig gøre, ville det indebære en massiv samfundsmæssig ændring, og den er vi ikke engang på vej imod – tværtimod, med tanke på de konstante besparelser, der bliver foreslået indenfor børne- og ungeområdet i de forskellige kommuner.

Jeg er godt klar over, at det er en utopisk tanke, at alle familier både ønsker og kan vente med institutionsstart til barnet er 2+ år, men det hindrer mig ikke i at drømme om et samfund, hvor det nemmere kan lade sig gøre for de familier, der ønsker det – vi kunne jo starte med at kigge på, hvordan vores nordiske naboer gør.

Sådan gør de i Norge, Sverige og Finland

I Norge, hvor jeg oprindelig kommer fra, får man f.eks. – ud over fuld løn under 46 ugers barsel eller 80% løn i 56 uger – også ”kontantstøtte” hver måned efter barsel og indtil barnet er to år, hvis man selv vælger at passe barnet. Denne månedlige kontantstøtte lyder på omkring 6000,- danske kroner. Eller man kan vælge at få halvdelen af dette udbetalt, hvis man arbejder 20 timer eller mindre om ugen. Hvis en forælder vælger at holde sådan et års orlov fra sit arbejde for at tage sig af et barn, så har man ret til at vende tilbage til den samme stilling, man havde, inden man gik på barsel/orlov.

Ydermere har nordmænd med små børn ret til 10 sygedage om året hver (15 dage hvis man har tre eller flere børn, og 20/30 dage, hvis man er alene med barnet/børnene), ret til at slippe for overtidsarbejde og ret til at arbejde en time mindre om dagen, end ens stilling tilsiger (med løn), så længe man ammer sit barn. Dette kaldes ”ammefri”. 

Og for at gøre det helt komplet, har man også som småbørnsforældre ret til fleksibel eller reduceret arbejdstid (mod reduceret løn, naturligvis), hvis man ønsker det i en periode. Hvor lang denne periode skal være bliver aftalt med ens arbejdsgiver, og når denne periode er over, har man igen ret til at komme op i tid og løn igen.

I Sverige har forældrene 480 dages barsel (+180 dage, hvis man får tvillinger). Til gengæld er der en begrænsning for, hvor lang tid ens ”øvrige” børn må være i institution, når man er på barsel med en lille ny – dette timeantal ligger på 15 timer, men man kan søge om 25 timer.

Nu hvor jeg selv snart venter et lille tilskud til børneflokken, blev jeg lidt skæmt ved tanken om, at hans to storebrødre på snart fire og fem et halvt år skulle være hjemme hele dagen på nær tre timer, for så stod jeg jo med en lille håndfuld børn med VIDT forskellige behov. Og hvordan skulle de dækkes!? Men efter lidt tid gik det op for mig, at hvis alle småbørnsforældre på barsel havde de her regler at forholde sig til, så ville der jo være mange i samme situation – og så ville der jo være mange legekammerater til storebrødrene. Og så ville man kunne nyde tiden sammen med alle sine børn, samtidig med at man sås mere med andre småbørnsfamilier og kunne hente ”hjælp” fra hinanden. Den tanke kan jeg egentlig rigtig godt lide.

Ud over den lange barsel er det også værd at nævne, at man i Sverige har ret til at gå ned i tid, tilsvarende 25% af den stilling man oprindelig havde (mod også at gå ned i løn).

I Finland er barslen ca. lige så lang som den er her i Danmark: 10,5 måneder. Men til gengæld kan alle familier få et månedlig tilskud på minimum 2500,- danske kroner indtil barnet er tre år, hvis de vælger at passe barnet selv derhjemme (beløbet kan blive højere, hvis den ”udearbejdendes” løn er under et vist niveau). Umiddelbart kan det lyde som meget lidt med 2500,- kr. om måneden, men hvis man tænker på, hvor meget man kan spare på f.eks. udgifter til daginstitutioner, transport, tjenester/ting/mad man køber sig til pga. ”travlhed” osv., så kan man ende med, at der reelt ikke er så stor forskel økonomisk – det var i hvert fald det, vi selv kunne regne os frem til, da vi besluttede, at jeg skulle trække stikket fra arbejdsmarkedet (og det var UDEN det tilskud, man jo får i Finland). 

Så er det måske ikke så mærkværdigt, at vi i Danmark sætter VERDENSrekord, når det kommer til det at sende vores helt små børn i institution. Og det er bestemt ikke en rekord, jeg er stolt af at bære.